Napolis sitrende udendørskanvas
Af Cecilie Marie Meyer
Førstegangsrejsende bliver ofte slået af byens forbløffende smukke gadekunst, der tæller flere berømte kunstnernavne. Men gadekunsten gør mere end blot at forskønne. Kom med til Napoli, hvis sprudlende street art både healer, forebygger og provokerer.
Angsten havde været der i lang tid hos de lokale for, at en eller anden skulle finde på at male Banksys ekstatiske Madonna over. Værket, som den verdensberømte street art-kunstner i 00’erne dekorerede den lille Piazza San Girolamini med, er det sidste vægmaleri fra briten, som har overlevet i Napoli. Alle de øvrige er blevet vandaliseret og er trådt ind i den kollektive glemsel, som det meste street art før eller siden bliver en del af, når de dækkes af nye, friske motiver eller males over i misundelsens navn af konkurrerende gadekunstnere.
Men det skulle være løgn, besluttede de lokale i Decumani-kvarteret. Derfor måtte forbipasserende sidste år blinke en ekstra gang, da de opdagede, at man havde klemt Banksys Madonna inde bag glas og ramme. Og der hænger hun endnu: med armene udstrakt i en barmhjertig bevægelse og med himmelvendte øjne, som om hun selv undrer sig over sine nye levevilkår, mens piazzaens befolkning opsluger hende i deres hverdagsmylder, og af og til tager sig en stille kaffepause foran det menneskehøje maleri. En lille messingplade inde i metalrammen bedyrer, at beskyttelsen er blevet sat op på vegne af det tilstødende pizzeria og Agostino ’O Pazzo – ’den skøre’.
Med rygende pistol i stedet for glorie
Det er ikke kun i kvarteret I Decumani, at husmurene flammer af gadekunst. Piazza Girolamini omgives af et vejnet der er så gammelt, at det kan spores helt tilbage til de gamle grækere, som for 2500 år siden grundlagde Napoli, eller Neapolis, den nye by. Og omkring dem udfolder der sig endnu flere gyder fulde af kirker og monumenter, hvor forandringens vinde sjældent blæser – og dog: for en del af Napolis tiltrækningskraft udgøres netop af den spændende kontrast mellem gammelt og nyt, traditionelt og moderne, som gadekunsten skaber, når den med sine aktuelle budskaber indgår i de ældgamle gademiljøer.
Napoli er fuld af gadekunst af en forbløffende høj, kunstnerisk kvalitet, og det overrasker mangt en førstegangsrejsende til byen. Street art udskiller sig fra den sædvanlige graffiti og tagging, hvis kruseduller i de flestes øjne skæmmer gademiljøet og kun har værdi for dem, der færdes i graffiti-miljøet. Street art hæver sig i stedet over det indforståede og leverer reelle kunstværker til den pågældende bys befolkning, der også kan fortolkes. Tag bare Banksys Madonna, hvis glorie er blevet udskiftet med en sort pistol, der peger mod iagttageren – en kommentar til det blakkede ry, som længe har plaget Napoli, og som Banksy her kombinerer med byens stærke, religiøse ikonografi.
Napoli og hele Campania-regionen er et spraglet kanvas i sig selv, hvor man i århundreder, ja årtusinder, har været vandt til at læse nutidens budskaber på byernes vægge: tag bare det antikke Pompei syd for byen, hvor romerne for 2000 år siden dækkede husmurene med politiske slogans op til valgene. Enhver syditaliensk by bruger også gadebilledet til at bekendtgøre dødsfald – hvor dødsannoncer i Danmark optræder i aviserne, klistres de i Syditalien op på mure og vægge, gerne med et lille fotografi af den afdøde, og visse steder hænger plakaterne i flere lag og udgør i sig selv et historisk lag-på-lag-tæppe af generationers sorg.
