Sjælden som en hvaltand Plautilla Briccia, den første kvindelige arkitekt i Europa.
Samtale med Melania Mazzucco
Af Pia Schwarz Lausten
Forfatteren Melania Gaia Mazzucco har en sjælden evne til både at skildre sociale miljøer og historiske personer levende og til at opdage kvindelige kunstnere, som er blevet overset af historien. Det er tilfældet med Arkitektinden, en historisk roman der væver kunst, politik og intriger sammen og fortæller historien om Plautilla Briccia (1616-1705). I anledning af den danske oversættelse, der udkom i 2025 på forlaget Palomar, talte jeg med forfatteren ved to velbesøgte events den 21. og 22. april på Det Italienske Kulturinstitut og Københavns Universitet. De var arrangeret af Foreningen Dante Alighieri, Forlaget Palomar og Det Italienske Kulturinstitut.
Mazzucco har udgivet romaner, essays, noveller og dramatekster, og foreløbig har vi fire romaner på dansk: Vita (it. 2003, dk. 2019), som fortæller den sande historie om forfatterens bedstefar, der udvandrede til Amerika, Tintorettos engel (it. 2008, dk. 2013) om den venezianske maler Tintoretto og hans datter Marietta, og Limbo (it. 2012, dk. 2016), om en kvindelig sergent, der vender hjem efter en dramatisk mission i Afghanistan. Forlægger Marie Andersen har introduceret Mazzucco i Danmark og oversat hendes romaner. Det følgende interview er sammensat af uddrag fra de to møder med Mazzucco.
Hvordan fik du kendskab til denne bemærkelsesværdige kvinde?
Plautilla optrådte ikke i kunsthistorien, men for omkring tyve år siden stødte jeg på nogle få linjer om hende i en Malerkunstens ABC fra 1720. Jeg var ved at skrive om Marietta Tintoretto, men opdagede samtidig to andre kvindelige kunstnere.
I teksten stod der: ”Der fandtes også en anden Plautilla, af familien Bricci, romersk arkitektinde, som udarbejdede tegninger til en villa for Benedetti-familien og til et kapel i San Luigi dei Francesi.”
Dette blev begyndelsen på min historie og på romanen. I disse få linjer optræder nogle centrale begreber, blandt andet ordet arkitektinde. For en italiener lyder det mærkeligt, da vi normalt ikke bruger hunkønsformen af ordet arkitekt, og jeg blev meget overrasket. I Italien blev den første kvinde uddannet som arkitekt i 1925 og først i 1946 opførte en kvindelig arkitekt et bygningsværk i Rom. Derfor begyndte Plautilla at interessere mig enormt meget.
Det andet begreb er romersk. Jeg er selv fra Rom og kender min by virkelig godt, men jeg havde aldrig hørt om denne kvinde.
Der har eksisteret kvindelige kunstnere, men de er ikke blevet en del af den etablerede tradition. Heldigvis blev min roman læst af mange og det gav museer mod på at arrangere udstillinger om hende, blandt andet i Le Gallerie Nazionali i Palazzo Barberini. Derudover er der to interessante navne i den korte tekst: Villa Benedetti, som jeg ikke kendte, og kapellet i den berømte kirke San Luigi dei Francesi, som rummer nogle af Caravaggios mesterværker. Jeg tog straks hen for at besøge dette barokkapel, det største og mest pragtfulde i kirken, udført i guld og kostbart marmor.
På den lille tavle med arkitektens navn stod der: P. Bricci. Så var det altså sandt: Kapellet, som blev færdiggjort i 1675, var tegnet af Plautilla! Men ingen kunne have vidst det. Ingen forestiller sig, at bogstavet P står for en kvindes navn. Man ville tænke på Pietro, Paolo eller Patrizio.
Derfor tog min undersøgelse fat lige dér, i kirkens arkiv, og det blev starten på en fascinerende, lang og til tider fortvivlende rejse, fordi Plautilla kun har efterladt sig få spor.
