Kærlighed er julens største gave
Af Charlotte Juul Paaske
I den italienske og meget centralt liggende region, Lazio, der utvetydigt kan bryste sig med én af verdens mest historiske hovedstæder, er Enrica Clemenzi født.
I området dér efterlod martyrerne sig dybe spor i verdenshistorien i religiøse fortællinger om ofringer, livslange krigsrejser og nådesløse kampe. Flere hundrede år senere lader historierne sig stadig genfortælle – og særligt ved juletid, hvor de allerhelligste skrifter vækkes til live, når de oplæses i overdådige kirker – stærkt akkompagneret af høje, melankolske toner fra syngende jule kor.
Fortidens fortællinger, der er blevet skriftet i tusindvis og med lethed kunne tapetsere den hele jordklode, minder os på barsk vis om, hvad livet i al sin enkelthed — foruden tro, magt og ære — var værd at kæmpe for: kærlighed.
Med Enrica Clemenzis egen fortælling om at flytte til et lille land, hvor julen tilmed har sit helt eget sprog, skimtes også familiære udfordringer, som på sin vis kan minde om personlige ofringer, hvor kærligheden blev det ultimative element i hendes valg om at blive boende. Og foruden den nye hverdags trummerum, har der særligt i den nærtstående højtid været tanker og minder om en italiensk opvækst, hvor den ældre generation gav julen et autentisk præg og en facon af originalitet.
“Min farmor spillede en meget stor rolle i højtiden, og mine bedste juleminder har hun i særdeleshed været med til at skabe”, fortæller en taknemmelig Enrica, som samtidig må tilstå, at de ældre familiemedlemmer, én for én i årenes løb, har taget traditionerne med sig.
I sine unge dage rejste Enrica til Danmark i forbindelse med en ferie og her ville skæbnen, at hun mødte Henrik, som hun i dag er gift og har børn med.
Kærligheden til sin mand og deres tre piger i et land uden høje bjerge, afspejler sig på fineste vis i deres fejring af jul med en række blandede bud på traditioner og brud på samme.
“Der er meget, meget mere pynt og mange flere dekorationer i Danmark”, fortæller Enrica med en smilende glød i stemmen og tilføjer, at julens mange farver er mere dominerende i hendes oprindelige hjemland, hvor også krybbespillet har sin helt faste plads i kirken og i de fleste familiers hjem.
“Krybbespillet med Jomfru Maria, den lille Messias, æslet og ‘De tre vise mænd’ er fast inventar i hjørnet af stuen i selv de mindste hjem”, mindes Enrica, da hun bliver spurgt om noget af det mest traditionelle, italienske julepynt.
“Folk bruger rigtig mange penge og megen tid på at sammensætte krybbespillene — og jeg kan bedst sammenligne det med udbredelsen af danskernes tradition og glæde ved nisser…”, lyder det med et kærligt grin fra den italienskfødte kvinde.
“I Danmark ser jeg nisser overalt ved juletid. Kravlenisser og nissepynt i alle afskygninger i butikker, på jobbet og på børnenes skoler, i offentlige transportmidler og i private hjem… Der er nisser overalt — endda også breve til børnene fra nisserne”, griner Enrica overvældende.
“Nisserne har en meget stor plads og betydning i min beskrivelse af den danske jul. Det samme gælder for vores tre piger”, fortæller Enrica og hentyder til døtrene, Camilla, Cecilia og Christina — der alle tre har samme bogstav i slutningen af deres navn, nøjagtigt som deres italienske mor.
“Nisserne er svære at undgå — og faktisk slet ikke til at undvære…”, forklarer Enrica på meget flot dansk, som gør det tydeligt, at hun har taget enormt meget til sig i sine år i Danmark.
Nisserne har dog aldrig prydet hverken køkkenlåger, vindueskarme eller reolsystemer i Enricas barndomshjem. Familiens juletræ var heller ikke større, end det kunne opbevares og stå i en potte.
Oprindeligt var ‘potteplanten’ af praktiske og økonomiske årsager, men ikke desto mindre et ‘grønt hensyn’ at vise allerede dengang, eftersom juletræet kunne genbruges år efter år.
