Grazie, scusa og per favore, for pokker! – Af Charlotte Sylvestersen

5 novembre 2018
Comments off
331 Views

Grazie, scusa og per favore, for pokker!
Af Charlotte Sylvestersen

Det italienske modstykke til Emma Gads bog Takt og tone fra 1918 blev skrevet af ærkebiskoppen Giovanni Della Casa allerede i midten af 1500-tallet.
Værket Galateo ovvero de´costumi – Galateo eller reglerne for høflig adfærd – var dedikeret Della Casas kollega, biskoppen Galeazzo Florimonte.
Den latinske udgave af biskoppens fornavn – Galatheus – er dermed gået over i historien, der i øvrigt intet melder om, hvorvidt biskoppen havde problemer med etiketten, med skik og brug, takt og tone, sædvaner, normer eller med sin almene dannelse og opførsel i det hele taget.

På Michelin restaurant i jeans og t-shirt
Efter knap 30 år har jeg stadig meget at lære om omgangsformerne i Italien, fra nord til syd og derimellem. Jeg har desværre gennem årene gjort ikke én, men utallige brutte figure – altså opført mig dårligt eller decideret pinligt – i snart sagt alle tænkelige situationer.
Som at sige tu – du – til et kendt parlamentsmedlem under et interview, drikke øl af flasken på gaden, og møde op i t-shirt og jeans til middag på en Michelinstjerne-restaurant med samtlige milanesiske avisers chefredaktører. Bare for at nævne tre episoder, der i dag får mine tæer til at krølle sig langt op ad baglårene.
Jeg har dog aldrig haft strømper i sandalerne. Aldrig.

Må man bruge sko og ske til pastaen?
Italienerne selv er i dag heller ikke enige om galateo.
Maden og måltiderne er – naturligvis – et helt kapitel for sig.
Jeg har overhørt utallige diskussioner om, hvorvidt det er bon ton at fare la scarpetta, lave den lille sko. Altså at bruge brødet til at spise den overskydende pastasovs.
Et andet stridspunkt, der kan udløse timelange diskussioner, handler om hvornår pastaen er perfekt al dente.
Og så er der skeen. Min sicilianske ven Turiddu sætter sig ikke til bordet uden der er en ske til at rulle spaghettien op med.
Paolo fra Veneto rejser sig derimod smækfornærmet, hvis tjeneren giver ham en ske:
– Som om jeg er for dum til at bruge kanten af tallerkenen, fnyste han engang.
Man siger i øvrigt ikke tak for mad i Italien. Man roser eller diskuterer maden til overmæthed, men tak for mad findes ikke. Ikke at tale om maden er i Italien meget værre end at glemme et tak for mad i Danmark.

Hvad ønsker I? Hvem, mig?
Den formelle italienske høflighed overrasker mig også stadig. Første gang jeg i foråret i Amalfi blev tiltalt med det personlige stedord voi, altså I, kiggede jeg mig over skulderen. Tjeneren måtte jo tro, at jeg var en del af en gruppe.
Jeg havde glemt, at man i Syditalien er ofte er nærmest overhøflig, og min overvægt taget i betragtning følte jeg det en anelse fornærmende at blive tiltalt i flertal.
Som dansk kvinde fandt jeg det i sin tid også krænkende, når italienske mænd holdte døren, trak stolen ud, og var klar til at tænde cigaretten for mig. I dag nyder jeg enhver form for galanteri – ja, det ord stammer også fra Galeateo.

Buongiorno, salve og ciao…
Selv de daglige hilsner volder mig problemer. Portneren i ejendommen i Milano har heldigvis med årene vænnet sig til, at jeg roder rundt i det formelle buongiorno, det mere neturale salve og det venskabelige ciao.
– Nå, er det én af de dage, hvor vi er De´s, griner Raffaele, når jeg halvvågen kommer til at sige buongiorno.

De´s med svigermor
Min svigermor Ersilia og jeg var til min irritation De´s til hendes død. Vi nåede efter et par årtier frem til at kalde hinanden ved fornavn. Det var det. Jeg kender enkelte italienere, der stadig bruger flertalsformen voi overfor deres forældre, men jeg har endnu aldrig mødt en italiensk datter eller søn, der kalder Babbo eller Mamma ved fornavn.

Tak, undskyld og vær så venlig
Google giver over halvanden million svar, når man søger på galateo. Skal bare en lille del af alle disse manerer studeres, bliver det jo helt umuligt at besøge Italien.
Heldigvis ér virkeligheden meget nemmere.
De fire fantastiske ord grazie, scusa og per favore åbner nemlig både døre og hjerter i Italien. Og italienske børn lærer dem fra blestadiet via rim og børnesange.
Kombineret med et smil, der jo ér den korteste vej mellem mennesker, signalerer brugen af disse fire ord, at du ér et dannet menneske.
En del italienere vil, når du kombinerer ordene med buongiorno eller buonasera sidst på eftermiddagen, tro, du taler flydende italiensk.
Tag det som en stor kompliment, for den slags skaber grobund for både god service og livslange venskaber. Så betyder det meget mindre, at du fornærmer kokken ved at bede om salt på bordet eller siger god appetit, som af en eller anden grund regnes for udannet. Med hensyn til sokker i sandalerne er jeg dog stadig i tvivl, om det kan tilgives.

Comments are closed.