48 hold var stadig ikke nok
af Claus Henriksen
Håbet var lysegrønt, og alle sejl var sat til, at både Danmark og Italien skulle spille VM I fodbold denne sommer, men det gik meget anderledes
Det er nok ikke gået nogens næse forbi, at vi netop har overværet et VM i fodbold uden hverken dansk eller italiensk deltagelse.
Det krævede ellers næsten en særlig form for præcision at blive hjemme denne gang. For første gang var VM udvidet fra 32 til 48 hold. Europa havde fået rekordmange 16 pladser, og 32 af turneringens 48 deltagere gik videre fra gruppespillet. Der var med andre ord åbnet flere døre end nogensinde før. Danmark og Italien fandt alligevel hver sin måde at blive stående udenfor på.
De to lande endte endda samme sted og på næsten samme måde. Begge blev nummer to i deres kvalifikationsgruppe. Begge nåede frem til en playoff-finale den 31. marts. Begge spillede uafgjort efter forlænget spilletid. Og begge tabte på straffespark. Danmark til Tjekkiet. Italien til Bosnien-Hercegovina.
Så langt ligner historierne hinanden. Derefter begynder forskellene.
En dansk skuffelse
For Danmark var fraværet en brat afslutning på en periode, hvor vi efterhånden var begyndt at opfatte deltagelse i de store slutrunder som noget temmelig naturligt.
Det danske hold havde været med ved fem slutrunder i træk, to VM-slutrunder og tre EM-slutrunder, og havde ikke misset en stor turnering siden EM i 2016. Pludselig sad vi hjemme igen.
Danmark kunne have undgået hele playoff-omvejen. Et målløst resultat hjemme mod Belarus og en sen nedtur mod Skotland sendte i stedet holdet ud på den vej, hvor én dårlig aften kan gøre fire års arbejde ligegyldigt. I playoff-semifinalen blev Nordmakedonien slået 4-0. I finalen mod Tjekkiet kom Danmark tilbage to gange, men brændte tre af fire forsøg i straffesparkskonkurrencen.
Landstræner Brian Riemer forsøgte heller ikke at gemme sig bagefter: “Ansvaret ligger på vores skuldre. Det er os, der har fejlet og ikke fået holdet kvalificeret,” sagde han ifølge UEFA.
Det er en hård formulering. Den er også meget dansk. Ansvaret bliver placeret hos holdet, træneren og præstationen. Diskussionen handler om taktik, generationsskifte, form og om, hvorvidt Danmark fik nok ud af en trup med spillere fra nogle af Europas største ligaer.
Det gør ondt. Det udløser vrede. Og efter nogle dage begynder vi at tale om den næste kvalifikation.
En italiensk identitetskrise
I Italien handler det om noget større.
Italien har vundet VM fire gange. Kun Brasilien har vundet flere. Det italienske landshold (Gli Azzurri – De Blå) er derfor mere end et hold. Det er en del af landets fortælling om sig selv, på linje med Ferrari, opera, espresso og evnen til at diskutere en dommerkendelse længere, end selve kampen varede.
Alligevel har Italien nu misset tre VM-slutrunder i træk. Før 2018 var det kun sket én gang, i 1958. En hel generation af italienske børn har aldrig oplevet Italien ved et VM, og ingen af spillerne i den nuværende landsholdsgeneration har spillet en VM-slutrunde.
Her ligger måske det største aha: Italien vandt EM i 2021 midt under sin lange VM-tørke. Landet kan altså blive europamester og samtidig gå mindst 16 år uden at spille én eneste VM-kamp. Italiens seneste kamp i en VM-knockoutfase er stadig finalesejren over Frankrig i 2006.
Playoff-finalen i Bosnien blev endnu et kapitel i den mærkelige historie. Italien kom foran, fik Alessandro Bastoni udvist og tabte straffesparkskonkurrencen 1-4.
“Det gør ondt, for vi havde brug for det. For os, for hele Italien og for hele vores fodbold,” sagde landstræner Gennaro Gattuso bagefter og fortsatte: “Det er et slag, der er svært at fordøje.”
