Don Luigi Ciotti, folkets præst i København Af Lone Puerari

24 Agosto 2018
Comments off
1.972 Views

Don Luigi Ciotti, folkets præst i København 
Af Lone Puerari

Don Luigi Ciotti er kommet på besøg i Danmark, inviteret af Lone, som han har kendt i flere år. Sammen fik de ideen at oversætte hans bog ”La speranza non è in vendita” – (”Håbet er ikke til salg”). Han modtager os i en stuvende fuld sal, med sit intense blik og det bestemte tonefald, der er i stand til at give lindring til alle de, som befinder sig på kanten af samfundet, ofre for mafiaer og andre af livets overgreb. En historie, der nu har stået på i 53 år, og som konstant kalder minderne frem, disse minder, der som en smeltedigel af etik, sociale og kulturelle relationer søger at skabe bevidsthed hos omverdenen. Mange af de tilstedeværende har fulgt hans historie i årevis, andre vidste kun lidt om ham før mødet med ham indtil i aften. Vi føler os privilegerede over at kunne opleve et af de mange og aldrig banale møder, som han deltager i. For tilhørerne i salen helt sikkert et ganske særligt møde, der giver stof til eftertanke.

Luigi Ciotti er født i 1945 i Pieve di Cadore (BL), i Dolomitterne. I 50’erne flyttede han med sin familie til Torino, hvor han grundlagde Gruppo Abele, en forening, der virker for inklusion og social retfærdighed gennem aktiviteter, som sammenfletter deltagelse i samfundet gennem kultur og politik som en nærmest opdragende dimension.
Luigi Ciotti blev ordineret præst i 1972 af Padre Michele Pellegrino, der tildelte ham ”gaden” som sogn, stedet for fattigdom og nød, spørgsmål og provokationer, som man skal lære af. Gennem Gruppo Abele har han i mere end 50 år skabt muligheder og projekter for stofmisbrugere, prostituerede, personer ramt af AIDS, for immigranter og for alle de personer, der er mærket af fattigdom og eksistentiel skrøbelighed.
Hertil kan man tilføje hans engagement i studier, information og uddannelse gennem et studiecenter, et forlag, to tidsskrifter og projekter for unge mennesker, ansatte i den sociale sektor og deres familier.
Don Ciotti og Gruppo Abele har igennem årene rettet opmærksomheden mod andre områder, fra formidling i konflikter til studiet af nye former for misbrug, fra projekter med kooperation til udvikling, i dag især i Afrika, til sociale kooperativer for at give mennesker med en problematisk livshistorie værdighed og arbejde, til kultur og opdragelse, et område med initiativer og projekter af forskellig art, alle med det mål at give personerne værktøjer til eftertanke og studier, først og fremmest vedrørende arbejdet i den sociale sektor.
I 90’erne udvidede han sit virkeområde. Med grundlæggelsen af månedsskriftet ”Narcomafie” og i 1995 Libera- Associazioni, nomi e numeri contro le mafie omfatter det i dag angivelse og bekæmpelse af mafiøs magt.
I dag koordinerer Libera mere end 1.600 foreninger og grupper, der gennem information er aktive på skoler og universiteter, er en støtte for slægtninge til ofre for mafiaerne, og Libera fremmer endvidere oprettelse af landbrugskooperativerne ”Libera terra” på jorder, der er konfiskeret fra mafiaen, hvilket skaber arbejdspladser. Disse erfaringer har gjort, at han er blevet opmærksom på den internationale dimension, hvilket har givet anledning til udvikling af et netværk i Europa og Sydamerika.

 

Comments are closed.