Kunsten blusser i Rione Sanità
At gadekunsten I Napoli også bruges til at bearbejde traumer med er kvarteret Rione Sanità et godt eksempel på: det smukke men forfaldne område fra 1600-tallet, som ligger blot et stenkast fra byens arkæologiske museum, har i årtier været pint af mafia, korruption og vold. Selve navnet Sanità (sanitet, renhed) udspringer af datidens ønske om at anlægge et kvarter, hvor det bedre borgerskab kunne få tiltrængt, frisk luft udenfor Napolis byporte, og selv i dag imponerer de enorme paladser, der på trods af forfald endnu indgyder en følelse af storhed med deres svulmende former. I efterkrigstiden har Rione Sanità dog været et af byens mest plagede kvarterer på trods af vigtige attraktioner som Il Cimitero delle Fontanelle, det historiske pizzeria Oliva Concettina og Totós barndomshjem – Napolis elskede komiker og skuespiller, der næst efter Sofia Loren har været byens vigtigste bidrag til den napolitanske filmskat. Netop i år hyldes Totò med flere udstillinger i byen i anledning af tiåret for hans død.
Gadekunsten har været en måde at genrejse hverdagen på efter at voldelige fejder med skuddueller på åben gade har kostede flere uskyldige livet. Således støttede de lokale op om to enorme kunstværker, der lige nu pryder kvarterets centrum omkring Piazza Sanità, nemlig værket RESIS-TI-AMO af den argentinske kunstner Francesco Bosoletti, og kæmpemaleriet LUCE af Tono Cruz. Førstnævntes budskab er ”kærligheden kæmper, kærligheden holder ud, kærligheden vinder” og er Italiens hiftil største udendørsmaleri, som nogensinde er blevet opført på en religiøs bygning. Francescos motiv af en kvinde, der svøber et barn i en purpur kappe, er nemlig opført på muren af kirken La Basilica di S. Maria della Sanità, mens LUCE breder sig henover facaden på et byhus overfor. Her har Tono Cruz malet en strålende sol fuld af små ansigter, som skulle være nøjagtige portrætter af børn fra kvarteret – et modsvar til den vold, som dagligt gør hverdagen her usikker for de unge.
Maradonas genkomst i gaderne
Størstedelen af Napolis gadekunst er dog langtfra så alvorlig: overalt gløder væggene med humoristiske tegninger og sjove ansigter, der afspejler den trods alt livlige stemning, der altid har præget den napolitanske folkesjæl. Et godt eksempel, der efterhånden er blevet kulturarv, er det enorme gavlmaleri af Diego Maradona, som lyser op i azurblå farver i hjertet af Quartieri Spagnoli-kvarteret. Maleriet blev udført af en lokal beboer i 1990 i anledningen af at byen vant det italienske klubmesterskab i fodbold – selvfølgelig med den driblende Diego i front og iført den ikoniske Mars t-shirt, som også pryder værket. Maleriet var ellers i fare for at smuldre væk, men sidste år blev det tegnet op og gløder nu som en gigantisk opmuntring til den fodboldglade befolkning. Andre steder at nyde Napolis gadekunst er i Via dei Tribunali og omkring Piazza Bellini. Der er nok at vælge imellem, og de fleste finder deres eget yndlingsmotiv inden hjemrejsen.
Cecilie Marie Meyer (født 1978) er cand mag i italiensk og har et blødt punkt for Syditalien. Cecilie arbejder som selvstændig skribent og journalist og skriver blandt andet Turen Går Til Napoli og Syditalien for Politikens Forlag. Cecilie ser Syditalien, inklusiv Sardinien og især Sicilien, som Italiens mest vitale område lige nu, og ønsker med sine historier at give et anderledes billede af den del af Støvlelandet, som hun mener rummer Italiens fremtid. Privat bor Cecilie i København og bruger også sin tid på at skrive skønlitteratur, studere Aleister Crowley, hygge sig med sin hund og laver køkkenhave på Samsø. Cecilies næste rejser går først til Napoli og siden Sardinien, hvor hun vil trænge dybt ind i La Barbagia.
