Når kunstig intelligens ændrer “kontakten” i vores digitale liv
Tekst og fotos af Daniel Russo
Hvis du bor i Danmark eller i Italien, er det sandsynligt, at din hverdag allerede afhænger af kunstig intelligens – ikke kun i de mest oplagte sammenhænge som maskinoversættelse eller søgemaskiner, men også i de usynlige systemer, der får samfundet til at fungere. Min forskning fokuserer på et øjeblik, der er lige så afgørende som det er følsomt: det øjeblik, hvor nogen trykker “deploy” på den software, der styrer hospitaler, energinetværk eller offentlige tjenester, og hvor et AI-system i stigende grad placerer sig mellem den menneskelige beslutning og den faktiske ændring af den digitale virkelighed.
Fra manuelle operationer til samtale med systemer
I mange organisationer betyder installering af en ny version af softwaren stadig, at en erfaren tekniker sent om aftenen håndterer scripts, cloud-paneler og lange tjeklister. Disse intense faser er blandt de væsentligste årsager til sikkerhedshændelser i skyen: åbne databaser, forkerte adgangsregler, kryptering der utilsigtet deaktiveres. Alt dette sker, mens vi beder teams om at arbejde på tværs af forskellige leverandører, nye regulativer og stadig kortere udgivelsescyklusser.
Herfra udspringer min forskning, som tager udgangspunkt i et tilsyneladende enkelt spørgsmål: hvad hvis mennesker i stedet for at gå gennem en sekvens af tekniske skridt kunne udtrykke deres intentioner i naturligt sprog – “udrul den nye version til 10% af brugerne, opbevar patientdata inden for EU, og gør ikke databaserne offentlige” – og kunstig intelligens derefter kunne oversætte disse instruktioner til sikre og verificerbare ændringer?
Et sådant system kræver tre elementer: et lag, der fortolker de menneske-definerede politikker (“ingen offentlig eksponering af data”), en hukommelse, der gemmer systemets historik, og AI-agenter, der kan foreslå konkrete ændringer, men altid inden for de definerede regler.
Kan man bevare menneskelig kontrol, når kunstig intelligens (AI) handler?
Det er en ambitiøs vision, men den rejser et uundgåeligt spørgsmål: hvis AI kan gribe ind i kritisk infrastruktur, hvem har så reelt kontrollen, når noget går galt? Derfor er en væsentlig del af mit arbejde ikke kun teknisk, men også menneskelig: at undersøge, hvordan teams opbygger (eller mister) tillid til intelligente systemer, hvilke beslutninger de føler sig trygge ved at delegere, og hvordan man designer sikkerhedsbremser, når AI’s forslag vækker tvivl.
Forestil dig en lille dansk eller italiensk virksomhed, der driver en online service. I dag må en eller to personer ofte gribe manuelt ind midt om natten, trætte og under pres. Med en mere avanceret AI-assistent kunne de i stedet spørge: “Vis mig, hvad der er ændret den sidste time, og foreslå den sikreste måde at gendanne systemet på” – og derefter kontrollere og godkende planen. Målet er ikke at erstatte mennesket, men at reducere den driftsmæssige belastning og muliggøre mere velovervejede beslutninger: at bruge AI til at øge overblikket, forudse problemer og handle med større bevidsthed.
Resiliens og suverænitet
Ved første øjekast kan denne udvikling ligne et skridt mod større effektivitet. Men i virkeligheden berører den to langt dybere spørgsmål: resiliens og digital suverænitet.
Resiliens, fordi moderne samfund afhænger af software, der skal forblive pålidelig – også i krisesituationer, under cyberangreb, energikriser eller på dagen for nationale eksamener, hvor alle systemer er under pres. Hvis vi fortsat er afhængige af få eksperter og skrøbelige procedurer, bygger vi på ustabile fundamenter.
Dette hænger sammen med suverænitet, fordi de “intelligenser”, der styrer vores digitale infrastruktur, i stigende grad er integreret i udenlandske og uigennemsigtige platforme.
Hvis den intelligens, der beslutter, hvordan vores offentlige systemer skal ændres, tilhører andre og ikke er gennemsigtig, sikrer selv serverplacering i Europa ikke reelt kontrol.
Min forskning har derfor til formål at udvikle metoder og værktøjer, hvor reglerne forbliver vores egne, sikkerheden defineres eksplicit, og systemernes adfærd kan verificeres. På den måde kan Danmark, Italien og Europa bevare reel kontrol over de digitale strukturer, som deres autonomi afhænger af – ikke gennem afvisning af global teknologi, men ved at kræve, at den endelige beslutning om kritiske ændringer forbliver i vores hænder.
For læserne af Il Ponte kan spørgsmålet sammenfattes meget konkret: når softwaren, der understøtter jeres dagligdag, opdateres klokken to om natten, hvem foretrækker I så, der har kommandoen – et udmattet menneske, en AI på autopilot, eller et samarbejde, hvor AI udfører det tekniske arbejde, men mennesket fastlægger reglerne, godkender planen og altid kan sige “stop”?
____________________________________
Den næste Giornata della Ricerca Italiana in Danimarca vil netop være dedikeret til dette møde mellem kunstig intelligens, resiliens og digital suverænitet – fra den offentlige sektor til energi og systemdesign. Arrangementet finder sted den 22. april 2026 kl. 17:00 på Det Italienske Kulturinstitut i København, organiseret af den Italienske Ambassade og ARSID.
