Italienernes geniale veninde – Af Cecilie Marie Meyer

13 agosto 2018
Comments off
290 Views

Italienernes geniale veninde
Af Cecilie Marie Meyer

Da jeg i starten af det nye årtusinde havde kæreste og stor svigerfamilie i Salerno, gik jeg for alvor i livets skole og lærte mere om Danmark, Italien og mig selv end jeg nogensinde havde forestillet mig. Specielt fik jeg øjnene op for italienernes livlige, spirituelle hverdag, hvor Madonnaen har en kernerolle.

Fotos: Antoine Pitrou, Wikipedia

Der var efterhånden gået en dag siden min kærestes onkel var gået bort, og jeg gik derhjemme i Danmark og grublede over, hvordan jeg skulle tage kontakt til denne perifere del af min sørgende svigerfamilie. For hvordan kondolerede man egentlig på italiensk? Hvilke ord brugte man, og – argumenterede den al for rationelle del af min al for danske hjerne – ville det mon være upassende at ringe ned til dem allerede? For ligeså meget som døden kan være et nulpunkt, ligeså vel kan et dødsfald udløse et minefelt af potentielle fejltrin, når to kulturer mødes, og kaste de implicerede ud i polariteter, man slet ikke kunne få øje på før.

Parallelt med sit brandmandsarbejde, de uendelige søndage på terrassen, dagens dont og nattens mulm, var Marcos onkels lever langsomt holdt op med at fungere. Den midaldrende mand af stor statur, med rødgyldent hår, tung hage og øjne, hvis orange nuancer i sklera længe havde været et ildevarslende tegn på det svigtende organ, var pludseligt blevet indlagt, og i løbet af et døgn afgået ved døden.

En duft af roser
Selv på 2500 kilometers afstand kunne jeg mærke den knitrende, atmosfæriske tavshed fra resten af min svigerfamilie nede i Salerno – det var som om de alle sad afventende omkring telefonerne og håbede på mit opkald, der naturligvis kom, da jeg havde sundet mig og øvet høflighedsfraser i konjunktiv med min indre stemme.

Marcos tante blev naturligvis lykkelig, da jeg ringede om eftermiddagen. Hun havde lige ligget og prøvet på at sove, men søvnen ville ikke melde sig. I stedet var hun gledet ind i en slags bevidstløs trance, udspændt mellem sorg, udmattelse og indre billeder. ”Heldigvis!” udbrød hun skingert i telefonrøret. ”For da jeg lå der på sengen, var hun pludselig hos mig. Jeg fornemmede det tydeligt, og hele soveværelset duftede med ét stærkt af roser, da hun sænkede sig over mig.”

Italienerne har mange, gode grunde til at misunde nordeuropæerne, ligesom vi har uendelige grunde til at misunde dem. Med ligegyldigt hvor mange vidundere man kan stille op på begge sider, blegner de alle i forhold til italienernes både monumentale og ydmyge tro på deres Madonna.

Protestantismens afskrællede legeme
Selvom jeg ikke er troende er jeg stadig kulturelt opdraget i det protestantiske verdensbillede, hvor grædende Jomfru Maria-figurer, syndernes aflad og røgelsesduftende messer står i vejen for det egentlige, alvorsfulde forhold mellem mennesket og universet. Men selvom denne afskrællede tilgang til kristendommen skulle have til hensigt at gøre troen renere, mere sand, ja mere civiliseret, føler jeg mig alligevel uendelig primitiv i forhold til de mirakler, som jeg har set Madonnaen udøve på mine kære i Italien.
”Her dufter stadig lidt af blomster”, sluttede enken roligt vores samtale. Hun havde fået det bedre, og jeg forestillede mig hvordan hun på trods af sommerheden bagefter ville gå rundt i lejligheden og lukke alle vinduerne til for at beholde rosenduften i sine næsebor.

