Cyklen vinder frem i Italien
Af Jonas Neivelt
Foto courtesy of Mikael Colville-Andersen e FIAB
”De to måneder uden biler har været som at tage whiskyen fra en alkoholiker. Folk oplevede en ro, som de ikke havde oplevet før, og de er begyndt at værdsætte cyklen mere. Ikke kun som et legetøj i weekenden, men nu også som et transportmiddel i hverdagen.”
Det fortæller Alessandro Tursi, formand for den italienske cyklistforening FIAB – Federazione Italiana Ambiente e Bicicletta, som laver kampagner og lobbyvirksomhed for at udbrede cyklismen i Italien.
Alessandro Tursi taler om de to måneder i foråret 2020, hvor Italiens regering havde dekreteret omfattende nedlukninger af samfundet for at få Corona epidemien under kontrol. Det var en hård tid, der på tragisk vis krævede tusindvis af menneskeliv, men Alessandro Tursi ser et lys i det mørke, der var under nedlukningerne.
Hvor der tidligere var konstant larm og jag fra bilerne på de italienske veje – italienerne er det folk i Europa med næstflest biler pr. indbygger – var der nu ro. Folk var lukket inde i deres hjem, og hverken kunne eller måtte tage bilen noget sted hen. Italienerne kunne ikke længere bruge bilerne. Whiskyen var taget fra alkoholikeren, og det fik folk til at søge nye måder at transportere sig på.
Alessandro Tursi fortæller, at cyklen ikke længere kun er et transportmiddel for de få indviede. FIAB prædiker ikke længere for de omvendte, men de formår nu også at få øget opbakning fra politisk hold.
”Regeringen har afsat 600 millioner euro til at etablere cykelstier rundt om i Italien. Der er ligeledes afsat penge til at give folk op til 750 euros rabat, når de anskaffer sig en cykel. Og så sker der en masse ting på lokalpolitisk niveau. Der bliver investeret i cykelstier, men der sker også nogle tilsyneladende mindre – men meget vigtige ting i cykelinfrastrukturen. Visse steder må cyklister nu køre mod ensretningen, og der er plads til, at de kan køre lidt længere frem, når man holder for rødt i lyskrydsene. Det er en selvfølge et sted som København, men for os er det meget vigtige fremskridt. Resultaterne ligger stadig ude i fremtiden, men i FIAB er vi optimistiske”, siger Alessandro Tursi.
København er forbilledet
En rejse i 2003 forandrede FIAB-formandens liv. Han var i København for at besøge sin svigerfamilie, og i København oplevede han, hvordan transporten i byen kan indrettes på en måde, så bilen ikke er i absolut centrum. Her var bedre plads til cyklister og fodgængere.
”Uden min rejse til København i 2003 ville FIAB ikke have haft den formand, de har nu. Der besluttede jeg mig for at blive cykelaktivist”, fortæller Alessandro Tursi.
At København er en by med mange cykler og cykelstier er lidt en selvfølge for de indfødte. Men hvorfor er det sådan? Det forklarer Mikael Colville-Andersen, som er bydesigner, forfatter og vært på tv-serien The Life-Sized City, som på italiensk tv går under titlen Racconti delle Città del Futuro. Han turnerer verden rundt med sin fortælling om, hvordan byer kan indrettes efter mennesker snarere end bilers behov.
”Cyklens storhedstid var i slutningen af 1940’erne. Her var Italien måske verdens største cykelnation. Prøv at se Ladri di Biciclette eller en anden film fra den periode. Der er cykler overalt. Folk cykler overalt. Rom var dengang nærmest som København i dag”, fortæller Mikael Colville-Andersen.
Under det økonomiske opsving i 1950’erne og 1960’erne blev ideen om bilen som allemandseje importeret til Europa fra USA. Bilerne begyndte at overtage vejene fra cyklerne i såvel Danmark som Italien. Men hvor bilerne udkonkurrerede cyklerne på de italienske veje, fik cyklen en revival i Danmark.
”Cyklen forsvandt ikke nær så meget fra den danske veje i 1950’erne og 1960’erne, og derfor havde den nemmere ved at gøre comeback efter oliekrisen i 1970’erne. Her er vi nordboere altså pragmatiske. Cyklen er bare en enormt effektiv måde at transportere mange folk på. En cykelsti kan flytte 5900 mennesker i timen. En tilsvarende vej kan højst flytte 1200 biler i timen”, forklarer Mikael Colville-Andersen, og eftersom 80 procent af bilerne kun transporterer en person, skal der ikke megen hovedregning til for at forstå hans pointe.
