Forstå fænomenet naturvin Af Simone Campo

30 Aprile 2022
Comments off
735 Views

Forstå fænomenet naturvin
Af Simone Campo

Naturvin har i årevis vakt heftig diskussion, især når man sammenligner naturvine med konventionelle vine, økologiske vine og biodynamiske vine. Det internationale vinsamfunds mening om korrekt vinterminologi er divergerende, men hvad kendetegner naturvin, og hvad er forskellen i forhold til andre vine?

Minimale indgreb i vinproduktion
De fleste vinproducenter der dyrker kvalitetsvine uanset om de kommer fra naturvinsbevægelsen eller ej, vil definere sig selv som producenter der begrænser mekanisk intervention så meget så muligt. Det handler i sidste ende rigtig meget om, hvor meget producenten selv har lyst til at gå på kompromis med mængde, kvalitet og egen økonomi, hvis en årgang har været dårlig og en hel produktion kan gå tabt.

Et kulturelt fænomen
Efterspørgslen efter mere rene vine stiger især blandt de unge, der har behov for at vælge et produkt som er også miljøvenligt. De unge er mere åbne for nye smagsoplevelser, og for flere af dem er det at drikke naturvin også en måde at være klimabevidst og differentiere sig fra den konservative vinverden, som ofte kun har være reserveret til vineksperter, sommelier etc. Naturvin i Danmark er primært et Københavner fænomen, hvor flere butikker er åbnet i de seneste år, naturvin er dog også blevet mere udbredt i resten af landet, og udvalget bliver stadig større og større og mere interessant.
Der er dog stadig en vis forvirring blandt forbrugerne, som ikke altid er i stand til at skelne naturvine fra økologiske vine, og biodynamisk vine. Den største vanskelighed ligger i det faktum, at folk ikke har en nøjagtig forestilling om naturvin, også fordi en veldefineret lovgivning mangler og derfor ikke kan hjælpe forbrugerne. Samtidig leder forbrugerne efter mere specielle vine, regionale og lokale vine som er unikke. Vine som skiller sig ud fra den globalisering af smag som har påvirket vinverdenen i de seneste år med vinsorter som fx Chardonnay og Cabernet. Denne standardisering af smag har helt sikkert haft en indflydelse på naturvinens stigende popularitet.

Lovgivning mangler
Den moderne vinindustri har fokus på at producere vin der har en ensartet smag og duft, med det formål at levere store mængder. Dette er svært at opnå uden brug af kunstgødning eller brug af sprøjtemidler med pesticider i vindyrkning og uden brug af tilsætningsstoffer i vinproduktion. Det drejer sig om kemiske tilsætningsstoffer, som er på ingen måde er ulovlige, men som tilsat i store mængder potentielt kan påvirke helbredet negativt.
Naturvinsproducenter begrænser så vidt muligt mekanisk intervention i vinkælderen. Det betyder, at ingen tilsætningsstoffer er tilladt, og så lidt som muligt svovl tilsættes i forbindelse med stabilisering af vinen. Naturvinsproducenter undgår generelt kemisk kunstgødning og pesticider, høster druerne i hånden og bruger naturlig gær til at sætte gæringsprocessen i gang. Selvom der ikke eksisterer en officiel definition eller lovgivning om naturvin, findes der alligevel en række private organisationer som har defineret nogle retningslinjer for, hvordan en naturvin bør fremstilles. Dette er desuden ikke en garanti for at alle procedurer altid respekteres.

Naturvin er ikke det samme som økologisk vin
Økologisk certificeret vine er ikke nødvendigvis lavet efter de sammen principper som naturvin. En økologisk vin er en vin, som er fremstillet af økologisk dyrkede druer. I vindyrkning bruges ingen kunstgødning eller pesticider, men i vinproduktionen anvendes tilsætningsstoffer i en mere begrænset mængde end konventionel vin. Alle naturvine er derfor som udgangspunkt økologiske (selvom de måske ikke officielt er certificeret som sådan, da dette kan koste for meget for små virksomheder). Hvad der adskiller natur- og økologiskvin fra hinanden er den måde, hvorpå druerne behandles i produktionen. I modsætning til økologisk vin involverer naturvin så lidt som muligt eller ingen intervention i vinproduktionen.

”funky” smag
At definere hvornår en vin ”smager godt” kan være meget personlig. Fordi det involverer faktorer relateret til teknik, men også til smag og mode. Naturvin behøver ikke nødvendigvis at være “funky” og speciel i smagen. En naturvin forventes i smag og duft at overraske. Det skyldes at vinen ikke er manipuleret med tilsætningsstoffer som påvirker og ændrer den naturlige og oprindelige smag. Derfor adskiller naturvin sig ofte fra konventionel vin. Når dette er sagt, skal man også understrege at naturvine i nogle tilfælde kan være lidt oxideret, dette bør undgås og kan ikke betragtes som en særlig positiv karakter ved naturvin. For at producere naturvin af høj kvalitet er det nødvendigt at have indgående viden, det kræver stor investering og tid.

Der anvendes lidt eller ingen svovl i produktionen
De fleste konventionelle vinproducenter tilfører ekstra svovl for at sikre, at de får en ensartet vin, men naturvin fremstilles med minimal eller ingen tilsat svovl. Det betyder, at smag og kvalitet kan variere fra flaske til flaske. Naturvinselskere ser denne variation som en del af naturvinens charme. Det kan dog også være risikabelt – hvis ting går galt, kan en vin med lavt svovlindhold ændre smag og karakter og smage som eddike. Svovl fungerer som en antioxidant og har antimikrobiel virkning, og lader derfor vinen udvikle sig.

Koster naturvin mere end konventionel vin?
Ja, naturvin er fremstillet af små producenter. Druerne håndhøstes og det koster mere end ved mekanisk høst. Druerne skal være sunde og der kan ikke gås på kompromis, fordi den knappe anvendelse af svovl betyder, at producenterne kan miste afgrøder og penge, hvis druerne ikke er sunde. Derfor skal man ofte betale mere for naturvine, men ikke nødvendigvis, da mange små producenter ikke har mange markedsføringsudgifter.

Naturvin deler vandene
Kritikere siger at disse ”funky” smagsoplevelser ofte ikke er noget, de fleste mennesker faktisk vil drikke. Nogle af dem synes endog at de fleste naturvine smager forfærdeligt, ustruktureret og ikke behageligt. Talsmænd for naturvin hævder, at manglen på intervention resulterer i en vildere, mere spændende drink med en stærk fornemmelse af det sted, hvor den blev dyrket. Diskussionen er helt sikkert stadig meget åben men naturvin er kommet for at blive.

Comments are closed.