Samantha Cristoforetti, den første italienske kvinde i rummet

20 Marzo 2016
2.121 Views

I juni 2015 landede Samantha Cristoforetti og hendes to kolleger, amerikaneren Terry Virts og russeren Anton Shakaplerov, på Kazakhstans steppe, kl. 15.44 italiensk tid.

Samantha Cristoforetti vendte tilbage til Jorden med en enorm bagage: som den første italienske kvinde i rummet og tilmed den kvinde, der har opholdt sig længst tid i rummet af alle: 199 dage, 16 timer og 42 minutter. Dermed slog Samantha sin amerikanske kollega Sunita Williams’ hidtidige rekord med ca. fire dage.

Samantha blev født i 1977 i Milano. Hun er uddannet maskingeniør og i aeronautik og taler engelsk, tysk, russisk og kinesisk.

I sin dagbog skriver hun: ”Mens jeg skriver disse linjer, nærmer dag 75 af mit udenjordiske liv sig en afslutning. Det er en rolig fredag aften. Resten af besætningen har allerede trukket sig tilbage for at sove, i hver sin køje. Søvn heroppe har været en behagelig overraskelse for mit vedkommende: Jeg er født til at sove i rummet. Om aftenen, når jeg er træt, lukker jeg min sovepose, slukker lyset og lader mig svæve. Normalt falder jeg i søvn med det samme. Jeg vågner ikke engang, hvis jeg lejlighedsvis støder mod en væg. Det med at svæve er den bedste måde at sove og bevæge sig rundt på, selv om det har taget lidt tid at lære det.”

Samantha fortæller helt naturligt om øjeblikke, som vi andre ”jordboere” ikke vil kunne forestille os ude i rummet. For eksempel hvordan hun børster tænder: ”Dette er mit badeværelse, næsten som derhjemme, bortset fra at vandet heroppe er i en pose.”

Og hun fortsætter i et andet afsnit: “Tiden flyver af sted, når der er meget at se til. Efter mere end to måneder om bord føler jeg mig godt tilpas: Jeg er blevet en af rummets skabninger. Jeg husker, at inden opsendingen af rumfærgen forberedte jeg mig mentalt på det værste. At være desorienteret og have maveonde i nogle dage er ikke usædvanligt. Heldigvis har jeg ikke haft nogen af symptomerne på rumsyge, kun lejlighedsvis i de første ti dage.”

Beskrivelsen af den måde, de tre astronauter tilbragte d. 31. december på, er meget sympatisk: ”Nytårsaften har vi rigtig danset. Jeg er ikke sikker på, at det så sådan ud udefra, men eftersom ingen kiggede på, bortset fra vores egen lille rumfamilie her, og vi var ret sikre på, at vi dansede, gjorde vi det. Det er vores historie, og vi tror fuldt og fast på den! Terry og Anton har endda sunget Adriano Celentanos sange, en meget kendt italiensk sanger, der stadigvæk er meget populær i Rusland. Hvilket minder mig om en episode, der fandt sted under vores opsending: Terry, Anton og jeg havde valgt nogle sange, som vi lyttede til i de sidste 40 minutter inden affyringen. Anton havde besluttet sig for at tage nogle af Celentanos sange med og havde valgt et af hans mest populære numre, uden at kunne forstå ordene. I kan derfor forestille jer min forundring, da jeg sad på toppen af en raket med lukket luge og adgangstårnet trukket tilbage og lyttede i mine øretelefoner til Celentanos ord i en sang, som var yderst egnet for os her alene i rummet:

Det nytter ikke at ringe på, her vil ingen åbne vi har lukket verden ude med alt dens larm

En løgn til dine forældre, et fyldt køleskab og så et spark til tv’et, kun mig, kun dig”.

Det er herligt at læse Samanthas dagbog. Det er lige som at være deroppe sammen med hende. Hun beskriver efterfølgende, hvad de spiser, og hvilke retter de får:

Der er gået næsten seks måneder, siden Mission Futura begyndte, og vores helt egen restaurant, Nodo 1, her for enden af universet, har set mange rehydrerede middage eller måltider, der er blevet varmet op på vores elektrisk kogeplade. Vores måltider består normalt af færdiglavede retter, eller i det mindste retter som på grund af tid, plads og af praktiske årsager er nemme at tilberede. Kylling i karry med ærter og champignon er en delikatesse.

Vi kan endda brygge kaffe, takket være Isspresso, vores kaffemaskine med Zero G-kapsler, som sidste maj sørgede for den første kop espresso i rummet.”

Samanthas beskrivelse af Italien, set fra rumfærgen, giver en god fornemmelse af, hvad denne maskiningeniør med et stort hjerte bærer med sig i rummet.

Den første tid på rumfærgen har også været præget af størst undren, da jeg opdagede udsigten fra færgens kuppel og så Italien fra oven.

Italien set fra rummet er vidunderlig, og det er ikke kun, fordi det er mit land.

Det er en kombination af kyststrækninger, øer og bjerge, som set her fra oven gør det til noget.

Leave A Comment