At bo i udlandet – en succeshistorie ved Grazia Mirabelli

22 Febbraio 2019
Comments off
1.703 Views

At bo i udlandet – en succeshistorie 
ved Grazia Mirabelli

Marco Carbone – med rødder i Calabrien og bosat i Danmark, vinder i Los Angeles den eftertragtede præmie: “Most Influential POPL Paper Award 2018.

At opnå denne ‘Oscar’ for design af programmeringssprog er ikke for alle, men det er lykkedes for Marco med sine “Multiparty Asyncronous session types”, for, som man kan læse i motivationen “at have inspireret mange forfattere, og påvirket områder i forskningen”. Som 41årig, heraf 17 år udenfor Italien, og nogle år rundt om i verden, har Marco slået sig ned i Danmark og adopteret København som sin by, hvor han arbejder som leder af MSc Program in Computer Science Department ved University of Copenhagen.
“Jeg blev født i Varapodio, i Calabrien, en landsby på sletten Gioia Tauro med omkring 3000 indbyggere, hvor jeg voksede op blandt venner og familie, det var til tider en smule kedeligt. Efter at have gennemført gymnasiet begyndte jeg at udvikle et vanvittigt ønske om at studere datalogi. Dengang var der ikke en uddannelse i datalogi i den nærmeste by, og så var det, at jeg – støttet af mine forældre – valgte Pisa, hvorfra jeg dimitterede i 2001″. Med Erasmus-støtte tilbragte jeg et år i Amsterdam, på Vrij Universitet, hvor jeg mere end noget andet var koncentreret om det sociale liv, virkelig fik lært engelsk og blev fascineret af europæisk kultur. Tilbage i Pisa – mens jeg søgte at færdiggøre studiet så hurtigt som muligt, da ønsket om at komme til udlandet var stort – modtog jeg to ph.d.-tilbud: et fra Brighton (University of Sussex) og et fra BRICS, i Århus – dengang en af de bedste ph.d. skoler i teoretisk computervidenskab på hele kontinentet -, som jeg selvfølgelig valgte. Der tilbragte jeg tre fantastiske år, og jeg lærte mange ting, der har påvirket den forskning, jeg laver i dag”.

At arbejde i udlandet, i et land som Danmark, hvor der gælder et ikke-pyramidalt hierarki baseret på personligt ansvar, evner og dygtighed, har det hjulpet dig til at vokse professionelt?
“Hmm, jeg husker, at da jeg ankom til Danmark, fik jeg mulighed for at få en ph.d.-studerende lige efter at jeg blev associeret, selv om jeg ikke havde nogen tilsynserfaring. Ved første øjekast kan det virke lidt hasarderet, men hvis miljøet er det rigtige, og hvis du er omgivet af de rigtige mennesker, kan du opnå gode resultater og lære meget på samme tid. I Italien er der desværre stadig for mange hierarkier, og at arbejde sig op lykkes aldrig… men vær opmærksom på ikke at misforstå: ansvarsstillingerne, hvor kapacitet og personlig fortjeneste ligger til grund, er ikke tilgængelige for alle, i modsætning til her. Sammen med Pernille, som jeg mødte i Århus, flyttede jeg i 2005 til London for i et postdoc mellem Imperial College og Queen Mary University at arbejde sammen med mine to medforfattere med hvem jeg skrev den artikel, der blev præmieret.”

I dag bor Marco og hans kone Pernille, som arbejder ved lægemiddelkontrollen i Novo Nordisk, i København med deres tre børn Chiara, Luca og Mila.
Hvad ville kunne få en etableret italiener til at flytte tilbage til Italien?
Desværre tillader den aktuelle politiske situation næsten ingen at vende tilbage – tværtimod er den med til at flere og flere søger væk. Mange af mine kolleger klager over manglende resurser – de har ikke engang mulighed for at deltage i de prestigefyldte konferencer med deres publikationer. Det er svært at forske på den måde og dermed også at lave karriere. Det er en ond cirkel: uden resurser opnår du færre resultater og på grund af det, modtager du mindre fra de fonde, der skulle finansiere mere forskning.
Men her vil jeg gerne slå et slag for italienerne. I Danmark er alle utroligt gode til at adskille familielivet fra arbejdslivet. Selv i universitetsmiljøet, hvor det for de, der beslutter sig for at forske, og hovedsageligt gør det for lidenskab, er weekender og fritimerne efter arbejdet urørlige, selvom der er en vigtig deadline. Efter min mening er det unødvendigt at være så stive – i nogle situationer betaler det sig at være lidt mere fleksible – som italienerne er det.

Hvor stor en del er Italien i dit liv i dag?
Jeg er uden tvivl ikke flov over at sige, at jeg er italiener, når jeg er i udlandet. Men jeg er overhovedet ikke nationalist – medmindre det handler om sport. Med mine børn er det anderledes – jeg elsker at fortælle dem om de smukke og enkle ting i Italien, som jeg stadig er stolt af – også den italienske væremåde. Det som jeg uden tvivl holder mest af, er det italienske sprog! Jeg tror, at jeg indtil de senere år har undgået at lære dansk – mine børn vidste, at jeg var dårlig til det – så de var tvungne til at tale italiensk til mig. Nu er mit danske blevet bedre og mine børn begynder at forstå det, når de skælder mig ud – på dansk.

Comments are closed.