Mange af hendes værker er gået tabt, og hun var en gådefuld kvinde, som ikke ønskede at vække opsigt. I flere år troede jeg, at jeg aldrig ville finde noget. Men jeg gav ikke op. Jeg giver næsten aldrig op. Ligesom Plautilla.
Hvordan er det samfund og den familie, som Plautilla vokser op i?
1600-tallets Rom er et socialt opdelt, brutalt og misogynt samfund. På den ene side var der hoffet omkring paven, en ledende samfundsklasse bestående af mænd, kardinaler og ministre, som levede uden (synlige) kvinder. Mens Venedig var en by, hvor kvinder om end ofte som kurtisaner havde større frihed og kunne blive kunstnere, digtere eller musikere, var kvinder i Rom bogstaveligt talt usynlige.
De var enten redskaber til fornøjelse, viet til det religiøse liv i klostrene eller fødemaskiner. Det gennemsnitlige antal børn for en romersk kvinde oversteg 18!
Plautilla kom fra ydmyge kår. Hendes bedstefar var madrasmager, et erhverv der sikrede en vis velstand, men som man så ned på, fordi det havde med menneskekroppens kropsvæsker og dermed urenhed at gøre.
Familien boede i et fattigt kvarter nær Piazza del Popolo og Via Margutta, kunstnernes gade. Men hendes far var ambitiøs og formåede at tilegne sig en betydelig viden bl.a. ved at lytte til de lektioner, husejerens sønner fik. Han blev skuespiller og forfatter af komedier og folkelige digte. Og frem for alt maler. Han var ikke nogen Caravaggio.
Han malede butiksskilte, våbenskjolde til kareter, landkort og lignende, men var en genial og excentrisk personlighed.
En af de første episoder handler om en hvaltand. Hvorfor valgte du at tage den med?
Jeg opdagede, at Plautillas far havde en hvaltand i sit atelier fra en rigtig hval, der var strandet nær Rom. De tog sammen ud for at se den. Hvalen er et enormt og eventyrligt dyr, som gennem tiden har inspireret mange kunstnere.
Det gik op for mig, at netop den kunne hjælpe mig med at fortælle denne fantastiske historie om en kvinde, der vovede det utænkelige. Det kunne Plautilla gøre, fordi hendes far også var sådan et menneske.
Da han på et tidspunkt blev syg, begyndte at undervise hende i malerkunsten. I 1600-tallet var alle de kvindelige malere, som arbejdede professionelt, børn af kunstnere.
Plautillas far var et alsidigt geni, og han lærte hende også om litteratur, matematik, geometri og det lidt, han selv vidste om arkitektur. Forestil jer en kvinde i 1600-tallet, som var i stand til at udføre beregninger for at opføre et hus! Plautilla var en meget usædvanlig skikkelse i sin samtid.
Hvordan lykkes det Plautilla at blive anerkendt som kunstner i det miljø?
Den romerske kunstverden var ekstremt hård, og en kvinde havde ingen naturlig adgang til den. Der herskede en nådesløs konkurrence, og malerne bekæmpede hinanden for at sikre sig bestillingsarbejder. Plautillas far, som ikke ønskede at have fjender, forblev i udkanten af kunstmarkedet. Kvinder kunne dog arbejde med religiøs kunst.
Der var et særligt marked for billeder med helgener og kopier af berømte malerier, som for eksempel Rafaels madonnaer. De blev solgt til pilgrimme og adelige, der besøgte Rom. Plautillas far får den idé, at hun kunne beskæftige sig med denne type maleri, og han opfinder en mirakuløs historie: Plautilla er ved at male en Madonna, som hun ikke kan få færdig, men en nat, mens hun sover griber selve Jomfru Maria ind og fuldender maleriet.
Faderen skænker værket til Karmeliterkirken, og præsenterer Plautilla som en jomfru, der er blevet begunstiget af Madonnaen
og hvis billeder derfor også skaber mirakler.
Han skaber således en professionel identitet for hende.
