Øjenvidner til mafiaen – interview med Ditte Roslyng Tastesen – Af Jørn Busch Olsen

30 Marzo 2018
Comments off
2.663 Views

Øjenvidner til mafiaen – interview med Ditte Roslyng Tastesen
Af Jørn Busch Olsen

Den danske forfatter Ditte Roslyng Tastesen har netop udsendt ”Med mafiaen under huden – fortællinger fra Sicilien”. En række fascinerende og ofte rørende øjenvidneberetninger med omdrejningspunkt i den kriminelle organisations virke på øen og de voldsomme begivenheder i 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne, hvor den bl.a. dræbte de fremtrædende offentlige anklagere Giovanni Falcone og Paolo Borsellino.

 

Il Ponte har snakket med Ditte Roslyng Tastesen om hendes nye bog.

Ditte, Med mafiaen under huden er efterfølgeren til din første bog om den sicilianske mafia, Frygt og mod – om den sicilianske mafia og de personer, der kæmper mod den (2014). Det overordnede tema er det samme, men hvordan adskiller de to bøger sig fra hinanden?

Frygt og mod forklarer mafiaens forhold til det sicilianske samfund, og den er kommet til via læsning af mange bøger, artikler og rapporter, samt interviews med eksperter på emnet. Jeg mødte så mange almindelige mennesker, der havde oplevet forfærdelige ting. Og det er deres historier, der bliver fortalt i Med mafiaen under huden. I den nyeste bog lader jeg personerne fortælle selv.

Det har taget dig lang tid at samle bogens 12 interviews. Hvordan skabte du som udefrakommende dansker den tillid, der kræves for at komme tæt på fx den angrende mafioso Gaspare Mutolo?

Jeg sagde engang til en af interviewpersonerne, at jeg var utrolig stolt over den tillid, sicilianerne viste mig. Han svarede: ”Din passion for vores sag skinner tydeligt igennem”. Der er mange italienere, der er med i antimafiabevægelserne, men det sker ikke så tit, at en udlænding vil fortælle, hvorfor tingene er, som de er, og ikke bare at de er sket.
Da jeg havde samlet det, jeg troede, var alle mine interviews, blev jeg kontaktet af en tidligere politiagent. Han havde sagt til Gaspare Mutolo, at han syntes, at han skulle tale med mig. Mutolo lever i skjul et sted i Italien, men alligevel mødtes jeg med ham og blev endda inviteret hjem til ham og hans kone.

Bogen indeholder meget stærke beretninger fra personer, der har oplevet voldsomme begivenheder, som har præget og fortsat vil præge dem for resten af livet. Hvilke af interviewpersonerne gjorde størst indtryk på dig?

Der er to interviews, der stadig får mig til at græde i dag. Den tidligere politimand, der har oplevet overordnede og kolleger blive slået ihjel, og den tidligere livvagt for både Falcone og Borsellino, der nu tror på skæbnen, da han tre gange har undgået bomber, der har slået blandt andet hans kolleger, men også de to anklagere ihjel. At høre to voksne mænd fortælle om 20-30 år gamle begivenheder, der stadig påvirker dem så dybt, er utroligt bevægende.

Hvad er din fornemmelse af situationen i dag på Sicilien? Hvad retning går udviklingen i?

Den helt store forskel fra 1990’erne til i dag er, at antimafiaforeningerne er meget stærke, og de vokser dag for dag. Selvfølgelig er der også gjort en kæmpe indsats fra myndighedernes side, hvorfor de fleste betydningsfulde mafiosoer er blevet sat bag tremmer. Mafiaen i dag tæller mange bøller, simpelthen fordi den mangler medlemmer. Og det betyder også, at der er langt flere småforbrydelser end før. Til gengæld bliver folk ikke slået ihjel så ofte.

Du har viet meget tid til Sicilien, ja, faktisk flere år. Kan vi forvente flere bøger om øen fra din hånd i de kommende år, eller hvad er dine planer?

Med mafiaen under huden er også kommet under huden på mig. Og der er mange flere historier, der fortjener at blive fortalt. Så jeg håber på et bind 2. Og så har jeg historier, der ikke kan fortælles direkte, men jeg håber på at kunne skrive noget skønlitteratur med udgangspunkt i virkelige hændelser.

 

Comments are closed.