Det har man forstået i København, og både Mikael Colville-Andersen og Alessandro Tursi arbejder for, at andre byer rundt om i verden også begynder at forstå det.
”København er sammen med Amsterdam vores benchmark. De er duksedrengene i klassen og der, vi gerne vil nå hen”, fortæller Alessandro Tursi. Men han advarer dog om at bruge København og Amsterdam alt for meget: ”Det kan også tage modet fra en, hvis man hele tiden skuer mod København og Amsterdam, der er så langt foran i cykeludviklingen. I stedet bruger vi mange eksempler fra lande, der minder mere om Italien. For eksempel er der lavet store fremskridt i cykelinfrastrukturen i en by som Valencia, og Paris er på rekordtid blevet en cykelvenlig storby. Så vi kan kigge på deres eksempler og se, at hvis de kan gøre deres byer så meget bedre for cyklister, så kan vi altså også gøre det i Italien”, siger Alessandro Tursi.
Italienerne ved ikke, hvor heldige de er
En af dem, der har cyklet mest i både Danmark og Italien er Danmarks mest vindende cykelrytter gennem tiderne, Rolf Sørensen. Han har mest cyklet som sportsmand, men på sine ture har han også kørt gennem store byer som Milano og Firenze. Han afkræfter tanken om, at de italienske veje skulle være for usikre eller for varme at cykle på.
”Trafikken i centrum af Firenze er da kaotisk, men jeg føler mig altså mere sikker på de italienske veje, end jeg gør på de danske. For italienerne er bare bedre til at køre bil end danskerne. Og samtidig har de mere respekt for cykelryttere og kører mere forsigtigt, når cykelryttere er på vejen”, siger Rolf Sørensen.
Et andet argument for, at Danmark fra naturens side skulle være bedre indrettet til cyklisme, er, at det bliver for varmt i Italien. Dette bliver afkræftet fra flere sider.
”Nogle af de største fremskridt i cyklisme og cykelinfrastruktur i Europa i de senere år er sket i Sevilla. Her bliver det altså 45 grader varmt om sommeren”, siger Mikael Colville-Andersen.
Høje temperaturer er altså ikke nogen hindring for at cykle. Han bakkes op af Rolf Sørensen.
”Man kan cykle hele året rundt i acceptabelt vejr i Italien. Italienerne ved ikke, hvor heldige de er. Der er motionscyklister altså nogle vikinger i Danmark, når de cykler hele året rundt. Jeg var ude at cykle i går (3. februar red.) i tre grader og slud. I Italien var ikke engang de professionelle cykelryttere ude at cykle i den slags vejr”, fortæller Rolf Sørensen.
Et sidste argument mod at cykle i Italien skulle være geografien. Fraværet af store bakker og bjerge gør det nemmere at cykle i lande som Danmark og Holland end i Italien, hvor der er en helt anden form for bølgegang i terrænet.
Alessandro Tursi kan godt se argumentet, og cyklismen står i dag stærkest i Italien i byer som Bologna og især Ferrara på den flade Po-slette i Nordøstitalien. Men hvor der er en vilje, er der en vej.
”Det er rigtigt, at cyklismen står stærkest i de flade byer i Norditalien, men der sker også fremskridt andre steder. I Rom er der mange bakker. Her er salget af elektriske cykler eksploderet under corona-epidemien. Så folk cykler også mere i Rom. Her får de bare en hjælpende hånd af et batteri”, fortæller Alessandro Tursi.
Mikael Colville-Andersen er enig.
”Det hjælper, at det er fladt, men det er ikke altafgørende. Man kan se på en by som Oslo. Her er der masser af cykelinfrastruktur og masser af cykler, selv om der er rigtig mange bakker”, siger Mikael Colville-Andersen.
Der er altså ikke noget til hinder for, at Italien igen kan blive det cykelland, det var i tiden efter anden verdenskrig. Og Alessandro Tursi er sikker på, at det vil gavne Italien.
”Cyklisme er godt for miljøet og for folkesundheden. Det er dette positive budskab, vi i FIAB fokuserer på. Vores budskab er, at det er godt for alle, hvis flere mennesker tager cyklen i stedet for bilen. Det er tilmed godt for bilisterne. Vi må for alt i verden ikke opstille vores budskab, som om det er cyklisterne mod bilisterne, for så deler folk sig op i to lejre, og det er italienere alt for gode til”, siger Alessandro Tursi.
