Kaste sig ud i det Af Elvira Mormino

9 marzo 2018
Comments off
450 Views

Kaste sig ud i det
Af Elvira Mormino

Stræben efter lykke, the pursuit of happiness som en umistelig ret er en del af den Amerikanske Uafhængighedserklæring.
Det er The American Dream som så ofte beskrives og fortælles i romaner, film og reklamer.

Det sker oftere og oftere, at artikler og historier hentyder til at denne ”amerikanske drøm” i virkeligheden er lige her, at det er i Danmark at disse muligheder og friheder til at stræbe efter lykke findes.

Hvorfor Danmark? Der findes politiske grunde, sociologiske grunde og økonomiske grunde som forklarer hvordan og hvorledes, men i bund og grund handler det om at det ikke anses som en drøm, men som en mulig virkelighed som alle har ret til.
En sikkerhed.

Jeg har ingen trang til at diskutere om Danmark er eller ikke er verdens lykkeligste land, da det tydeligvis vil blive til en lang og svær snak, som vil bunde i det dybt subjektive.

I stedet er det denne sikkerhed jeg vil snakke om. Sikkerheden og trygheden, som giver mange i Danmark muligheden for og lysten til at stræbe efter lykke uden for mange begrænsninger.

Vi er mange iværksættere i Danmark!
Nogle har en genial idé som kan ændre verden. Andre ønsker bare at arbejde med det de elsker og er stolte over at kunne gøre det selvstændigt.

Hvis nogen havde fortalt mig, for ti år siden, da jeg flyttede til Danmark, at jeg i dag var selvstændig med egen virksomhed, ville jeg være død af grin. Tanken var både skræmmende og utænkelig. Jeg var ikke noget geni og havde ingen revolutionerende idé i baglommen. Det var kun mig. Men efter mere end fem år på arbejdsmarkedet, så var det bare det der skulle ske. Og frygten, som stadig var der, var ikke længere ligesom før.

I Danmark er det nemt at starte en virksomhed, med eller uden kapital. Infrastrukturer, kurser, organisationer, fagforeninger og kommuner er der alle sammen for enhver borger som ønsker at vide hvordan man prøver.

Skattekurser, momskurser, regnskabskurser, faktureringskurser eller kurser indenfor branding, PR, sociale medier, osv., dokumentation, oplysninger og støtte tilbydes af din kommune, din fagforening, din a-kasse, brancheorganisationer m.fl..

Springet og viljen til at kaste sig ud i det er stadig en personlig og subjektiv afgørelse, men sikkerhedsnettet findes og byder på en reel mulighed for dem som ønsker at stræbe efter lykke som iværksættere.

Systemet er med sikkerhed ikke perfekt. Alle systemer har problemer, både ideologiske og praktiske. Men det findes og lysten til at kaste sig ud i det også.

Comments are closed.