DIAA – In Minor Keys Af Eva Gericke Sørensen

30 Ottobre 2026
Comments off
63 Views

DIAA på Venedig Kunstbiennale 2026: In Minor Keys
Af Eva Gericke Sørensen

DIAA – Danish Italian Art Association – tager læserne af Il Ponte med til den 61. Venedig Kunstbiennale, som finder sted fra 9. maj til 22. november 2026. Biennalen er kurateret af Koyo Kouoh under titlen In Minor Keys.

Titlen henviser til musikkens mol-tonearter, hvor klangen ikke er svagere, men ofte mere kompleks og nuanceret. Kouoh, der oprindeligt kommer fra Cameroun og voksede op i Schweiz, sætter fokus på stemmer og fortællinger, som længe har været mindre synlige i den internationale kunstscene. De stille stemmer kan skabe stærk resonans.
Med et dansk-italiensk perspektiv ser DIAA nærmere på nogle af de pavilloner og kunstnere, som har en særlig forbindelse til DIAA’s arbejde mellem Danmark og Italien.

Den Danske Pavillon – Maja Malou Lyse: Things To Come
Den danske pavillon er kurateret af Chus Martínez og præsenterer Maja Malou Lyse, den yngste kunstner nogensinde til at repræsentere Danmark i Venedig. Mange danskere kender hende fra Sex med Maja, men projektet i Venedig bevæger sig langt ud over seksualitet som populærkulturelt emne.

I Things To Come forbinder Lyse science fiction, videnskab og det pornografiske billede i en undersøgelse af, hvordan billeder påvirker kroppen. Kan billeder være med til at forme menneskets reproduktive fremtid?

Værket tager udgangspunkt i forskning omkring den globale nedgang i sædkvalitet og et dansk studie med sæddonorer fra Cryos International, hvor man undersøgte, hvordan virtuel erotisk stimulation kunne påvirke sædprøver. Lyse bruger ikke forskningen som et svar, men som et kunstnerisk spørgsmål om forholdet mellem billede, begær, teknologi og fertilitet. Titlen Things To Come refererer til science fiction-filmen fra 1936 instrueret af William Cameron Menzies og inspireret af H.G. Wells’ tanker om teknologi og civilisationens fremtid.

Den Italienske Pavillon – Chiara Camoni: Con te con tutto
Den italienske pavillon er kurateret af Cecilia Canziani og præsenterer Chiara Camonis Con te con tutto – »med dig, med alt«.

Camoni arbejder fra Faenza i Emilia-Romagna, en by med en stærk keramisk tradition. Hun forbinder Italiens lange historie med ler og håndværk med spørgsmål om natur, fællesskab og materialernes betydning.

I pavillonen møder man 24 keramiske figurer: Colonne, Sisters og Daimons. De er skabt af ler og terracotta kombineret med grene, skaller, sten, plastikfragmenter og genbrugsmaterialer fra kunstnerens omgivelser.

Figurerne befinder sig mellem menneske, natur og noget mytisk. De er ikke afsluttede objekter, men kroppe i forvandling. Besøgende inviteres samtidig til selv at arbejde med ler og blive en del af den langsomme, kollektive proces.

Den Venetianske Pavillon – Note Persistenti
Note Persistenti betyder »vedvarende toner« – noget, der bliver hængende. Pavillonen tager udgangspunkt i Venedig som levende by, hvor vand, historie og minder hele tiden flyder sammen.

Udenfor møder man Alberto Scodros skulpturer skabt af materialer fra lagunen og genstande hentet op fra Venedigs bund. Jernrester fra blandt andet gondoler bliver forvandlet til former, der fortæller om byens skjulte historier under vandoverfladen.

Indenfor træder man ind i ECHO af Dardust og Paolo Fantin – et immersivt univers, der føles som en rejse under Venedigs vand. Lyden af lagunen omgiver de besøgende, mens fragmenter af et klaver svæver i rummet som rester af en glemt hukommelse. Til sidst samles instrumentet igen, og klaveret spiller en komposition skabt af publikums egne minder om Venedig. Byens hukommelse bliver dermed til musik.

Nauru – AIM Inundated: Imagining Life After Land
Den lille østat Nauru deltager for første gang i Venedig Kunstbiennale. Landet er blandt verdens mindste nationer og samtidig et af de steder, der er mest udsatte for klimaforandringer og stigende havniveauer.

Inundated betyder »oversvømmet«. Pavillonen undersøger, hvad der sker med identitet og kultur, hvis et helt land risikerer at forsvinde.

Blandt kunstnerne er italieneren Stefano Cagol, som arbejder med klima og menneskets forhold til planeten. Hans deltagelse har en særlig forbindelse til DIAA. I forbindelse med DIAA’s udstilling Campania Felix på Det Italienske Kulturinstitut i København i 2025 blev Cagols permanente værk The Core of Time – Far Before and After indviet.

Republikken Guinea – Le Son de l’Art: l’Écho de la Matière
Republikken Guinea deltager for første gang i Venedig Kunstbiennale med Le Son de l’Art: l’Écho de la Matière – »Kunstens lyd: Materialets ekko«.
På San Servolo undersøges, hvordan materialer bærer minder, identitet og kulturelle fortællinger.
Pavillonen har særlig betydning for DIAA, fordi Bruno Ceccobelli og Stefano Pizzi deltager. Begge kunstnere har tidligere været en del af DIAA’s dansk-italienske kunstudveksling gennem Den plastiske dimension af italiensk kunst på Det Italienske Kulturinstitut i København (2024) og Kalejdoskop Italien på Roskilde Kunstforening (2025).

DIAA – en lille stemme med stor resonans
Flere italienske kunstnere, som DIAA har præsenteret i Danmark, deltager nu på Venedig Kunstbiennale – en af verdens ældste og mest betydningsfulde internationale kunstbiennaler.

Som In Minor Keys viser, behøver en stemme ikke være den største for at blive hørt. De stille stemmer kan skabe en stærk resonans.
På DIAA’s Facebook kan man følge interviews fra Biennalen med blandt andre Chiara Camoni og Alberto Scodro samt historier fra de forskellige pavilloner.

Ønsker du at støtte DIAA’s arbejde, kan du scanne QR-koden og samtidig deltage i lodtrækningen om kunstværker til en samlet værdi af 10.000 kr. i efteråret.

Comments are closed.