Julekrybber med pizzaovne og spansk silke Af Cecilie Marie Meyer

15 Dicembre 2018
Comments off
275 Views

Julekrybber med pizzaovne og spansk silke
Af Cecilie Marie Meyer

Blot et stenkast fra det overdådige Reggia di Caserta-slot nord for Napoli ligger der en glemt historie om håndværk, kongeblod og industri, der i århundreder har oset af kærlighed til den blanke, skinnende silke. Engang var silkefabrikken Opificio San Leucio nemlig verdensberømt for sine overdådige stoffer, og de 200 år gamle trævæve er stadig i brug. Men hvad har den tunge brokade at gøre med den napolitanske julekrybbe?

Hvis der findes en plante, som mere end noget andet tegner Syditaliens industrielle fortid, er det morbærtræet. Dets bløde, lysegrønne blade med den fløjlsagtige overflade er nemlig den eneste føde, som silkeorme indtager, når de gnasker sig store og fede og til sidst forpupper sig i en vattet kokon, hvis forviklinger i århundreder har udgjort en regulær guldtråd for den lokale økonomi.

Morbærtræerne står stadigvæk i klynger i hele Syditalien – tættest i Campania og på Sicilien, hvor man siden middelalderen har lavet tyk silke. Og i den lille landsby San Leucio vest for Reggia-paladsets springvand kulminerede forarbejdningen i form af skinnende silkestoffer, der både prydede de spanske konger, som herskede over Syditalien, og de tusindvis af napolitanske julekrybber, som befolkningen i Napoli hvert år til jul satte frem derhjemme.

Den tusindårige napolitanske julekrybbe
I dag kan man stadig se de barakker, som husede de travle silkearbejdere, og Il Palazzo del Belvedere, hvor museet for silkeproduktionen findes. På værkstedet Opificio di San Leucio på byens Piazza della Seta væves der endnu silke på gammeldags facon, og stedet er unikt på grund af sin pertentlige teknik, de smukke mønstre og kvaliteten af silken. Især op til jul får væveriet travlt: Opificio San Leucio er nemlig uløseligt knyttet til den napolitanske julekrybbe-tradition, hvor håndværkerne i julekrybbe-gaden San Gregorio Armeno i hjertet af Napolis gamle centrum svøber deres figurer i den fornemme silke, inden de bliver revet væk af lokale, af turister og af samlere.

Julekrybberne og deres forbindelse til den tunge, kongelige silke er det perfekte billede på Napolis sammensatte virkelighed: den såkaldte napolitanske ‘presepe’ menes at være omkring 1000 år gammel og kan spores tilbage til den tidlige middelalder, hvor man begynder at lave menneskestore iscenesættelser af Jesusbarnets fødsel. I 1700-tallet flytter julekrybben ind i de napolitanske hjem, og der opstår en kult omkring presepe-begrebet, som befolkes af terracotta-figurer fra Napolis folklore. I dag er ingen napolitansk presepe komplet uden figurer som damen med æggene, slagteren, en pizzabager og hyrden Benino. Det er nemlig takket være ham, at julekrybben, som vi kender den i dag, eksisterer, fordi han ifølge den napolitanske myte ligger og sover på et leje af halm og drømmer hele sceneriet med den hellige familie.

Andre uundværlige komponenter er ovnen, der ved hjælp af en lille pære gerne blusser inde i den papmaché-opsætning, som udgør krybbens omgivende bjerglandskab og helst også indeholder en model af Vesuv. Er man særlig fiks på fingrene skal der tilmed være rindende vand i sceneriet, da vand ophæver den ondskab, som ilden fra ovnen også repræsenterer.

Fabrik med pensionskasse og gratis skole
Alle sociale skel i Napoli elsker julekrybben – om man er rig eller fattig, spiller ingen rolle: en kunstfærdigt opsat presepe er en del af enhver juleudsmykning i Syditalien, og at de vigtigste figurer svøbes i kunstfærdig silke fra San Leucio illustrerer den ældgamle forbindelse mellem befolkningen og kongemagten, der fra 1400-tallet til midten af 1800-tallet havde hjemme i Napoli.
Med Italiens samling sluttede epoken for de mange fremmede kongemagter i Syditalien, men napolitanerne har stadigvæk en meget levende bevidsthed om deres kongelige fortid, og nogle hylder endda det forgangne, spanske herredømme, som på flere måder introducerede moderne begreber til folkets bedste.

Et godt eksempel herpå er netop silkefabrikkerne i San Leucio, som Kong Ferdinand den IV åbnede den 25 marts 1776. Han ville konkurrere med den verdensberømte, franske silke fra Lyon, og opbyggede en hel lille by ved Caserta, hvor landets dygtigste skulle arbejde med råvaren og de allernyeste redskaber indenfor silkeproduktion. Opfindelsen var dog ikke kun industriel: kongen grundlagde nemlig et unikt mini-samfund, hvis huse, hvor de arbejdende og deres familier blev indlogeret, indeholdt den nyeste sanitet. Deres børn havde også ret til uddannelse og kom gratis på San Leucos egen skole, og der blev også stiftet en pensionskasse og en sum penge for de ældste, syge og uarbejdsdygtige i ‘kolonien’.

I dag er L’Antico Opificio San Leucio stadig i funktion og kan – udover at lave beklædning til Napolis julekrybber – også bryste sig af at have dekoreret det italienske parlament, Vatikanet og Det Hvide Hus med sin silke. Signaturen er farvestrålende silkebrokade, enten i klassisk stil med blomster, mønstre og det spanske våbenskjold, eller stoffer i mere enkle og moderne udtryk.

Hvert år laves der nye design, som kan ses på fabrikkens hjemmeside
www.aos.it

Kunstneren Lilia Bryl udfører konsekvent al sit arbejde I hånden fra begyndelsen med modelleringen i ler til dekorationerne og påklædningen i silke fra San Leucio. I hendes kreationer forenes det bløde maleriske udseende med den skulptoriske flydende linie, og giver herved alle hendes unikke kunstneriske figurer krop og sjæl.
https://www.liliabryl.com/


L’artista Lilia Bryl esegue i suoi lavori rigorosamente a mano, a partire dalla modellatura in creta, fino alla decorazione e vestitura in seta di San Leucio.
Nei suoi lavori la morbidezza del tocco pittorico si sposa felicemente con una fluida linea scultorea, regalando ai suoi pastori artistici, tutti pezzi unici, un corpo e un’anima. https://www.liliabryl.com/

 

 

Comments are closed.