Men hun er ikke nonne, hun er fri, og faderen kan dø med sindsro.
Denne fortælling bliver det skjold, som giver Plautilla adgang til kunstverdenen.
Udover faderen er der også en anden mand, som får øje på hendes talent. Hvem er det?
Det er en abbed, som hun møder i en forholdsvis ung alder: Elpidio Benedetti. Også han kommer fra beskedne kår.
For at få økonomisk støtte fra Kirken til sine studier må han blive gejstlig og leve i cølibat.
I virkeligheden er han, som Plautilla, en rastløs og ambitiøs person, og de indgår en alliance om at realisere et kunstnerisk projekt og et fælles liv: Han giver hende opgaven med at tegne Villa Benedetti, også kendt som Il Vascello, i Rom. Kontrakten viser, at han pålægger hende at vælge materialer, fastsætte målene for trapperne og bestemme højden på murene.
Han trodser omverdenen ved at betro opgaven til en kvinde. Da hun underskriver kontrakten i 1663, skriver hun selv: ”Jeg, Plautilla Briccia, arkitektinde.” Efter min mening viser det, at der allerede dengang fandtes en bevidsthed om uligheden mellem kønnene. Og vi ved fra andre dokumenter, at det ikke var let for hende at blive accepteret som ansvarlig for byggeriet.
Senere begyndte man fejlagtigt at skrive, at hun kun havde udført tegningerne, mens hendes bror stod for selve opførelsen af villaen. Hendes rolle og ansvar blev således nedtonet i eftertidens historieskrivning.
Du har valgt at lade Plautilla fortælle historien. Hvorfor?
I Tintorettos engel er det faderen, Jacopo Tintoretto, der fortæller sin datters historie i tredje person. Men i dette tilfælde dør Plautillas far, da hun er cirka 29 år, og han når derfor aldrig at lære den Plautilla at kende, som vi kender i dag. Han ved ikke, at hun bliver en fri kunstner og noget ganske andet end en maler af madonnabilleder. En selvstændig kvinde, der er herre over sit eget liv, og derfor måtte hun også være fortælleren af sin egen historie. Jeg har været meget ærgerlig over ikke at kunne finde hendes dødsattest. Men egentlig er det også smukt, at den ikke er blevet fundet. Det er, som om hun ikke rigtigt dør, men forsvinder ind i bogen. Også af den grund valgte jeg en jeg-fortæller. Jeg ønskede at skrive om en kvinde, der stadig var levende.
Din roman bygger, som Tintorettos engel, på historisk research. Dengang skrev du både en roman og en biografi. Hvorfor valgte du nu en historisk roman i stedet for en biografi?
Egentlig ville jeg først skrive en biografi, fordi der næsten intet fandtes om hende. Men så indså jeg, at jeg i så fald ikke ville kunne gengive Rom med sit mylder af kunstnere, forbrydere og magtfulde mennesker på en fascinerende måde. Romanen er udelukkende baseret på historiske kilder. Alle scener og alle personer, fra Bernini til paven, fra tjeneren til smeden er virkelige.
(Alle kilderne ligger på Einaudis hjemmeside).
For mig er skrivning og forskning to processer, der foregår samtidig. Ofte er det selve skrivningen, der leder mig frem til nye opdagelser. Mens historikere arbejder mest med fakta, arbejder jeg også filologisk og undersøger ords betydning og anvendelse. Det åbner for nye perspektiver bl.a. på forholdet mellem Plautilla og hendes abbed. Det var et professionelt forhold mellem to mennesker, der havde aflagt kyskhedsløfte, og derfor havde de nok ikke et seksuelt forhold, men det vides ikke. De havde imidlertid et følelsesmæssigt bånd, som forbandt dem indtil døden: Han valgte at blive begravet i det kapel, som hun havde bygget, og endte symbolsk i hendes arme, og han havde foræret hende det hus, hun boede i. Kærligheden kan tage mange forskellige former, og dette er også en kærlighedshistorie.