“Min mand syntes, det var en vældig smart idé, da jeg fortalte ham om juletræet fra min barndom… Og det kunne jo sagtens pryde hjemmet med lys og pynt, selvom det ikke fyldte hele stuegulvet. I Italien er det heller ikke en tradition at danse om juletræet”, påpeger Enrica og tilføjer, hvorledes hun oplevede julen i sin opvækst være en forsamling af mennesker fra nær og fjern, naboer, venner og bekendte, som samledes for nærværets skyld – og ikke på grund af en familiær tradition.
Det samme gjorde sig gældende, når det drejede sig om gaver.
Enrica mindes, hvordan der blev købt og givet mange flere små gaver – ligeledes til venner, familie og bekendte:
“Gaverne udviste taknemmelighed og man åbnede straks sin gave, når man fik den. Også selvom det ikke var den 24…. Der blev ikke lavet ønskesedler — der var dog knyttet en mindre forventning til, at gaven var personlig. At den blev givet fra hjertet. Og vigtigst af alt, så returnerede man aldrig sine gaver”.
Et andet traditionsrigt juleminde for Enrica er en rød dug, hvor man nedenunder dugen lavede små firkanter af grøn tape.
Her spillede hele familien — både børn og voksne — bingo og tombola med kort og terninger, hvor nødder og andre små kager gjorde det ud for jetoner og smagsfyldte gavepræmier.
“Julen herhjemme i Danmark kendetegnes især ved de mange dufte og smage. Præcis som det gør i Italien, men på selve juleaften kommer duften ikke fra and, flæskesteg, kalkun eller medister — heller ikke rødkål, brune kartofler, sovs eller ris á la mande. Det er helt, helt anderledes i Italien…” fortæller Enrica og giver nogle eksempler på, hvad hun er vokset op med henholdsvis den 24. og 25. december:
“Juleaften spiste vi fisk og skaldyr… Spaghetti med muslinger, calamari fritti, fettuccine med laks og risotto med hummer, som altsammen serveredes med en sprudlende, kold spumante. Ikke af nogen religiøs årsag — det var såmænd bare en tradition i vores familie, hvilket det også var og er i mange andre italienske familier. Og juledag, den 25. december, spiste vi masser af kød med forskelligt tilbehør… Ravioli med kødsovs, roastbeef, hjemmelavet tortellini, grøntsagsgratiner og artiskokker i hvidvin”.
Anderledes lød det, da Enrica spurgte sine tre piger på henholdsvis 13, 12 og 10 år, hvad der kendetegner deres jul. De svarede nemlig meget enstemmigt, at duften fra julebag er noget ganske særligt for dem:
“Pigerne elsker småkager, juleknas, slik og søde sager — som jo går meget fint i spænd med den italienske tradition, jeg har med fra min barndom, når julen får sin ende”, fortæller Enrica og uddyber:
“Juleferien i Italien slutter altid på Helligtrekongersdag, den 6. januar. I den forbindelse har alle børn hængt strømper op – med håbet om, at heksen ‘Befana’, i løbet af julens sidste nat, kommer forbi med slik. Men kun til de artige børn. De uartige kan vente sig et stykke kul i strømpefoden…”, slutter Enrica, som i øvrigt ikke mindes, at sidstnævnte er hændt for hverken hende selv eller døtrene.
Enricas opvækst med fejring af jul, som ofte indebar større og mindre forsamlinger af familie og nære venner i alle juledagene — både før og efter d. 24. december — har på mange måder stået i kontrast til den måde, hun i Danmark fejrer jul med sin mand, deres døtre og den nærmeste familie.
“I Danmark er julen mere intim og intens juleaften og juledag — det være sig traditioner såsom maden, der spises og gaverne, der gives. Og med hvem, man fejrer julen”, udtrykker Enrica, som har haft en snak med døtrene om traditioner, ligheder og forskelligheder – samt fordele og ulemper:
“Pigerne og jeg er meget enige. Julen er mere ‘åben’ i Italien — og i Danmark er vi mere sammen med dem ‘vi plejer’…”, lyder det fra Enrica, som glæder sig over, at julen har det med at vare lidt længere i Italien…
“På den måde kan vi fejre jul med begge sider af familien — på begge sider af julen. Men, d.24. fejrer vi herhjemme i Danmark med and, risalamande og den allernærmeste familie…”, slutter Enrica Clemenzi, mens pigerne er i fuld sving med at pynte op til jul i deres smukke hjem.
