OPSKRIFTEN PÅ “LA DOLCE VITA”

”Jeg er stødt på begrebet ”det søde liv”. Hvad er det, der gør hverdagen til en fest, og hvordan gør italienerne?” Spørgsmålet var alvorligt ment, men slog benene væk under mig. For hvad er lige den store forskel? Altså udover, at vejret og maden bare er bedre. Jeg spurgte mine meddanskere i det italienske, og blandt de mange bud på det gode liv skilte ét sig ud. – Det er traditionerne fra region til region, fra by til by, der stædigt og stolt holdes i hævd. At tage sig tid til at sige Lei og Signore. At tage sig tid til at gnide auberginerne ind i olie og salt med så bløde og insisterende bevægelser, at man et kort øjeblik kun ønsker selv at være en aubergine, skrev Jesper fra Torino. At ”tage sig tid” til at drikke morgenkaffe på baren, eller at stoppe impulsivt op i vejkanten for at plukke vilde asparges til en æggekage, nævnes af andre som obligatoriske ingredienser. Respekten for, og med et dumt moderne dansk udtryk inklusionen af, de ældre, og fremfor alt at lade være med at programmere alt, var andre ude danskeres bud på ”the italian way”. Jovist stresser og brokker italienerne sig. Måske endda mere og i hvert tilfælde mere højlydt end danskerne. Men når dét er gjort, er der mirakuløst nok mere plads til bare ”at være”. Selv blev jeg tidligere stresset af at stå og sludre på gaden eller hænge over en lillebitte espresso på baren. I dag snakker jeg længe med naboer og andre hundeluftere om vind og vejr – og mad, naturligvis! – også selv om jeg så kommer for sent til en aftale. Men måske er svaret i virkeligheden titlen på et program på DR, der hedder ”Jagten på det gode liv”. Det gode liv skal ikke jages. Det skal bare leves.