Komitéen Pro Venezia Danmark
Af Laura Valesin & Marianne M. Bech
Venezia har igennem århundreder været den mægtigste handels- og flådemagt mellem Europa og Orienten. Den smukke laguneby har altid fortryllet med sin eventyrlige atmosfære og de utallige og uvurderlige kunst- og kulturskatte.
I dag et verdensarvssted, bygget i lagunen på lave sandbanker i Adriaterhavets tidevand, som imidlertid også konstant udsættes for trusler, både fra naturen og mennesker. På mange måder er det et kapløb mellem nedbrydning og bevaring, for at de generationer, der kommer efter os, fortsat vil kunne leve i og opleve den by, der hører til vores civilisations helt store historiefortællere. De venetianske myndigheder samarbejder derfor gerne med udenlandske organisationer og sponsorer for sammen at løfte denne tunge opgave.
Desuden står lokale og internationale organisationer bag en række indsatser, koordineret af “Comitati Privati Internazionali per la Salvaguardia di Venezia”.
Pro Venezia Danmark er én af dem, og Komiteens primære formål er at virke for et dansk bidrag til bevaring af den venezianske kulturarv. Desuden er Komiteen orienteret mod et dansk-venetiansk kulturelt samarbejde med den private og offentlige sektor i Danmark og Italien. Komiteen tillægger også uddannelsesmæssige samarbejder de to lande imellem høj prioritet.
Vores aktiviteter muliggøres af bidrag fra private såvel som fra virksomheder og fonde.
Den venetianske søhelt admiral Angelo Emo
Det lykkedes netop vha. generøse fondsmidler at iværksætte en større konservering af gravmonumentet for admiral Emo, der befinder sig i Chiesa San Biagio ved Arsenale. Dette er sket i samarbejde med Nationalmuseet, der sendte deres erfarne stenkonservator Susanne Trudsø af sted for i samarbejde med den venetianske konservatorskole “Istituto Veneto per i Beni Culturali (IVBC)” at udføre det konkrete konserveringsarbejde. IVBC stillede også med erfarne konservatorer indenfor stenkonservering og to studerende.
Angelo Emo (3. januar 1731 – 1. marts 1792) var en venetiansk adelsmand, administrator og admiral. Han er kendt for sine reformer af den venetianske flåde, og han betragtes som den sidste store admiral i den venetianske republik. Han døde på Malta i 1792, og hans legeme blev returneret til Venedig, hvor han fik en heltebegravelse.
Dette gravmonument, Torrettos hovedværk, havde i de første årtier en omskiftelig tilværelse; først var det opstillet i den sidenhen nedrevne kirke Santa Maria dei Servi, hvor Emo blev begravet.
I 1812 blev han og monumentet flyttet til kirken S. Martino, og siden 1818 har monumentet været opstillet i kirken San Biagio.
Hvad gjorde et samarbejde interessant for jer på Nationalmuseet, Susanne?
Stenkonservering er et meget lille specialeområde, og derfor er det altid vigtigt at inspireres udefra. Så et konkret konserveringsprojekt med erfarings- og vidensdeling med diskussion af metoder og værktøjer, siger man ikke nej til! På foranledning af Pro Venezia Danmark kom to studerende fra IVBC til København i september 2024 for at følge og deltage i mit arbejde som konservator på Nationalmuseet.
Hvilke fælles problemstillinger kan der være mellem Danmark og Venedig?
Formålet med samarbejdet mellem de to konserveringsinstitutioner har været at udveksle og udvide viden om konserveringsmetoder. En fællesnævner for de problemstillinger, der kan være i de to lande, er saltrelateret nedbrydning. For både Venedig og for store dele af Danmark kan stenmonumenter være udsat for massive saltpåvirkninger grundet de kystnære miljøer.
