Onkel Bertels øjne – Interview med PIF -Thorvaldsens efterkommer Af Giulia Longo

7 gennaio 2018
Comments off
477 Views

Onkel Bertels øjne
Interview med PIF -Thorvaldsens efterkommer
Af Giulia Longo

– Når man snakker med instruktøren Pif, bliver det til militant poesi. Poesien opstår af sig selv, helt filmisk som en direkte optagelse, mens vi taler. Den får os til at se det, der skal ses, tæt på og med egne øjne; til at åbne dem og sige det, som det er, uden censur. Jeg mødte Pif i 2015, da jeg var filolog på Thorvaldsens Arkiv, hvor jeg havde dechifreret og transskriberet hundredvis af dokumenter af alle slags: fra månedlige udgifter, sonetter afsunget på spisesteder og ukendte kompositioner af Donizetti til bestillinger hos Antonio Canova, som så talentet i sin unge elev Bertel fra Nordeuropa. Pif er Thorvaldsens efterkommer. Ligesom hans berømte forfader valgte at kalde sig ”Alberto” i Italien, bliver Pierfrancesco Diliberto kaldt ”Pif” (Poetisk I Form) af alle.

2017: Pif er vendt tilbage til København. Det samme land, Danmark, og samme sted, Cinemateket, men med en anden film: Hvordan vil du opsummere perioden mellem 2013 – hvor La Mafia uccide solo d’estate fik premiere – og 2016, hvor du fejrer triumfer med In guerra per amore?
2014 var både et skønt år og et voldsomt år, for det var ikke nemt at overkomme det hele: Det er, ligesom hvis alle mulige beder om en lillebitte bid af dig, og du er ked af at sige nej, så du giver dem den. Men så er der på et tidspunkt ikke længere noget tilbage af dig, og derfor skal du lære at tæmme begejstringen og sige nej engang imellem. Derfor var det temmelig traumatisk, men på samme tid lærerigt, ligesom det har været lærerigt at lave film nummer to, hvor jeg har lært meget i forhold til den første, der var mere uovervejet… Det har været svære år, tit både udmattende og stressende, men de har virkelig lært mig meget.

Den første nysgerrige opdager hurtigt, hvem den berømte dansker er, som du nedstammer fra, fordi han figurerer stolt blandt dine ”rødder”. Hvilke bånd har du til ”onkel Bertel”?
Da min bedstemor stadig var i liv, talte hun om ham. Vi er omkring tyve i familien, og det er noget, der binder os sammen… Der er et enkelt værk af ham, en original: en amorin i marmor, der går på omgang mellem os. Egentlig var der tradition i familien for, at den ældste søn skulle arve den, men så besluttede min onkel at ændre på den regel, og derfor tilhører den nu hele familien. Lige nu er den i Palermo, og jeg tror ikke, at det er muligt at udføre den fra Italien, fordi den er uvurderlig. Men, og jeg bliver stadig glad, hver eneste gang jeg ser den, fordi jeg har tilbragt en del af min barndom sammen med den. Vi har også et portræt af onkel Bertel. Når jeg legede, kiggede han ned på mig, så jeg føler, at jeg kender ham godt. Jeg synes, det er sjovt, at i Italien, i Rom, kender de ham som endestationen på sporvogn nummer 3. Der er en rute i Rom, der hedder ”Thorvaldsen 3”, men her i Danmark er han en nationalhelt, og jeg bliver modtaget, som om jeg var søn af selveste Dante!

En kritiker har skrevet: ”Den lille soldat Pif gør grin med mafiaen.” Danskerne kommer nok først og fremmest til at tænke på H.C. Andersen og hans standhaftige tinsoldat eller på barnet i eventyret ”Kejserens nye klæder”…
Ja, der, hvor barnet er den eneste, der siger: ”Han har jo ikke noget på.” Der er både lidt af barnet og lidt af soldaten i filmen. Den verden, La Mafia foregår i, var lidt ligesom den i Kejserens nye klæder: Barnet har ikke nogen ideologi og har endnu ikke gjort sig mange tanker. Han er ubekymret, men konkret, overbevisende, umiddelbar. Der har vi det: børn er umiddelbare.
Forleden var der et barn på en bogmesse, der sagde til mig: ”Jeg har læst en bog af Italo Calvino, og den var kedelig,” og alle sagde: ”Uha da!” Men jeg sagde til ham: ”Det er den rette indstilling. Hvis den keder dig, så keder den dig, sådan er det.” Men det betyder ikke, at det gælder for alle. Jeg ville nok sige, at den keder mig og begejstrer dig. Vi behøver ikke alle sammen beundre Calvino. Og den indstilling er også rigtig, når man skal bedømme grundlæggende ting – som mafiaen, sammensværgelser, alt den slags, for barnet ser netop, at han ikke har noget på og siger ”Se, han har ikke noget på.” Det er en indstilling, som jeg godt kan lide: Den er ren og barnlig, og jeg vil gerne beholde den. Sådan er jeg selv.

