Menneskedyrets dobbelthed Af Roberta Montanari

Menneskedyrets dobbelthed
Af Roberta Montanari

Da Eugenio Barba som 10-årig så sin far dø, gryede i ham en forståelse af menneskets sammensatte natur. Det modsætningsfyldte forhold mellem godt og ondt, lys og mørke, fornuft og følelse, blev siden et ”leit motif” for hans mangeårige arbejde i det multikulturelle Odin Teater.

Døren ind til Eugenio Barbas kontor står altid på klem. Den italienske grundlægger, leder og instruktør af det verdenskendte Odin Teater, som siden 1964 har gæstet 66 lande med knap 80 forestillinger, er i få dage hjemme mellem forestillinger i Kina og i Ecuador. På spørgsmålet om, hvad hans vigtigste rolle er, svarer han blot, ”at være her, at folk ved, jeg er her og kan gå ind og snakke med mig.”
Mens vi sidder i det lille kvistværelse, som han kalder sit ”antiflyrum” og er tapetseret med gaver fra hele verden, bliver vi da også afbrudt flere gange, blandt andet af en gammel ven, som skal rejse. Eugenio tager hjerteligt imod, for det er med personer, han føler sig hjemme, siger han, ikke på steder. Det til trods for, at teateret har haft sæde i en nedlagt grisestald i udkanten af Holstebro siden det i 1966 som en lille, fattig og ukendt trup fik lov at slå sig ned af Holstebro kommune. Og kommunen har ikke fortrudt.

Arbejdsdisciplin og selvkontrol
I dag er det en særegen verden, velordnet og med forgreninger til hele verden, som møder den besøgende. Træer klædt i farvestrålende silke og en stor trojansk hest står ved indkørslen, to tårne og fleretages længer er blevet bygget til af teaterets folk, der selv sørger for alt ned til den daglige rengøring. Arbejdsdisciplin og selvkontrol synes nøgleord for truppen på 14 skuespillere og de lige så mange medarbejdere på teateret.
Den lange foyer er belagt med ægte tæpper, på væggene hænger gaver og teaterets mange plakater. Der er den store røde sal, den mindre sorte, den blå og den hvide, musikværelse, bibliotek, arkiv. På væggene er rækkevis af bøger, masker, fotografier, æresbeviser og priser. Der er plads til 50 overnattende; gæsteskuespillere, studerende og jeg selv, en tilrejsende journalist, bliver gavmildt taget imod.
Hvordan har Eugenio Barbas baggrund og historie formet ham? Vi bringer nogle nedslag.
Hans far var generalkonsul for militsen i den fascistiske regering under Mussolini, og deltog i 1936 i Abessinien. Det samme år, Eugenio blev født i Brindisi som den anden dreng i familien. Hans mor var fra Napoli med borbonske aner, mild og eftergivende blev hun en afgørende faktor for Eugenios opvækst. Faderen fik en alvorlig nyresygdom og måtte skibes hjem fra Afrika. Da han fire år senere lå for døden, insisterede han på, at hans to drenge skulle se, ”hvordan og hvornår” deres far døde. Det var en voldsom og udmattende dødsnat, som den 10-årige Eugenio blev vidne til.