Italien er så fuld af Madonna-figurer, malerier, votiver, smykker og kappeller at det ville være en svimlende opgave at liste dem alle her. Ligeså er Madonna-myterne, der alle gløder af patos og kærlighed fra fortidens kronikører: hun kom over vandet. Hun kom over land. Hun kom fra himlen, hun dukkede pludselig op, så børnene kunne flyve i gaderne og landsbyens kvinder blive gravide. Hun greb et barn, der faldt fra en klippe højt oppe, ved at danne en blød strand langs brændingen. Og hun græd fra sit hårde ansigt, for visse af Italiens Madonnafigurer er vitterligt lavet af brænde, der ved høje temperaturer begynder at svede.

På høflighedsvisit hos madonnaen
Den egentlige skønhed ligger dog der, hvor Madonnaen rigtigt lever, i hverdagen. Som da Marcos mor en dag kom hjem fra en tur til kirken i Pompeji med en plasticfigur af byens berømte Madonna. Hendes indre var fuld af vand, for min svigermor havde tappet dråber fra stedets hellige kilde, og bragt det hele vejen til Salerno, som en slags spirituel tonic. Hun drejede forsigtigt på Madonnaens krone, der udgjorde plasticfigurens skruelåg, og skænkede os hver et højtideligt fingerbøl velsignet madonnavand i en mikroskopisk kaffekop. Det var sødligt og afkalket i smagen. Resten af tiden boede madonnaen i køleskabet.

Engang spurgte jeg en napolitaner hvad madonnaen betød for ham. Han så undrende på mig og fortalte så, hvordan man som italiener har sin egen yndlingsmadonna. Ofte stammer hun fra ens hjemstavn, hvor hun tilbedes for et særligt, lokalt under, eller også vælger man hende ud fra personlige præferencer. Så begynder man at bede til hende, at tale med hende. Relationen starter som regel allerede i barndommen og følger med én hele livet, som et ekstra, kært venskab.

”Når jeg er hjemme i Italien går jeg altid hen til hendes kirke for at bede. Og skulle jeg tilfældigvis komme forbi på cykel eller i bil på vej et sted hen, kunne jeg aldrig drømme om at fortsætte uden at gå ind og hilse på hende. Det elsker jeg hende for højt til, og det ville heller ikke være særlig høfligt”, sagde napolitaneren.

Han fortsatte med at berette hvordan han ofte hidkaldte sin Madonna, når tingene var svære. Hvordan han talte med hende om sine problemer og straks kunne mærke, at det hjalp. ”Jeg bliver ligesom lettere af det”, sagde han tilfreds og slog ud mod sin ene skulder. Nogle gange kunne han mærke, hvordan hun strejfede ham med sin hånd.

Det blomstrende kirsebærtræ
Sidst jeg var i Napoli, havde jeg tænkt mig at lufte emnet med den lokale familie, hvor jeg skulle bo. Efter de sædvanlige, venlige fraser, satte vi os ned og spiste, og jeg blottede min protestantiske fattigdom og kundgjorde, at jeg endnu ikke havde fundet min egen Madonna. Moderen i familien sagde straks: ”Det har jeg, og vi elsker hinanden utrolig højt. Vi er de bedste veninder. Det er en stor kærlighedsaffære.”
Jeg følte at jeg blev nødt til at matche hendes følelsesudbrud med et ligeså stærkt udsagn, så jeg fortalte hende om en drøm, jeg engang havde haft, om min elskede mormor, der døde af astma, men alligevel opsøgte mig derhjemme i en lang, sort kjole og med lungerne fulde af slim.
I drømmen gik hun ud af huset og stillede sig foran hoveddøren, men jeg fulgte efter og omfavnede hende blot for at opdage, at hun ændrede form mellem mine arme.
”Hvad skete der?” spurgte moderen opmærksomt, og så op fra sin salat.
”Hun blev til et blomstrende kirsebærtræ, og det var så levende, at jeg græd, da jeg vågnede.”
”Hvem ved”, sagde hun, og skar en bid af kødet på tallerkenen. ”Måske er hun virkelig blevet til et træ og står derude et sted”.

Comments are closed.