“Det, jeg elsker” v. Alessandra Sicuro

15 Settembre 2022
Comments off
741 Views

“Det, jeg elsker”
Interview med Giulia Longo 
v. Alessandra Sicuro

Søren Kierkegaard, Bertel Thorvaldsen, Inger Christensen, Tove Ditlevsen. Som forsker og oversætter tegner Giulia Longo en intellektuel og eksistentiel vej, der berører nogle landområder, som både er definerede og ulige, hvis ikke ligefrem modsatte. Det elskede Napoli, det søde og neoklassiske København og det følsomme område af poesien. Forskellige landområder, som Giulias skrivemåde forstår at gribe beundringsværdigt. Man kan undre sig over, hvordan man kan møde Giulia. Måske ved at forestille sig hende i det, hun elsker, som et maleri, en horisont, hvor hun omhyggeligt undersøger og genfortolker på samme tid.

For ganske nylig udkom din italienske oversættelse af Søren Kierkegaards To opbyggelige Taler 1844, en bog som følger dine tidligere essays og videnskabelige artikler om den store danske filosof. Vil du blive ved at arbejde med Kierkegaard?
Jeg tror, at jeg vil arbejde med Kierkegaard hele mit liv. Dette bind af “opbyggelige taler” er kun det første i en lang række værker, der vil udkomme i de næste år. Det drejer sig om nogle taler, som Kierkegaard underskrev med sit navn, i modsætning til andre skrifter, som han i stedet udgav under et pseudonym. Der er tale om tekster, der aldrig før var blevet oversat til italiensk, og som jeg gravede frem under min PhD i København,

hvor jeg straks indså hvilken “upubliceret skat”, jeg havde i mine hænder. Så mit svar er ja: jeg vil fortsætte både med at skrive bøger om Kierkegaard og med at oversætte værker af Kierkegaard. Enten-eller er for eksempel et af Kierkegaards mest kendte og citerede værker, men på italiensk trænger det til en ny oversættelse, da den bog, som stadig er i
brug, blev udgivet i 1970’erne, og rummer mange unøjagtigheder.

Du er medlem af støtteudvalget i et kommende Kierkegaard Hus. Hvad handler det om? Hvad tilskynder dette projekt, og hvem er en del af det?
Vi er fire: Joakim Garff, direktør for Kierkegaard Forskningscenteret; Pia Søltoft, teolog og præst; Morten Kruse, filosofi-, religions- og samfundsvidenskabsforsker, og endelig mig, der bringer et ikke-dansk islæt til alting og også opdaterer gruppens Facebook-side. Joakim og jeg fik ideen efter et besøg på det nye Københavns Museum. Mens mange genstande tilhørende Kierkegaard var udstillet i det gamle Bymuseum, er der desværre kun få af dem i det nye Københavns Museum. Vi undrede os over, hvad der skete med dem. Vi fik at vide, at de stadig tilhører museet, men på grund af pladsmangel kan de ikke udstilles. Så tænkte vi straks på et nyt sted, hvor de kan finde en plads. “Museum” er faktisk ikke det rigtige ord for det, vi har i tankerne: det skal være et “hjem”, en slags “kulturhavn”, som Kierkegaard ofte ønskede, at København kunne blive en dag.

En anden stor dansker, du er interesseret i, er Thorvaldsen, og i forhold til ham fik du tildelt nogle stipendier ved Det Danske Institut i Rom. Hvad skubbede dig i denne retning, og hvad er dine fremtidige projekter?
Da jeg blev færdig med min PhD om Kierkegaard, så arbejdede jeg på et tidsbegrænset projekt på Thorvaldsen Museum for digitalisering af alle de dokumenter, der opbevares i museumsarkivet. Thorvaldsen boede i Rom i mere end fyrre år, så de fleste dokumenter var på italiensk, og lige i den typiske stavemåde fra det nittende århundrede, som jeg havde lært at “dechifrere” takket være Kierkegaard. Det var det bedste job, jeg nogensinde har haft. Så jeg blev opmærksom på Thorvaldsens særlige kærlighed til Napoli, og så snart jeg kunne, foreslog jeg min idé til direktøren for Det Arkæologiske Nationale Museum i Napoli, et kæmpestort museum, som selv fik nyt liv under navnet MANN.

