Silken fra havet ved Sardinien – en hyldest til dronning Margrethe.

12 Giugno 2017
927 Views

Sardinien og Danmark må helt bestemt have et fælles indre bånd. Det er i hvert fald ikke almindeligt at to sardiske feer (Janas) hele to gange beslutter sig for at komme til Danmark med en værdifuld skat: muslingesilke (bisso).

Chiara Vigo, den sidste Jana med kendskab til kunsten at spinde muslingesilke, har netop besøgt København, ligesom hendes bedstemor for årtier siden. Hun var gæst på Det italienske Kulturinstitut, hvor hun begejstrede de mange fremmødte med sin kunst og sit vigtige budskab om håb. Ved at medbringe det gule guld fra havet omkring Sardinien viste Chiara stor åbenhed og tillid til et land, der umiddelbart kan virke fjernt og anderledes.
Hun viste i løbet af aftenen, hvordan det for hende er kærligheden, der styrer spindingens rituelle og rytmiske bevægelser, og fra en lille let og filtret klump skaber et garnnøgle og spinder en livstråd for til sidst at kunne væve et bånd af solidaritet. Hendes værker bliver ikke skabt med profit for øje, men er rigtige kunstværker, en gave fra havet og hendes forfædre. Det kan tage år at skabe et værk, og hvert eneste stykke Chiara forærer væk er til nogle, som hun finder værdige til at passe på denne skat med ydmyghed. Hun sælger aldrig et værk, for som hun siger: “muslingesilke kan hverken købes eller sælges”. I overensstemmelse med denne tro er Chiara Vigo, som holder af at “flette sjæle”, som hun selv elsker at gentage, i gang med at brodere en traditionel sardisk talisman, kaldet Su Coccu, i muslingesilke, til dronning Margrethe – et virtuelt håndtryk mellem Sardinien og Danmark.
Men hvordan kan man forstå en livsstil som Chiaras? På Sardinien er der mange myter, der fortæller om, hvordan Janas, små feer, havde evnen til at skabe alt det smukke og værdifulde. Man siger faktisk, at de sardiske traditioner, guldmagerkunst og håndværk, som fx vævning, stammer fra dem. Disse feer, og mindet om gudinden Dana, også kaldet den store moder, som var tilbedt gennem tusindvis af år, forsvandt med kristendommens indtog. Men man siger, at Janas stadig lever i hjertet af dem, der vælger at være vogtere af den antikke viden, og således bliver deres skat overleveret fra mor til datter eller bedstemor til barnebarn, men kun hvis de har en gavmild sjæl. Chiara Vigo er på Sardinien kendt som vor tids store mester, Jana Maista.
Den sidste arvtager af traditionen, der er knyttet til spindingen af muslingesilke. Hendes historie begyndte i en ung alder da hendes bedstemor, Leonilde Mereu, overleverede hende kunsten at fiske og spinde muslingesilke med ydmyghed, dvs. uden at dræbe dyret i havet. Hun fisker det selv, på havdybder ned til 13 meter. Hun dykker i løbet af maj måned, når havstrømmene tillader at udvinde tråden uden af dræbe Pig muslingen, Middelhavets største konkylie. Spindingen giver hurtigt en lang gylden tråd takket være en “hemmelig formular”, som hendes bedstemor har overleveret til hende, efter at hun har sværget overfor havet, ikke at ville udnytte tråden kommercielt. For at have nok tråd til at fremstille sine værker er Chiara nødt til at dykke talrige gange i sit elskede hav, med hvem hun har indgået en pagt om ikke at udvinde mere end højst nødvendigt.
Under den rituelle spinding ledsager hendes messende sang og bønner hver en bevægelse. Det var denne ydmyghed overfor livet, som Chiara Vigo, en lille kvinde med et stort hjerte, forsøgte at give de fremmødte. En Janas magi er i bund og grund at kunne skabe venskabsbånd med hjertet.

“Ponent, Levant, Mistral og Gregal,

Tag min sjæl og smid den i havet,

Lad det blive mit liv at Være,

Bede og Væve”

Chiara Vigo deler sin viden og fremviser sin kunst rundt omkring i verden med dem, der har lyst til at invitere hende. Hun lever simpelt, takket være donationer fra dem, der besøger hendes museum og støtter hendes sag for at redde havet og Pig Muslingen, Pinna Nobilis. Man kan støtte hendes arbejde via crowdfunding på buonacausa.org/cause/chiaravigo

Leave A Comment