Forsvarsspilleren Leonardo Spinazzola ramte måske endnu hårdere: “Det gør ondt på os, på vores familier og på alle de børn, der aldrig har set Italien ved et VM.”
Det er forskellen på de to nederlag. Danmark mistede en slutrunde. Italien mistede endnu et stykke af forbindelsen til sin egen fodboldhistorie.
Flere pladser gør ikke vejen kortere
Det er fristende at se udvidelsen til 48 hold som en slags forsikring for de etablerede nationer. Den tanke holder kun, indtil bolden ruller.
Europa fik tre ekstra pladser i forhold til VM i 2022. Samtidig gik kun de 12 gruppevindere direkte videre. Nummer to blev sendt i playoff, hvor fire hold skulle overleve to afgørende kampe. På den måde kan en stor fodboldnation stadig snuble over 120 minutter og fire straffespark.
Det er brutalt. Det er også en del af fodboldens mærkelige retfærdighed. Bosnien-Hercegovina kom til sit andet VM. Tjekkiet vendte tilbage efter 20 års fravær. Deres jubel fandtes kun, fordi Danmark og Italien måtte bære skuffelsen.
Og skuffelsen bærer vi naturligvis forskelligt.
I Danmark gennemgår vi kampen igen med den rolige grundighed, som vi også bruger, når vi skal finde ud af, hvorfor varmepumpen siger en mærkelig lyd. Vi læser analyserne, diskuterer udtagelserne og bliver enige om, at der nok skal ryddes lidt op. Måske taler vi om strukturer. Helt sikkert om effektivitet. Derefter cykler vi på arbejde, smører en madpakke og opdager, at livet på forunderlig vis er fortsat.
I Italien får nederlaget en anden temperatur. Her er fodbold sjældent bare noget, der er foregået på en bane. Det er drama, historie, familie og national stolthed på én gang. Kampen bliver diskuteret på baren, ved middagsbordet, i fjernsynet, på gaden og sandsynligvis også mellem mennesker, der egentlig var i gang med at tale om noget helt andet. Der bliver peget, gestikuleret og uddelt skyld med en energi, der kunne drive en mindre provinsby.
En stor fortælling
Men også i Italien fortsætter livet. Espressoen bliver drukket stående ved bardisken. Pastaen kommer på bordet. Børn spiller bold mellem parkerede biler og drømmer om at blive den spiller, der en dag fører Italien tilbage til VM. For italienerne ved bedre end de fleste, at en stor fortælling sagtens kan rumme et mørkt kapitel.
Måske er det netop her, Danmark og Italien ligner hinanden mere, end vi først tror. Vi reagerer forskelligt, men vi giver os ikke hen til ligegyldigheden. I Danmark ligger håbet ofte pakket ind i nøgterne ord om en ny begyndelse. I Italien kommer det med hævede stemmer, store bevægelser og urokkelig tro på, at næste generation må kunne gøre det bedre.
Begge dele er kærlighed til spillet.
VM 2026 blev spillet uden os. Det var mærkeligt, frustrerende og til tider næsten lidt fornærmende. Verden fandt dog ud af at spille videre, og vi fandt ud af at se med. Måske valgte vi et andet hold undervejs. Måske nød vi i hemmelighed friheden ved at kunne se en kamp uden at få pulsen op omkring farlige dødbolde og tvivlsomme dommerkendelser.
Nu er finalen spillet, konfettien fejet væk, og pokalen løftet – af nogle andre, nogle forkerte! I Danmark retter vi på landsholdstrøjen, ser frem i kalenderen og fortæller hinanden, at der kommer en ny chance. I Italien tager de en dyb indånding, bestiller endnu en kaffe og begynder diskussionen om, hvordan Gli Azzurri skal genopstå.
Sådan kommer vi videre. Danskerne med en plan, italienerne med en passioneret samtale og begge med følelsen af, at næste gang bliver anderledes.
Snart begynder en ny kvalifikation. Danmark og Italien står klar ved startlinjen igen.
Denne gang skal døren åbnes.