Livet er et mysterium, man tager ind dråbe for dråbe
”Man observerer de voksnes opførsel, min far i sengen, som raller med halv-åben mund, samtidig er man selv aktør, man føler smerte, man forstår ikke… og så kommer trætheden, det gør ondt i fødderne og en snigende tanke, ”far, prøv nu at dø snart…,” Eugenio Barba ler afvæbnende.
”Jeg er min far ekstremt taknemmelig for den erfaring. Jeg så det menneskelige dyr, dobbeltheden og hvordan modsætninger ofte forudsætter hinanden. Mennesket kan ikke forstås indenfor en rationel ramme, livet er et mysterium, man tager ind dråbe for dråbe og det leit motif kom siden til at præge min måde at lave teater på.”
Fra at have været velhavende og magtfuld mistede familien med ét penge og status. Amerikanerne overtog familiehuset i Bari, og Eugenio måtte flytte med sin mor og storebror til faderens familie i Gallipoli, en tilbagestående fiskerlandsby på Salentos hæl. Eugenio undgik folks medlidenhed og var helst alene, og hans mor billigede hans ”gode ensomhed.”
Efter gymnasiet – en militær kadetskole i Napoli – rejste han udenlands og tomlede gennem Europa. Hans mor gav ham 30.000 lire, det var ham ”en æressag” at give hende dem urørte tilbage.” Han led sult og lærte, at man er rig og fri, når man kan mestre sine behov. Når aftenen nærmede sig uden et sted at sove, mødte han det ukendte, angsten for at overleve. For Barba er der to slags mennesker i verden. De, som har lidt sult og de, som ikke har: Sult åbner empatiens muskler og skaber en refleks, når man ser andre lide nød.
”Når jeg som ung rejste alene uden penge og uden at kende sprog eller geografi, gik jeg ind i en febrilsk tilstand af årvågen forventning. Måden, jeg stillede mig op i vejkanten og løftede tommelfingeren, min stemmes intonation, når nogen stoppede, alt havde betydning. Automatisk anstrengte jeg mig for at vise mig pålidelig og opmærksom på mine værters vegne. Når man ikke kender sproget og kulturen i et land, bliver man den dumme, der ikke forstår de simpleste ting. Ens bevægelser, mimik og tonefald får afgørende betydning. Det påvirkede siden i høj grad mit arbejde som instruktør.”
”Det var bestemt ikke sjovt at møde frygten, men når det lykkedes at få et stykke brød og en varm seng at sove i, føltes det vidunderligt! Det er de små, sensuelle – og i princippet ubrugelige – glæder, meget af livet består af, selvom vi i dag officielt påstår, alt skal have en funktion; synet af en smuk kvinde, en smag eller duft, en følelse i kroppen. Livet består grundlæggende af to modsatrettede poler, som begge må være tilstede. Frygten er sine qua non, uden frygt kan du ikke kende sikkerhed.”

Racisme er at tage andres menneskelighed fra dem
Eugenio Barba mødte efter anden verdenskrig en heftig racisme mod italienere. Selv blev han som sømand og svejser ydmyget og hånet som italiener, ikke mindst i Nordeuropa. Racisme er at tage andres menneskelighed fra dem, siger han. Man kan enten være ligeglad og påkalde sig sin egen kulturs fordums storhed eller man kan møde den med vold. Han selv gjorde begge dele, og fik også tilkæmpet sig respekt.
”Italienere var datidens afrikanere. Som udlænding blev man enten dårligt behandlet eller set som eksotisk, hvilket var fint i forhold til piger, men man blev aldrig set som sig selv. At spille teater blev for mig en måde at tage en maske på og derigennem kunne leve mit liv.”
Italien var et ydmyget og forslået land, mindes han, efter at have kæmpet på den forkerte side sammen med nazi-Tyskland, tabt krigen og solgt sin sjæl. ”At tale om ’italienskhed’ som en enhed er en illusion, men min barndoms billeder af fattige fiskere fra Syditalien, der prøvede at overleve, har gjort dybt indtryk på mig,” siger den 81-årige instruktør.
Det samme har billedet af en mand fra bjergene i Sardinien tilbage i 1970’erne. Efter en forestilling, hvor teateret havde lavet en byttehandel, baratto – en kulturel udveksling af sange og dans, som er central i Odin Teatret – skar manden gavmildt tykke skiver skinke ud og rakte til hver. En hjemløs hund kom hen til bordet og mens manden smilede, trådte han hunden hårdt over poten, så den skreg af smerte. Sådan er menneskedyret uransageligt og sammensat.