Italiensk politik ved – endnu – en skillevej
Af Charlotte Sylvestersen
Parlamentsvalget den 4. marts 2018 bekræftede, at den tredje blok i det italienske parlament – Femstjernebevægelsen – er kommet for at blive. I 2013 fik Femstjernebevægelsen 25 procent af stemmerne. Fem år senere satte én ud af tre italienske vælgere kryds ved protestbevægelsen, der dermed for anden gang blev parlamentets største parti.
I skrivende stund – maj 2018 – forhandler bevægelsen med Legaen. Men uanset om resultatet i mellemtiden er blevet politisk regering, en teknisk overgangsregering eller er endt med udskrivelsen af et nyt valg, så er den politiske scene i Italien i dag inde i ny fase.
Tredje akt siden 1948
Efter over fyrre år med kristelig demokraterne ved styret , fra 1948 til 1992, og efter de seneste knapt 25 år med et nærmest almindeligt vesteuropæisk s
ystem, hvor magten har skiftet mellem centrumhøjre og centrumvenstre, så er fremtiden nu et tredelt parlament, hvor der skál samarbejdes. 
Dét er en helt ny politisk situation i Italien, hvor kristelig demokraterne regerede som i sin tid ligesom de antikke romere ved at dele brød og skuespil, gode pensioner, sikre an
sættelser og skjult eller åbenlys erhvervsstøtte ud i en lind strøm.
Siden 1994 bestyrede centrumvenstre og centrumhøjre skiftevis landet med et tofløjs system med indbyggede valglovspræmier til de største, selv om Berlusconi i sine ni år ved magten mest af alt bestyrede sine egne interesser.
Nye politikere, direkte demokrati og bredbånd til alle
Nuværende og kommende italienske politikere skal fremover uanset overbevisning være opmærksomme på, at en stor del af vælgerne ønsker både nye politikere og nye måder at føre politik på.
Ikke blot blandt Femstjernebevægelsens vælgere mener mange, at Italien siden Mario Monti i 2011 tog over efter Berlusconi, imod demokratiets spilleregler, har været regeret af udnævnte premierministre i stedet for folkevalgte politikere. Politologiske forklaringer om, at man gerne må tage folk ind udefra, som Matteo Renzi i 2014, blot der er flertal herfor hos regeringen i parlamentet, fjerner ikke fornemmelsen af snyd. De traditionelle politikere har ikke magtet at udrydde den misforståelse.
Femstjernebevægelsens vælgere er nok tiltrukket af løfterne om højere pension og borgerløn, men bevægelsen fastholder stadig sin identitet som en protestbevægelse, der repræsenterer en ny form for direkte demokrati, hvor medlemmerne online både kan vælge kandidater, og debattere og stemme om lovforslag. Endvidere har bevægelsens stærke profil på de sociale medier sammen med løfterne om hurtigt bredbånd til alle, og en digital oprydning i det omfattende italienske bureaukrati, ramt plet.
EU har svigtet og skal ikke bestemme
Selv om Femstjernebevægelsen har modereret sin EU-kritik, så er den sammen med Legaen også et tegn på, at en stor gruppe italienere har mistet tilliden til EU som den institution, der kan være med til at styre deres noget uregerlige land. Specielt føler mange, at EU har svigtet fatalt i spørgsmålet om menneskestrømmen over Middelhavet, og andre igen giver EU skylden for den økonomiske krise, som landet efter ti år stadig kæmper med.
Partito Democraticos nedtur er uden ende
Det italienske svar på de skandinaviske Socialdemokratier, Partito Democratico, endte i marts med under 20 procent af stemmerne. Deres interne skænderier efter valget minder efterhånden om et kollektivt selvmord. Hele den italienske venstrefløj er dybt splittet, og man må konkludere, at arbejderklassen i Italien i dag ikke har et fast politisk ståsted, selv om venstrefløjen tilsyneladende endnu har denne opdagelse til gode.
Partito Democratico gik ellers til valg med positive økonomiske nøgletal. Et svagt stigende bruttonationalprodukt, en opbremsning af både statsgælden og menneskestrømmen over Middelhavet, samt én million flere arbejdspladser. Resultaterne over fem års regering blev dog pakket inde i en ulæselig 100-punkts-folder, som ingen orkede at læse.
Til gengæld kørte centrumhøjre-koalitionen det tunge skyts frem under valgkampen med tallet på de 620.000 migranter og asylansøgere, der ankom mellem 2013 og 2017 men ignorerede samtidig, at der i 2017 ankom 60.000 færre end i 2016. De én million nye arbejdspladser blev også fejet væk som midlertidige ansættelser, velvidende at stort set ingen italienere regner et arbejde med en tidsbestemt kontrakt for et rigtigt arbejde.
En dybere kløft mellem nord og syd
Sidst, men ikke mindst, var valget i marts et vink med en vognstang om, at Italien reelt består af et velhavende Norditalien, et relativt velhavende Mellemitalien, og et Syditalien med øerne Sicilien og Sardinien, der fjerner sig mere og mere fra resten af landet. Gennemsnitindtægten per indbygger var i 2015 i Norditalien omkring 32.000 euro, men kun 17.800 euro i Syden.
I Norditalien stemte de velhavende på Legaen, der vil have lavere skat og mindre stat. I Syditalien støvsugede Femstjernebevægelsen de fattiges og de arbejdsløses stemmer med løfter, der i realiteten kræver højere skat og mere stat.
Det seneste italienske parlamentsvalg har ændret den politiske virkelighed grundlæggende, og afslører et dybt splittet land, der endnu engang skal opfinde sig selv.