Fortæl os lidt om monumentet…
Det mest iøjnefaldende ved monumentet er skulpturen af admiralen, som i størrelse er som en voksen mand, der støttende sin højre arm på en lille kanon ligger henslængt ovenpå en sarkofag. Ved hans fødder ligger et tæppe med kvaster samt hans hat og bag ham hans sabel. Skulpturen er hugget i hvidt marmor fra Carrara, mens sarkofagen er hugget i en gul variant, kaldet Nembro Rosato, af marmor fra Verona-området. Sarkofagen står på en plint af den for Venedig så typiske istriske kalksten, som hviler på en muret plint, der er beklædt med plader af gråstribet Bardiglio-marmor og herover en teksttavle hugget i Nero Soluto. På denne er påsat forgyldte bogstaver.
De fem bjergarter har selvsagt forskellige egenskaber. I tidens løb er de også blevet behandlet forskelligt, og de har reageret forskelligt på diverse nedbrydningsfænomener. Den hvide skulptur har suget smuds til sig. Desuden er der dryppet vand indeholdende rust ned over overfladen. Sarkofagen er tidligere blevet behandlet med voks, hvorved smuds nærmest er klistret fast i overfladen. Desuden er der flere steder lidt materialetab i overfladen. Også teksttavlen har man tidligere påført et tykt lag voks, endda så markant at penselstrøgene stadig kunne ses.
Den øvre del af plinten er voldsomt delamineret, og man har tidligere forsøgt at stoppe dette ved at påføre oversiden en akryllim og udfylde kanterne med en harpiks. Årsagen til delamineringen af soklen har været oversvømmelser og opstigende salte. Og netop disse faktorer er Venedigs store udfordring! Kirken ligger kun et stenkast fra kajkanten ud til Lagunen, og kirkegulvet og dermed også monumentets plint er blevet oversvømmet flere gange gennem tiden.
Hvad har I så lært af hinanden under arbejdet?
En del af konserveringen blev meget naturligt udtrækning af salte. Vigtigt var det også at få fjernet voks og akryllim fra overfladerne, således at salte ikke blev indespærret i monumentet. Harpiksen blev også fjernet men måtte nødvendigvis erstattes af andet materiale, og til dette blev der anvendt kalkmørtel tilsat knust marmorpulver. Men en sådan mørtel skal have en farve, som harmonerer med bjergarten, og derfor blev der lavet en del prøver for at finde frem til den helt rigtige blanding og dermed farve. Sådan gør vi også i Danmark, men vi er mere vant til at bruge pigmenter fremfor knust marmorpulver. En metodik, som jeg bestemt vil tage til mig herhjemme.
Men hvad man på IVBC ikke er så vant til at bruge af metode, er aftræk med latex, hvilket vi ofte bruger på de opgaver, som Nationalmuseet løser i de danske kirker. Latexen pensles på en smudsig overflade. I løbet af knap et døgn hærder latexen samtidig med, at den suger smuds til sig. Næste dag kan man så trække latexen af som en samlet hinde og dermed fjerne meget smuds. Andet smuds kan være trukket ud til overfladen og kan herfra bortvaskes ganske nemt med vand. Ydermere kunne latexen fjerne de dryp og løbere af jernkorrosion, som var på det hvide marmor. Og det var jo en herlig sidegevinst i denne vidensdeling og udveksling af metoder.
_______________________________
Susanne Trudsø er uddannet cand.scient.cons. på Konservatorskolen, Det Kongelige Danske Kunstakademi.
Ansat som konservator og kirkekonsulent på Nationalmuseet siden 1989 og én af museets fem repræsentanter i ICOMOS.
Har gennemført en 3 måneders efteruddannelse i Rom på ICCROM i stenkonservering 2011.
Har siden jan. 2004 deltaget i CEN, europæiske standarder for kulturarv, WG3, konserveringsmetoder.
Formand for Romselskabet S.P.Q.R.
Læs mere om monumentets historie og vores arbejde på Pro Venezia Danmarks hjemmeside www.provenezia.dk og på www.ivbc.it
