Italien med alle sanser Af Birgit Brunsted

18 Gennaio 2019
Comments off
1.441 Views

Italien med alle sanser
Af Birgit Brunsted

En række personlige nedslag og tanker fra en rejse i Toscana, hvor landets skønhed, enestående arkitektur og kunst, og italienernes generøsitet og imødekommenhed stadig eksisterer i rigt mål.

”Dannelsesrejsen har til formål at udvikle personligheden ved at give den rejsende indsigt i og forståelse af andre kulturer,” som det så smukt hedder i Wikipedia. Så i oktober begav Zienna og jeg os til renaissancens fødested, Toscana. Tanken var at se masser af kunst og gamle kulturlandskaber, opsøge det autentiske, italienske køkken og drikke den lokale vin.
Zienna er maler og undertegnede hendes mormor. Turen gik fra Venezia, over Bomarzo og Pienza og endte i Firenze.

Venedig smuldrer
Venezia er vel en af verdens smukkeste byer med det helt særlige lys, der har inspireret århundreder af venezianske kunstnere. Byens skønhed og legendariske særpræg er endeløst fascinerende, og en af fornøjelserne er at sidde med sin Campari arancia på en bar ved en af kanalerne, se solen forgylde de gamle palazzoer og lade eftermiddagen gå på hæld. Lige indtil der pludselig sejler et grimt højhus forbi. Når forbløffelsen har lagt sig, viser det sig, at det er et af de 650 krydstogtskibe, som hvert år får lov at sejle helt ind til Markuspladsen ad Giudecca-kanalen.
Skibene volder skade både på kanalen og den følsomme lagune. ‘Venedig smuldrer og drukner’, siger miljøforkæmperne. Mens vi var i byen, blev der afholdt en kæmpe demonstration mod ‘le grande nave’, og kanalens kajer og broer var stoppet med mennesker, der heppede på de små motorbåde, der sværmede som hvepse foran et af de monstrøse skibe på vej ud.
Venezia er på UNESCO’s Verdensarvsliste, og organisationen har uden held bedt bystyret stoppe anløb af krydstogtskibene inde i Venezia. Nu truer UNESCO med at sætte byen på listen over verdens truede kulturarv. Hvilken ydmygelse.

Hertugens dæmoner
Midt i 1500-tallet kom hertugen af Bomarzo, Pier Francesco Orsini, hjem fra den fransk-spanske krig, hvor han havde tjent i pavens hær i 11 år. Han havde været fange i Tyskland og set sin bedste ven dø. Få år efter han var vendt hjem, døde hans elskede kone.
Orsini var ude af sig selv af sorg og satte sig for at skabe en ‘monsterpark’, der skulle vise verdens grusomhed. Den store park er fyldt med kæmpe figurer, skabt af tufa-sten. Blandt andre en kæmpe, der river en anden midt over, hunde med tre hoveder, en krigselefant, der bærer sårede krigere væk, dyrekroppe med kvindehoveder, og et kæmpe hoved med munden åbnet i et brøl. Alt i et frodigt område med store, gamle træer.

Pavens drøm
Pienza er en mindre by i hjertet af Val d’Orcia, der indtil 1462 hed Corsignana. En vis Enea Silvio Piccolomini var barnefødt der, og i 1458 blev han valgt til pave. Derefter besluttede han at skabe en by, hvis byplan, bygninger og pladser levede op til renaissancens idealer om åbenhed, rationalitet og humanisme. Især bygningerne omkring byens centrale plads er ‘et mesterværk af et humanistisk kreativt geni’, som UNESCO begrundede det med, da Pienza i 1996 kom verdensarvslisten, lige som den drømmesmukke Val d’Orcia, som byen har en spektakulær udsigt over.
Der er selvfølgelig mange turister, men igen må man sande, at de fleste er dovne. Går man lidt væk fra hovedgaden, har man stort set de smalle gyder mellem husene, små pladser, blomsterrige haver og udsigten for sig selv.
Vi spiste frokost på Sette di Vino, hvor tjeneren venligt men bestemt oplyste os om, at her serverede man ikke pizza og pasta, men områdets egnsretter. Det skyldtes, at mange turister gik igen, når de så menukortet, som bød på ansjoser med pesto, crostini med svampe og trøfler, grillede løg, auberginer og zucchini, artiskokker, lever, vildsvinepølse og pecorino med honning. Intet kostede mere end 6,50 euro.

At købe pensler i Firenze
Derefter gik turen til Firenze og nogle af historiens største kunstværker – malerier og skulpturer, Uffizi, Michelangelos David, Palazzo Pitti og Boboli haverne med den enestående udsigt over Firenze.
Zienna var for en stund i malerhimlen, da vi besøgte Zecchi, en butik, der i mange år har forsynet professionelle kunstnere med traditionelle farver og antikke pigmenter, pensler, lærreder, håndlavet pergament og papir.

Stadig charmerende
En sådan rejse får én til at reflektere over kulturforskelle og til at undersøge, om italienernes højt besungne livsglæde, generøsitet og laissez faire tilhører turistmyternes verden, eller om den stadig eksisterer i det moderne Italien.
Tag nu ideen med Airbnb, som nogle steder, især i USA, er degenereret til grådighed og ligegladhed. Nogle værter forbliver usynlige og e-mailer låsekoder, så man selv skal finde ind i mørke huse. Nogle er svære at kontakte. Der er typisk opslag om alt det, man ikke må, og alt det man skal gøre, som at tage sengetøj af, bære affald ud etc.
Men ikke i Italien. Vi blev modtaget af charmerende værter på det aftalte tidspunkt – i ét tilfælde af værtens gamle mor ved busstoppestedet. Alle reagerede straks, hvis man kontaktede dem, og ethvert problem blev omgående løst. De eneste opslag var en tekst, der bød velkommen og meddelte, at alt i huset var til gæsternes disposition.

Busrejse uden billet
Overalt var hjælpsomheden stor: Overbærenhed med mit mangelfulde italienske og glæde over, at jeg prøvede. Galante mænd, der rejste sig op i busser og sporvogne. Barejeren på togstationen, der ringede efter en ven i en by, hvor der ingen taxa var. De ældre mænd, som vi mødte en mørk aften, da vi søgte en bestemt restaurant. Det viste sig, at vi var langt fra målet, så mens den ene af mændene underholdt os, gik den anden hjem efter sin Lancia og kørte os til restauranten.
Hvad ‘laissez faire’ angår, tager en buschauffør prisen. Vi havde rejst med tog og bus og var blevet sat af ved et stoppested i et befærdet sving i Montepulciano, hvor der var 70 cm mellem vejen og en stejl bjergvæg. Forudsat vi overlevede, skulle vi med en anden bus til Pienza men havde overset, at vi ikke havde billetter til den sidste strækning. Bussen kom, og vi tilstod straks vor brøde. Chaufføren rystede overbærende på hoveret, lukkede bussens bagagerum op og smed kufferterne ind. Og så kørte vi afsted uden billet. Og sendte en tanke til Movia. Det var aldrig sket her.

Det lokale køkken
Vi ønskede at spise autentisk, italiensk mad og fandt små restauranter, som bød på det lokale køkken. Dugene var snehvide, tjenerne opmærksomme. Vi fik ikke ét eneste dårligt måltid, og besøgte ikke én eneste restaurant, hvor omsorgen for gæsterne ikke stod i højsædet. Til yderst rimelige priser. Og ejeren af Poderuccio uden for Pienza, kørte os fire, der havde spist en pragtfuld middag der, hjem. Taxa, fnøs han, ikke tale om.
En espresso koster stadig 1 euro.

Comments are closed.