In guerra per amore er dedikeret til Ettore Scola. Der er mange, der kan se ligheder med La vita è bella og Forrest Gump: Hvem inspirerer dig, når du laver film?
Forrest Gump på bænken er en lidt enfoldig person, så … La vita è bella er det hele, jeg rækker hænderne frem: Alle de film, jeg kommer til at lave, vil minde om La vita è bella, for den er verdens mest vellykkede filmværk på grund af blandingen af komedie og drama. Og ligesom jeg altid vil prøve at få komedie og drama til at smelte sammen, vil jeg altid hente inspiration der. Jeg tænkte egentlig mere på Forrest Gump i den første film. I den anden film havde jeg ikke noget forbillede. Jeg ville lave en film om Anden Verdenskrig, om frihedskæmperne, og så sagde min medforfatter Micheles kone: ”Hvorfor laver I ikke en film om landgangen på Sicilien? Den er der ingen, der har talt om!” Og faktisk har ikke engang amerikansk film beskæftiget sig med den!

Hovedpersonerne i begge dine film hedder Arturo Giammarresi og Flora Guarneri. I rulleteksterne er der en tak til ”virkelighedens Arturo og Flora” …
Det er min niece og en søn af en af mine veninder, som blev født på samme hospital med en dags mellemrum, uden at forældrene vidste det. Der findes et historisk billede af en meget lille Arturo, der prøver at kysse Flora, som vender sig væk og slet ikke ser på ham, så for mig er det en lidt romantisk leg.

Du er fra Sicilien, så hvad er dit forhold til Leoparden?
Jeg siger det lidt provokatorisk: Vi er nødt til at tage livet af Leoparden, især det, vi bærer med os, for med den er vi både ofre og bødler. Jeg vil fortælle det, som man kan se; det, der findes. I virkeligheden er det sicilianerne selv, der er skyld i mafiaen. Så længe de ikke vil bekæmpe den, bliver den ikke bekæmpet af nogen. Men hvorfor ikke være optimist? Arturos liv i filmen var én ting, men Arturo har et bedre liv i dag. Så det passer ikke, at der er et land eller en egn, hvor intet må forandre sig. Tingene forandrer sig. Det går langsomt, men de forandrer sig. Men Leoparden giver os et kulturelt alibi, som retfærdiggør, at vi ikke rører en finger for at lave om på tingene. I virkeligheden er der ikke noget forkert i Leoparden, men det er en roman fra 50erne, som handler om forrige
århundrede, og tingene har faktisk ændret sig lidt. Men vi er stadig fascinerede af Leoparden. Altså, det er et fantastisk litterært værk, men nu skriver vi 2017. Færdig med
Leoparden!

Er du tilfreds med In guerra per amore?
I virkeligheden ville jeg gerne have en meget pessimistisk slutning, for det er hele den situation, der fører til Totò Riinas mafia, så der er ikke meget at være optimistisk over. Hvorimod La mafia uccide solo d’estate var optimistisk. Her udspandt der sig en lang diskussion, hvor de bad mig om sætte mig på bænken og straks få øje på Flora. Men jeg ville have et øjeblik alene efter det totale nederlag på alle fronter. Og til sidst har vi gjort noget Democrazia Cristiana-agtigt, hvor Flora støtter Arturos kamp. Men forud for de tre sekunders film var der mindst halvanden måned med diskussioner!

Har du et fotografi med et værk af onkel Bertel?
Nej, men engang var der en fotograf, der satte et billede af mig i profil ved siden af et portræt af den unge Thorvaldsen, også i profil. Jeg prøver at finde det.
Se, der er noget ved øjnene …
Og nu kan vi se det.

_______________________________

Pierfrancesco Diliberto er født d. 4. juni 1972 i Palermo.
I 1998 bliver han manuskriptforfatter (Candid & Video Show e Le Iene) og tager kunstnernavnet Pif.  I ’99 bliver han instruktørassistent for Franco Zeffirelli (Un tè con Mussolini), og i 2000 for Marco Tullio Giordana under optagelserne af I cento passi.
Han debuterede som instruktør af La mafia uccide solo d’estate i 2013 og vandt to David di Donatello, en Ciak d’oro, en Golden Globe, en europæisk filmpris og to Nastro d’Argento.
I 2016 fik han den prestigefyldte Premio David giovani med filmen In guerra per amore, der blev vist i København i oktober 2017 arrangeret af det italienske Kulturinstitut i samarbejde med Cinemateket.

_______________________________

Bertel Thorvaldsen fik to børn i Rom: Carlo Alberto (1806-1811) og Elise Sophia Charlotte Thorvaldsen (Rom 1813 – Albano 1870).
Ved ægteskabet med Fritz Paulsen i 1832 grundlagde Elise dynastiet Paulsen, hvis faderlinje PIF nedstammer fra.

_______________________________

Comments are closed.