Den napolitanske pizzabager er en kunstner. Det har vi nu UNESCO’s ord for.
Af Monica Taddei
Siden tidernes morgen har menneskernes nedarvede overlevelsesinstinkt fået dem til at ælte vand og mel til dej. Men i Napoli bliver dejen beriget af kulturelle elementer, der gør den unik. Den har fået navnet pizza og er takket været de inspirerede pizzamestre blevet forvandlet til et kunstværk.
Sådan begrundede UNESCO i december 2017, at organisationen har føjet den napolitanske pizzabagers kunst til verdensarvslisten.
”Det kulinariske know-how i forbindelse med fremstilling af pizza omfatter armbevægelser, sange, visuelle udtryk, lokal slang, evnen til at håndtere pizzadejen, gøre sig bemærket og være en del af fællesskabet, og dét er indiskutabelt en del af kulturarven. Pizzabagerne og deres gæster tager del i et socialt ritual, hvor disken og ovnen fungerer som scene, mens pizzaen bliver fremstillet. Det udspiller sig i en hyggelig stemning, der tit fører til livlig snak med gæsterne.”
Det er begrundelsen for optagelsen på UNESCO’s liste, den første, der er dedikeret til en ældgammel færdighed, i dette tilfælde at kunne tilberede en spise, der er så enkel som en pizza. Det er et betydningsfuldt budskab, der løfter den napolitanske pizzabager op i kunstens rækker, idet den samlede færdighed bliver regnet for et gode, der bør beskyttes som immateriel arv for hele menneskeheden.
Italien er det land, der har flest områder på verdensarvslisten. Det her er nummer 58, der er blevet anerkendt af UNESCO, og nummer 9 for regionen Campania. Det giver den kulinariske tradition, der er opstået i Napolis fattige kvarterer og dybt forankret i lokalbefolkningens dagligdag, en højere værdi og kan være en befrielse for mange unge, der i pizzabagerfaget finder væk fra den sociale marginalisering.
Det er en historisk tradition, der i flere hundrede år har udgjort et ægte element af kulturelt fællesskab for Italien. Signora Pizza, den inspirerende muse, som man taler om på alle kontinenter, uden at hun nogensinde har ændret navn. Pizzaen er nævnt i litteraturen og hovedperson i muntre, napolitanske sange, den har krydset nationalgrænser og været ledsaget af stor berømmelse i de år, hvor historisk mange italienere emigrerede. Nu er den ikke kun napolitansk, men rejser verden rundt i tusind farvestrålende og fantasifulde variationer. Den bliver godt modtaget overalt, takket være store internationale kæder, der ganske enkelt er befordret af den ånd, som altid har eksisteret hos små napolitanske iværksættere, der er rejst ud i verden. Det er Made in Italy for småpenge, skabt af opofrelse og stædighed, men som har båret frugt og bidraget til at gøre pizzaen til et af de vigtigste elementer af en national identitet.
