Bedsteforældrene, italienernes skytsengle
I Italien fejrer man bedsteforældredag i oktober måned: det er en årsdag, der blev fastlagt for 14 år siden for at fejre en unik ressource, både set fra et følelsesmæssigt, uddannelsesmæssigt og kulturelt synspunkt. Nu til dags er det ikke kun det følelsesmæssige, der er en fundamental støtte til italienske familier.
Af Benedetta Rutigliano
“Den yngre generation er pilen, den ældste er buen”, sagde den amerikanske forfatter John Steinbeck. Beskrivelsen egner sig godt til at forklare, hvad bedsteforældre repræsenterer i Italien: de er en uundværlig støtte for børnebørnene, så de kan komme fremad, de er stabile, fordi de allerede har haft et langt liv, men er også fleksible og imødekommende.
De er et fortids- og nutidsanker, og uden dem ville der mangle et skub mod fremtiden, en samling af erindringer fra fortiden, som man kan gå til for at bearbejde noget af det, der er indpodet i ens DNA, men som man ikke kender oprindelsen til.
I Consigli per un paese normale (2010), skrev journalisten Enzo Biagi: “Bedsteforældre er tilflugt stedet, de er trygheden. De er dem, der har oplevet og lært mange ting i livet. De er en barriere mod fædres og mødres strenghed. Bedsteforældre er ensbetydende med forståelse og kærlighed uden begrænsninger.” Og det ér faktisk således: bedsteforældre er en sikker havn, hvor de ikke dømmer, men er klar til at rådgive. De overfører deres værdier, fortæller historier om forfædre, som børnene ikke kender, men som de så senere overraskende finder ud af, at de ligner. De afslører gamle traditioner, der stammer fra en mindre kunstig verden, som var i total harmoni med børns følelsesmæssige univers, fri for de overbygninger, som er en del af forældres og voksnes liv, der ofte er så fulde af ansvar og bekymringer, at de næsten mister denne oprindelige forbindelse.
Bedsteforældre giver en stor del af sig selv og deres tid til børnebørnene. Det er en gave, som altid vil være godt givet ud, måske endnu mere i dag end tidligere: hvis børnebørnene fra de er små gengælder bedsteforældrenes ubetingede kærlighed, som er gennemsyret af deres livsklogskab, kan børnebørnene, når de vokser op, videregive noget af denne ind i den digitale kultur, som de er gennemtrængt af.
I Italien bliver bedsteforældre fejret med Bedsteforældredagen, som blev indført i USA i 1978 i Jimmy Carters præsidenttid som forslag fra Marian McQuade, mor til 11 børn og mormor og farmor til 40 børnebørn. I Støvlelandet falder årsdagen den 2. oktober, stiftet ved lov nr. 159 den 31. Juli 2005: der er derfor ingen tvivl om den “grundlæggende betydning for den rolle bedsteforældre spiller i familier og samfundet generelt (art. 1). Datoen for den italienske fejring er ikke tilfældig: i den katolske liturgiske kalender er den 2. oktober festen for skytsenglene.
I Belpaese har bedstefarkulturen gammel oprindelse: hvor et ægtepar dengang ofte boede under samme tag som deres forældre, hvor de nyfødte uundgåeligt blev oplært, er grundene til bedsteforældrenes tilstedeværelse i deres liv i dag en anden, fordi den kulturelle, sociale og økonomiske situation i landet har ændret sig.
Hvis man i dag er så heldig at bo tæt på bedsteforældrene, bor man i hvert sit hus og begge forældre er tvunget til at arbejde fuldtid for at kunne betale pantelån og husleje, udgifter som de ikke længere er fælles om. Ansættelseskontrakterne er i stigende grad usikre, de kommunale børnehaver er ofte fyldte og babysitterne er dyre. Bedsteforældrene bliver således også det eneste økonomisk bæredygtige alternativ for et par, nu hvor der tydeligt er en kløft i den italienske velfærd, når det handler om småbørnsfamilier. Der findes bonusbidrag, men de er ikke betydningsfulde og langvarige nok til at sikre en ordentlig støtte til nye forældre, og de garanterede barselsaftaler (for dem, der har faste ansættelseskontrakter, der giver dem rettigheder!) er begrænsede sammenlignet med Nordeuropa. Derfor er det ikke tilfældigt, som det bekræftes af de data, som foreningen Senior Italia FederAnziani har forsynet os med, at italienske bedsteforældre er dem, der beskæftiger sig mest med pasning af børnebørnene, i Europa: fra en europæisk undersøgelse fra 2011 (The Survey of Health, Ageing and Retirement in Europe) er Italien det land, hvor 33% af bedsteforældrene dagligt tager sig af deres børnebørn mod 1,6 % i Danmark eller 2,9 % i Sverige.
Der er 12 milioner bedsteforældre i Italien, og 47,6 % af dem passer børnebørnene en eller flere gange om ugen. Men det er ikke alt: 7milioner bedsteforældre bidrager med deres økonomiske ressourcer til børnenes eller børnebørnenes trivsel for godt 5,4miliarder euro hvert år i form af økonomisk støtte og nødvendige køb.
Desuden forbliver denne værdifulde tilstedeværelse konstant, også i den skrøbelige ungdomsfase: ifølge Ipsos-undersøgelser giver italienske bedsteforældre råd til børn og børnebørn i 44 % af tilfældene, mod det europæiske gennemsnit på 27%, og forbliver et følelsesmæssigt udgangspunkt over en lang livsbue, fuldstændig som var de skytsengle. Det er et unikt og specielt følelsesmæssigt bånd med ældgammel kulturel oprindelse, som vi gerne vil bevare for evigt. Men også symptomatisk, i nogle henseender, for en dårligt fungerende velfærdsstat.
