Familier i flertal: kærligheden og rettigheder i det moderne samfund – Af Silvia Ferrara

5 Dicembre 2017
Comments off
2.650 Views

Familier i flertal: kærligheden og rettigheder i det moderne samfund
Af Silvia Ferrara

Familiestrukturen er meget under forandring og i nogen tid har der været nye måder at opfatte familiesystemet på, så i dag, i det tredje årtusinde, vil det være mere hensigtsmæssigt at tale om familier, med et perspektiv på fler-kernefamilier. Det starter faktisk mere ofte med en biologisk kernefamilie inden man når frem til en fler-kernefamilie, hvor den nye sammensætning sker som følge af separationer for igen at danne nye sammensætninger. Grundlaget for familien er samfundsudviklingen; ændringer af vaner, af værdier og organisering af de sociale relationer, som f.eks. i dette tilfælde er de nye familier af homoseksuelle par. Den amerikanske Psychological Association (2015) har studeret den homoseksuelle forældrerolle siden 80’erne og med sine talrige undersøgelser bevist, at et barn, der er opvokset i en familie med forældre af samme køn ikke støder på større problemer og vanskeligheder end et barn, der er vokset op med en mor og en far. Det er altså et kontinuert kredsløb mellem samfund og vane, som er blevet godt illustreret af den internationalt anerkendte sociolog, Chiara Saraceno på den ”Festival of the mind” i Sarzana. Hun er for øjeblikket æresmedlem ved Collegio Carlo Alberto i Torino, tidligere forskningsprofessor i forskning ved Wissenschaftzentrum Sozialforschung i Berlin. Saraceno har fortalt om de skiftende grænser i de nye familier, både set ud fra et geografisk og et relationelt synspunkt ved at specificere, hvilke normer der definerer familien, som varierer fra land til land. I et interview gør hun rede for os sit synspunkt.

Prof. Saraceno, hvordan vil De i dag definere familien?

Først og fremmest vil jeg sige, at måden, vi opfatter familien på i dag, hvem, den består af, hvem, der kan udgøre den, med hvilke forventninger og forpligtelser efter køn og generation, varierer fra samfund til samfund, men varierer også selv inden for samme samfund. Jeg vil som minimum sige, at der er tale om en familie, når medlemmerne påtager sig gensidige solidaritetsforpligtelser og påtager sig ansvar på en systematisk og vedvarende måde.

 

Kan vi sige, at der er ved at ske en strukturel forandring i familien og hvis ja, hvilke aspekter er så de mest væsentligste?

I de vestlige samfund har den første store forandring af mand-kvinde forholdet været i retning af større lighed og begrænsning af arbejdsfordelingen og af kompetenceområderne”.

En anden forandring ved rører forvaltningen af seksualiteten, ikke kun med reproduktivt formål, også for kvindernes vedkommende forvaltningen. Et fald i fertiliteten forenet med forlængelse af levetiden har derefter ændret formen i forholdet ved at give plads til det, man har kaldt for beanpole family; samtidige generationer, men med få personer i hver generation, og med flere i de ældste generationer end i de yngste. Dette har også ændret de generationsbestemte roller: man er barn i længere tid, selv når man bliver forældre og endda bedsteforældre. Kunstig befrugtning har muliggjort forældreskab for familier bestående af to personer af samme køn, og det sætter spørgsmålstegn ved, om der er sammenfald mellem biologisk og social generation, og hvordan det kan fastslås, hvem der er involveret i at sætte et nyt menneske i verden.”

 

En tilpasning af lovgivningen er således meget vigtig på grund af den nye sociale struktur

Præcis. De forskellige nationale lovgivninger og afgørelserne fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol er allerede i gang. Med hensyn til relationerne og kønsrollerne skal de sociale lovgivninger, f.eks. foreskrive muligheden for forældreorlov, også til fædrene, og på den måde omdefinere faderens rolle. Nogle lande har indført incitamenter og/eller kvoter med henblik herpå eller en juridisk status il homoseksuelle par, i stigende grad i form af ægteskab, og næsten alle lande anerkender disse pars rettigheder til at få børn. Men også selvom kunstig befrugtning er reguleret i alle lande, åbner der sig forskellige former for reproduktiv turisme, hvilket genererer andre problemer. Derfor vil det være nødvendigt at diskutere og sammenligne sig, først og fremmest for at beskytte børns rettigheder.

 

Kan De beskrive de væsentligste forskelle mellem de europæiske lande?

De nordeuropæiske lande var de første til at ændre kønsfordelingen inden for familien, ved først at støtte kvinders beskæftigelse, derefter at fremme en større inddragelse af fædrene i børnepasningen. Sammen med Holland var de første til at reagere på befolkningens aldring og de ældres behov for pleje.

Det er i disse lande, at fænomenet samliv og børn født uden for ægteskab, men af et samlevende par er blevet den ”normale” måde, når man danner familie første gang, og hvor homoseksuelle par har været anerkendt i lovgivningen.

Holland var det første land til at udstrække muligheden for at gifte sig og adoptere til homoseksuelle par, og er sammen med England også det land, der har haft den mest liberale lovgivning i EU om kunstig befrugtning og altruistisk rugemoderskab.

Frankrig og Spanien går i samme retning, som de nordiske lande med hensyn til lovgivning om kunstig befrugtning og ægteskab for homoseksuelle, men har strengere regler for forpligtelser mellem generationerne og færre incitamenter til afbalancering af kønsrelationer. Tyskland har styrket sine initiativer på dette felt de seneste år, men der er stadig tilskyndelser, som f.eks. beskatning, for homoseksuelle, og kvinders beskæftigelse er stadig i høj grad på deltid.

 

Og Italien?

I Italien er der sket ændringer, men de er langsommere på alle niveauer, bortset fra den demografiske.

Comments are closed.