Di Eva Ravnbøl
SØNDAGSFROKOSTEN TRUMFER ALT – LA TRADIZIONE ER DER INGEN DER SKAL PILLE VED
Prøv at spørge en italiensk veninde, om hun og hendes mand og børn har lyst til at gå i biografen tidligt søndag eftermiddag, eller om de har lyst til at tage til vandet eller i parken og spille bold. Prøv at invitere en romersk børnehave til fastelavsfest kl. 3 om eftermiddagen på en søndag. Prøv at køre på motorvejen mellem Firenze og Rom en søndag mellem 13 og 15.
Din veninde vil helt sikkert sige nej, for hun skal spise søndagsfrokost med sin familie og/eller svigerfamilie som ca. 90% af alle italienere gør. Børnehavebørnene vil sige ja til invitationen men ankomme mellem kl. fire og fem, for inden da sidder de selvfølgelig ved et langt frokostbord med familien, og vil da ikke bryde op for at gå til fastelavnsfest “i utide”. På samtlige italienske motorveje vil man med garanti ikke møde nogen former for kø eller tæt trafik midt på dagen på en søndag, da stort set alle sidder ved et overdådigt frokostbord og mæsker sig med tagliatelle og lammesteg eller andet godt.
Det er en af de helt urokkelige traditioner i Italien, selv i 2016 synes det en selvfølge, at man ikke skal lave om på det. Familien er vigtig, at samles om et måltid er vigtigt og tiden man bruger på hinanden prioriteres højt.
Den italienske politiker og forfatter Luigi Barzini skrev i 60’erne nogle rammende ord om italienernes madtraditioner, som binder familier sammen:
“Eftersom verden er så fordærvet, misfortalt, ustabil og uretfærdig, skal man kunne stole på det, ens gode sanser fortæller én, og lige netop det gør sanserne stærkere i Italien end noget andet sted i Europa. Derfor kan italienerne bl.a. lave mad. At hengive sig til at skabe og nyde skønheden kan vise sig at være meget vigtigt. Det er ikke altid nødvendigvis en måde, hvorpå man kan flygte fra virkeligheden. Det er nærmere en måde at fastholde virkeligheden på, når alt andet synes at gå op i retorik og kaos.
Italien har altid haft uhyrligt mange inkompetente generaler, præsidenter, tyranner, professorer, bureaukrater, journalister og industriledere. Men de vil ALDRIG tolerere inkompetente operasangere, dirigenter, kurtisaner, ballerinaer, skuespillere, filminstruktører, skræddere og kokke”.
GRUNDSØJLEN I SAMFUNDET ER FAMIILIEN – PÅ GODT OG ONDT
I Italien er der ikke en stat som den danske, der passer sine borgere fra “vugge til grav”. I Italien er grundstrukturen “La Famiglia”. Familien er det faste sikkerhedsnet fra vugge til grav, dalla culla alla tomba.
Man hjælper hinanden økonomisk, ved sygdom og i vanskelige situationer, man viser medfølelse, interesse og deltagelse i hinandens liv. Både når det går godt og når det går skidt. Det gælder både på tværs af generationer og ud i flere led af fætre og kusiner.
Når man kommer fra et land som Danmark, er noget af det mest slående ved familiesammenholdet i Italien, den store respekt og omsorg den yngre generation viser den ældre. I Danmark er vi et effektivt folk, som godt kan være lidt hurtige til at glemme de mindre effektive, når de bliver for gamle til at deltage i det almindelige hektiske hverdagsliv.
I Italien er der altid plads til de ældre, og folk giver dem plads og udviser tålmodighed. I Italien er der utroligt mange små virksomheder og selvstændige erhvervsdrivende. Mange af dem er familiedrevne og de ældre bliver ved at bidrage med både ekspertise, erfaring og traditioner, der skal viderebringes, så længe de overhovedet kan klare det. Nogle gange lidt længere. …
I mit lokale parfumeri ved Pantheon ansatte indehaverne engang en ung pige, der kunne stå og assistere bedstemoderen ved kasseapparatet, fordi hun ikke længere kunne se tallene på tasterne. De ældre anses aldrig som irriterende og langsommelige, men som en gave. Det er meget rørende og anderledes, set med nordiske øjne.
I en slagterforretning i Trastevere sidder 93-årige Irpinia stadig ved kassen og holder alle i ørerne ud over at modtage betaling fra kunderne. UDEN nogen form for assistance!
DE UNGE HAR SVÆRE TIDER OG FINDER STØTTE I FAMILIEN
Myten om at de italienske børn bor længere hjemme end andre, er alt andet end en myte. Det er den pure sandhed, en “kronisk” realitet. Italienerne er de unge, der flytter senest hjemmefra i hele EU. Danskerne er dem, der flytter tidligst hjemmefra. Ca. 55% af de 20-35 bor hjemme endnu (det er givetvis mest af økonomiske grunde, men lidt magelighed spiller nok også ind. Italienske børn i alle aldre nyder godt af et utroligt højt serviceniveau). Tallet er blevet en smule højere under finanskrisen og pga. den store ungdomsarbejdsløshed. Over 40% af de unge italienere er arbejdsløse eller under uddannelse.
Her træder familien til, da der hverken er SU eller ungdomsboliger eller anden hjælp at hente fra det offentlige.
La Famiglia holder sammen på trods af store vanskeligheder og krisetider. Italienske kvinder er nogle af dem, der føder færrest børn i Europa og institutionspladserne er utilstrækkelige.
Bedsteforældre passer stadig børnebørn i stor stil, da der f.eks. næsten ikke er nogle vuggestuemuligheder i Italien. Under 10% kan blive passet af det offentlige inden de fylder tre år.
De lader til at gøre det med stor glæde, og det er altid så dejligt at se, hvor mange både bedstefædre – og mødre, der trisser rundt på legepladser og i parker med deres små børnebørn og leger.
I Italien er de moderne familieformer mere og mere almindelige: samboende ugifte par, regnbuefamilier, singler, enlige forældre med børn osv. men det ændrer ikke på, at den store samlede familie er en lille stat i staten og dér, hvor man kan regne med at få støtte, hjælp, opbakning og ikke mindst masser af god mad og åbne arme.