En udstilling om MANNs indflydelse på Thorvaldsen Museum forventes i 2023, og du deltog aktivt i sin undfangelse.
Ja, i den grad. Jeg elsker at på dansk bruges der stadig det latinske udtryk “primus motor”, fordi det rummer begyndelsens grundlæggende moment, hvor man ikke bare “føder” en idé, men den genereres og virkeliggøres. På Det Danske Institut i Rom fik jeg mit første stipendium opkaldt efter Thorvaldsen i 2020, året hvor 250-året for hans fødsel fandt sted. Jeg præsenterede det forskningsprojekt om “Thorvaldsen i Napoli”, som jeg flittigt har arbejdet på siden 2018. Og jeg vandt, som den eneste ikke-dansker i en dansk oase midt i Italiens hovedstad. Udstillingen vil foreløbig være i digital form, for vi kan tydeligvis ikke flytte de to museer, men vi vil i hvert fald kunne vise nogle spændende og indtil nu ukendte detaljer. Det gør vi i 2023 i anledning af 175-året for åbningen af Thorvaldsen Museum i 1848. I 2023 bliver København UNESCOs arkitekturhovedstad, og det vil være en enestående begivenhed at kunne vise forbindelserne mellem Det Arkæologiske Museum i Napoli og Thorvaldsens Museum i København.

Udover oversættelser fra det danske sprog oversætter du også poesi og litteratur fra fransk og engelsk. Fra den filosofiske og historiske vinkel til den poetiske. Hvordan oplever du dette skifte?
Ikke som et skifte. For meget filosofi giver også for meget at tænke over, og jeg har ofte brug for alternative “frigivelsesmidler”. Jeg har brug for kunst. Når jeg siger “kunst”, inddrager jeg også andre kunstformer udover de rigtige kunstværker. Dem, jeg elsker allermest, er film og poesi. Inger Christensen og Tove Ditlevsen er de danske digterinder, jeg holder allermest af og er i færd med at oversætte. De er meget forskellige fra hinanden, men begge vidunderlige. I min fritid ser jeg film og tv-serier, jeg deltager i manuskriptforfatterkurser og oversætter det, jeg elsker. En dag kunne jeg godt tænke mig at lave de forskellige film, som jeg nu skriver handlingerne til. Mit nuværende filosofiske projekt omhandler Kierkegaards indflydelse på nordisk film, især i Thomas Vinterbergs film.

Hvad driver dig fremad… er det nysgerrighed, intellekt eller passion?
Det er et godt spørgsmål. De tre ord, du citerer for mig, er ét og det samme. Af natur er jeg ret genert og eftertænksom. Jeg læste filosofi, fordi jeg elsker at skrive og tænke. I København begyndte jeg at samarbejde med Cinemateket og præsentere italienske film i Det Danske Film Instituts historiske sale. Det betød meget for mig, fordi jeg skulle op på en scene, hvor der ikke var plads eller tid til generthed. Så jeg fandt ud af, at jeg kunne gøre det. Der er en mystisk sætning i Kierkegaards Enten-eller om en “Lykkens dør”, som ikke kan åbnes udefra. I København forstod jeg, i mit eget tempo, hvad den dør er lavet af, og frem for alt at den kun åbnes indefra.

___________________________________________________________
Giulia Longo er filosof, journalist og oversætter. Gæsteforsker på Søren Kierkegaard Forskningscenteret ved KUA. Stipendiat ved Det Danske Institut i Rom. Hun samarbejder med Cinemateket i København og med Det Nationale Film Museum i Torino, hvor hun vil præsentere i november 2022 en upubliceret dokumentar om instruktøren Francesco Rosi i anledning af 100-året for hans fødsel.
___________________________________________________________
Alessandra Sicuro, kunstner og kulturformidler, indehaver af http://www.alessandrasicuro.com og http://www.italiaviva.dk, har i flere år været ekstern lektor ved Copenhagen Business School og samarbejdet med Det Italienske Kulturinstitut i København.
___________________________________________________________

Comments are closed.