Fænomenet Fo Gøgler, maler, ven
Af Bent Holm
Den store satiriske teatermand Dario Fo portrætterede flere gange magtfulde mænd på scenen. Politikere som Togliatti, Fanfani og Berlusconi fik en tur i hans karikatur-karrusel. Et par gange gav han den tilmed som pave, bl.a. i en formidabel monolog om middelalderpaven Bonifacius 8., der var så nederdrægtig, at selveste Dante anbragte ham i Inferno, og dét tilmed førend paven var død! Mange år senere spillede Fo en noget mere sympatisk samtidig pave med en let polsk accent…
Dario Fo var én, der skilte vandene. Men han var også på mange måder et scenisk samlingspunkt, en brobygger – det, som på latin hedder en pontifex, der jo så ’tilfældigvis’ også er den klassiske pavelige titel.
Fo udgjorde bl.a. om nogen også en bro mellem Italien og Danmark. Han havde en særlig genklang her i landet. Da han døde som 90årig i 2016, blev han nærmest hyldet som ‘en af vore egne’ – en befriende antiautoritær samfundskritiker. Og han fornemmede det selv. En gang nævnte han det for mig – oplevelsen af en umiddelbar sans for hans komik og ironi hos publikum – og føjede til, at det var som om, at ‘nogen’ havde været der forinden og sat sit præg: en stor komiker, dramatiker ell. lign. Og jeg kunne med sindsro bekræfte, at det havde der. Ludvig Holberg, dansk teaters grundlægger, var stærkt inspireret af den italienske maskekomedies vitale vanvid.
Helt så afholdt var Fo ikke i alle kredse i sit hjemland. I løbet af sit lange og indholdsrige liv fik han lagt sig ud med diverse autoriteter og organisationer på højre- og venstrefløjen, så snart der var tilløb til ensretning eller indordning. Nægtes kan det heller ikke, at han til tider gik ud ad tangenter, der i dag virker ekstreme. Men en bred og dyb folkelig opbakning var der stort set tale om hele vejen igennem.
Jeg kom mere eller mindre tilfældigt til at følge Fos virke i Italien og Danmark på lidt tættere hold gennem det meste af et halvt århundrede. Det var en professionel relation – jeg fungerede som oversætter, tolk og uformel repræsentant – der efterhånden udviklede sig til et venskab, hvor man frem til det sidste fulgte med i hinandens liv, nød hinandens selskab, ringede sammen o.l.
Fo var helt til det sidste nærmest patologisk kreativ og produktiv. Han begyndte at folde de kunstneriske vinger ud i perioden efter anden verdenskrig, hvor kunst, kultur og politik var i voldsomt opbrud. Han uddannede sig som billedkunstner og ville være maler og arkitekt, og selvom det blev teatret, der blev hans udtryksform, mærkes sansen for rum og billede hele vejen igennem i hans tekster og spil. Læg hertil et livslangt engagement i den markante venstre side af det politiske spektrum. Fos historie er i den grad vævet sammen med Italiens moderne historie med alt, hvad det indebærer af spændinger og dramatik og spektakulære sporskifter, at den først rigtig får fylde, når hans samtid foldes ud som bagtæppe for skildringen.
Den fortælling – eller rettere de fortællinger – er nu blevet til bogen Fænomenet Fo. Gøgler, maler, ven. Bogen bygger på Fos arkiv, på samtaler med folk tæt på ham og på mine egne oplevelser med fænomenet Fo. Den skildrer Fos liv og kunst, fra barndommens historiefortællere ved Lago Maggiore, ungdommens eksperimenter i det dynamiske Milano, parløbet og ægteskabet med Franca Rame, den politiske satires tid med stadigt stigende verdensberømmelse og Nobelpris frem til de sidste års fokus på billedkunst og romaner – f.eks. hans bog om den skøre konge Christian 7. af Danmark. Den lægger et italiensk landskab rundt omkring Fo – en skildring af de særlige kunstneriske og politiske virkeligheder, han agerede i. Og den fortæller min egen ‘italienske’ historie.
Det stod mere og mere klart under skrivningen, hvor tæt jeg har været på enkeltpersoner og begivenheder, som i det store perspektiv var nærmest historiske – stort set uden den gang at fatte, at det forholdt sig sådan. Det var jo ‘normalt’ – ‘bare’ venskaber og hverdag. Jeg var i landet under blodige og højdramatiske begivenheder. Og jeg var med kunstnere, som jeg i dag i bakspejlet kan se, er verdensnavne. Jeg så nogle af de første opførelser af Mistero buffo, den middelalderforestilling, som i sidste ende skaffede Fo Nobelprisen – det var her, han bl.a. spillede den rige pave Bonifacius 8., som møder den fattige Jesus, der fornægter ham og alt hans væsen (hvad der ikke bidrog til Fos popularitet i konservative kredse).
Fortællingen om Fo som den skarptandede gøgler i clinch med et reaktionært og forbenet regime er ikke forkert. Men den er forenklet. Jeg har i bogen givet stemme også til argumenterne imod Fo – ikke kun i Fos referat, men også som de lød i modpartens egen mund.
Fo var fantasifuld og kreativ ikke blot som historiefortæller, men også som historieskriver og historieformidler. Jeg har valgt ikke at tage noget for gode varer uden først at efterprøve det.
Fos bro til Danmark var i spil til det sidste. Hans sidste udlandsrejse gik til København i 2015 for at præsentere romanen Der er en skør konge i Danmark. Ved samme lejlighed fik han over en middag hos os ideen til sit sidste helaftensstykke, inspireret af Holbergs komedie Jeppe på Bjerget. Broen for italiensk-dansk teaterinspiration var kort sagt åben for passage i begge retninger.
_________________________________________
Bent Holm, dr.phil., teaterforsker, dramaturg, oversætter (Fo, Goldoni, De Filippo m.fl.). Gæsteprofessor i Firenze 2021. Har bl.a. skrevet Holbergs masker. Komik og satire i 300 år, 2021
