Julefrokosten er regionernes kampplads Af Charlotte Sylvestersen

30 Dicembre 2018
Comments off
1.577 Views

Julefrokosten er regionernes kampplads
Af Charlotte Sylvestersen

Juleaften i familiens skød 25. december ender ofte som regionale slagmarker, fordi alle vil have deres egne specialiteter. Maden kan også bruges til at fornærme hinanden, og en forkert salami kan ødelægge både julestemning og ægteskab. For slet ikke at tale om den norditalienske kagekrig.

Når de marinerede ål fra den sumpede Comacchio sø i det østlige Emilia-Romagna blev serveret, kom julesmilet frem hos min ellers ikke smilende svoger. Nu var det háns øjeblik under den timelange og uendeligt omfangsrige julefrokost den 25. december.
Hvis der mangler specialiteter fra alle deltagernes oprindelige hjemegn, er det simpelthen ikke en rigtig julefrokost. Jeg har en syditaliensk ven, der i vrede forlod julefrokosten, fordi der manglede den rigtige calabresiske spegepølse. Dén fra nabobyen, som hans kone havde anskaffet, opfattede han som en dødelig fornærmelse. Med rette, tænker jeg, for jeg kendte også hans hustru. Nu er de skilt.

Tilbage i min italienske families skød smagte jeg på ålene, men kun fordi jeg har lovet mig selv, at jeg skal smage på alt, så længe det er dødt. Af hensyn til min milanesiske mand og den ægteskabelige fred tog jeg også et par mundfulde af hans yndlingsøjeblik, da komaven i tomatsovs kom på bordet.

Derefter fulgte den årligt tilbagevendende meningsudveksling mellem svoger og ægtemand om, hvorvidt Lombardiet eller Emilia-Romagna er den italiensk gastronomis vugge.
Det handlede i virkeligheden om, at de ikke kunne lide hinanden, og så kunne gastronomien bruges som dække over nærmest enhver form for fornærmelse.

Før diskussionen udviklede sig til en familiær borgerkrig, var det heldigvis svigermors øjeblik med de kedelige tortellini i klar suppe. Svigermor burde have været født i en Indremissionsk familie i Vestjylland. Hendes madsmag var, helt usædvanligt for en italiener, præget af skyld, afsavn og lidelse. Sine sidste år levede hun af suppe med pasta, kiwi og tomater, og ville endda roses for sin askese.
Selv havde jeg som sædvanligt overdrevet med forretterne.
Den dyre laks, som jeg hvert år insisterede på at tage med hjem til svoger og svigerinde, havde de skam også nippet til. På samme måde som jeg havde smagt på ålene og komaven.
Så laksen var min. Men der var også små æggekager, friskbagt Focaccia med ansjoser, fordi tante boede ved kysten i Ligurien, rejer, pikante ansjoser samt artiskokker, peberfrugter, auberginer, Karl Johan svampe og andet godt i olie.
Og pålæg.
Pålæg i lange baner, og husk nu at rose svoger for at han har hentet skinken i via Paolo Sarpi, hvor de har byens bedste. Fra Emilia-Romagna regionen, naturligvis.
Èn enkelt gang kom jeg til at sige, at jeg i virkeligheden bedre kunne lide Felino-spegepølsen syd for Parma end den fra Cremona i Lombardiet. Det udløste naturligvis en ægteskabelig krise.
Derefter kom der lasagna fra svogers region og Risotto Milanese, inden den perlehøne, som tante syntes var finere end kalkun, salsicciapølser og kalveschnitzler i Marsala.

På det tidspunkt var jeg nærmest i koma, fordi den allerede igangværende fordøjelse okkuperede al min energi. Alligevel lykkedes det mig, altid til min egen overraskelse, at indtage op til flere oste, karamel- og fløderand, mandelkager og små konditorkager. Sidst på eftermiddagen sad jeg minsandten også, lige som alle de andre, og knækkede hasselnødder fra Piemonte og valnødder fra Sorrento. Derefter var det tid til lidt frisk frugt, for ”det er nu så sundt”, sagde tante, der havde spist af alt, og alligevel var en størrelse 34.

Jeg husker aldrig, hvordan vi kom hjem fra disse julefrokoster. For mit indre ser jeg os sidde prustende af forstoppelse vel hjemme hos os selv efter årets juleorgie. Heldigvis gik det aldrig helt så galt for os, som det gjorde for ti beboerne på et plejehjem i Genova i julen 2015. Det havde simpelthen spist så meget til julefrokosten, at de måtte en tur på det lokale hospital.

Hvordan vi kæmpede os igennem afslutningen med den milanesiske julekage Panettone, ved jeg derfor heller ikke. Måske kunne vi, fordi tanken om kaffe virkede som et lys for enden af tunnelen.
Eller måske var det fordi, at her sænkede den gastronomiske julefred sig endelig over min italienske familie.
Sikkert kun fordi der ikke var nogen fra Verona, der insisterede på byens Pandoro julekage.
Helt mirakuløst, og Italien er jo miraklernes land, var hele min italienske familie endog også enige om, at den ægte Panettone er uden kandiseret frugt.
Heldigvis var jeg helt ude af stand til at sige noget, når kagen kom.
For efter min mening indtager Panettone og Pandoro stadig første- og andenpladsen på hitlisten over verdens kedeligste kager.
Men hvem er jeg til at ødelægge julefreden?

Comments are closed.