HYRDERNES TILBEDELSE – GIORGIONE Af Marianne Bech

21 Dicembre 2017
Comments off
3.092 Views

HYRDERNES TILBEDELSE – GIORGIONE
Af Marianne Bech

Dette vidunderlige maleri er malet af Giorgione, også kaldet Giorgio da Castelfranco (Giorgio Barbarella). Han blev født 1477/78 i Castelfranco, en lille by nær Venezia, og døde kun 33 år gammel i 1510, formodentlig som offer for pesten, der hærgede lagunebyen gentagne gange helt op til slutningen af 1700-tallet. Giorgione regnes i dag for grundlæggeren af højrenæssancemaleriet i Venezia. Hans personlighed og hans kunst er indhyllet i en aura af mystik, da man næsten intet ved om hans alt for korte liv. Blandt eksperter hersker der kun enighed om få af de værker der tilskrives ham, og selve motivet i et par af hans hovedværker giver stadig stof til mange fortolkninger.

Den unge Giorgione rejste til Venezia omkring 1490, for at stå i lære hos den store venetianske mester Giovanni Bellini (1430-1516). Giovannis far, Jacopo Bellini, oprettede dette værksted, der var et af Venezias største, og både sønnerne Gentile og Giovanni har stået i lære her. Værkstedernes mestre samlede tegninger og gipsafstøbninger til studiebrug og kopiering. Og det var dengang langt fra usædvanligt at komme i lære så tidligt som Giorgione, da aldersgrænsen var 12 år for at kunne få adgang til lærepladser hos de venetianske mestre.

Der har været argumenteret for, at Giorgione og den omkring ti år yngre Tizian (Tiziano Vecellio) begge kan have arbejdet på Hyrdernes tilbedelse, hvilket er muligt da de begge, så vidt man ved, afsluttede deres læretid på Giovanni Bellinis værksted. Hyrdernes tilbedelse tilskrives dog nu Giorgione, der i årene mellem 1505 og 1510 fortolker dette hellige øjeblik mellem Maria, Josef, det nyfødte Jesusbarn og de to hyrder.
Og det skete i de dage … sådan begynder Lukas evangeliet kapitel 2, vers 1-20, også kaldet Juleevangeliet. Her berettes om Kejser Augustus der befalede at alverden skulle skrives i mandtal – og om Josef der drog fra byen Nazaret for at lade sig indskrive sammen med Maria, hans trolovede, som ventede barn. Hun fødte sin søn, svøbte ham og lagde ham i en krybbe, da der ikke var plads i herberget. I samme egn holdt hyrderne nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde: Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe. Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag! Hyrderne fandt Maria og Josef sammen med barnet. Da de havde set det, fortalte de hvad der var blevet sagt til dem om dette barn, og alle der hørte det, undrede sig over hvad hyrderne fortalte dem; men Maria gemte disse ord i sit hjerte og grundede over dem. Så vendte hyrderne tilbage og lovpriste Gud for alt, hvad de havde hørt og set, og det der var blevet sagt til dem.

Giorgione har placeret hovedmotivet med Jesusbarnet, Maria, Josef og hyrderne foran den dunkle grotte i maleriets højre side. Stilheden i denne hellige tilbedelsesscene opleves næsten som ét langt tilbageholdt åndedrag. I maleriets venstre side fortoner et lysende landskab kronet af træer sig. Ved at placere de knælende hyrder midt i billedet, skabes en dramatisk spænding mellem den hellige familie og landskabet.
Læg mærke til Marias hænder, og hvordan hendes blå kappe genspejles symbolsk i himlens og bjergenes blå horisont. Og bemærk den udsøgte brug af farver, og lyset – hele den atmosfære der gennemtrænger maleriet.

Ligesom i Giorgiones mest berømte værk, Stormen (La Tempesta, ca. 1505, Gallerie dell’Accademia, Venezia), er landskabet ikke blot skildret som baggrund for hovedmotivet. Landskabet med alle dets mange detaljer lever i kraft af sig selv, som selve billedets genstand, som den engelske kunsthistoriker E.H.
Gombrich udtrykker det i sin beskrivelse af Stormen. Det er det, der er så revolutionerende ved Giorgiones malerier – at han gav landskabet forrang. Muligvis, som det er blevet foreslået, med inspiration fra samtidens interesse for antikkens pastoraledigtning.
Men lyset! – lad os ikke glemme at Giorgione malede i Venezia, hvor lysets refleksioner i de smalle kanaler kastes tilbage, og giver det skiftende, smeltende lys og genspejlingerne en helt særegen stemning. I dette maleri ses lysets genskin som glødende intensitet – spirituelt, helligt og med visionens styrke. Som nævnt ovenfor afsluttede Giorgione sin læretid i Giovanni Bellinis værksted. Og han har uden tvivl været stærkt inspireret af sin mesters stemningsmaleri og helt specielle gyldne lys – der er blevet beskrevet som værende så eminent, at man som betragter ikke blot kan aflæse årstiden, men næste også det tidspunkt på dagen det er malet.

Hyrdernes tilbedelse (tidligere kaldt The Allendale Nativity, efter en tidligere ejer) kan nu opleves med egne øjne på The National Gallery of Art, Washington, D.C., USA.Jeg har endnu ikke haft mulighed for at stå foran Giorgiones Hyrdernes tilbedelse. Men jeg besøger aldrig Venezia uden at tage vaporettoen til stoppestedet Accademia, gå ind på Gallerie dell´Accademia, og stille mig foran Giorgiones La Tempesta (Stormen) i målløs beundring.

Så lille et maleri. Så megen styrke og mystik. Så mesterligt.

Værk: Hyrdernes tilbedelse
Kunstner: Giorgione
År: ca. 1505 til 1510
Materiale: Olie på lærred
Mål: 90.8 cm x 110.5 cm
National Gallery of Art, Washington, D.C.
http://www.nga.gov/content/ngaweb/Collection/art-object-page.432.html

Comments are closed.