En glaseret vase fyldt med grangrene
Af Cecilie Marie Meyer
Med sit rygte som jetset-ø, sin frodighed og sine lysende hvide bjergsider fremstår Capri som indbegrebet af ferie-lykke. Men øen har også sine dystre sider, der viser sig, når den rejsende mindst venter det. Det gør Capri til et dynamisk univers, der konstant overrasker. Cecilie Marie Meyer tager dig med til Capri på jagt efter melankolien.
Det er egentlig først nu, jeg tænker over det, mens jeg skriver denne artikel om Capri: at et rejsemål først er interessant, når det rummer alle menneskelige følelser. Eller måske er det bare mig. For jeg kender jo mange, der foretrækker at rejse steder hen, der udelukkende udstråler glæde: de græske kyster, Mallorcas bjergbyer, det sydfynske ø-hav. Jeg vover dog at påstå, at jeg ikke er alene i min forkærlighed for dramatiske landskaber, der ikke kun er smukke, men også tankevækkende, knugende, omskiftelige. Og af en eller anden grund har jeg altid forbundet Capri med Middelhavets melankolske sider.
Da jeg var i Napolibugten i foråret satte jeg mig for at undersøge fornemmelsen, og efter et ø-hop på Procida og Ischia tog jeg færgen fra havnen i Casamicciola Terme mod Capri. Alt tydede på at jeg var på vej mod bugtens mest smilende ø: de tunge regnskyer, der havde hængt lavt over Procida og Ischia, lettede som ved et mirakel, og solen fik Capris stejle porcelænssider til at lyse, og træerne på Monta Solaro til at stå frem som mørkegrønne grangrene i en glaseret vase.
Et frirum fra fordommene på kontinentet
Geologisk set er Capri også flere hestelængder foran de øvrige øer i Napolibugten, når det kommer til lethed og ynde: Capri er slutningen på den halvø af kalk, der rager ud i saltvandet mellem Napoli-og Salernobugten, og rummer Sorrentokysten i nord og Amalfikysten i syd. Til forskel er Procida og Ischia begge mørke lava-øer, der udgør toppene på de undersøiske kratere fra Campi Flegreis supervulkanske aktivitet langs fastlandskysten.
Capri er stadig forbundet med halvøen og resten af Italien under vandet, og menes at være blevet afskåret fra fastlandet i forbindelse med den sidste istid, da et jordskælv fik jordoverfladen til at sænke sig og Middelhavet til at fosse ind over tangen. Det isolerede forskellige arter af vildsvin, kaniner og hjorte på øen. Dyrene blev mindre og antog dværgstørrelser og døde efterhånden ud, da grækerne indtog Capri for 2500 år siden og begyndte at jage de små dyrevildt, der ikke var bange for mennesker.
Capris rygte som solfyldt og ubekymret destination bunder især i den aura af jetsetliv og eksklusivitet, som ferierende verdensstjerner har tilført den 10 kvm kilometer store klippe-ø siden 1950’erne. Inden da fandt især kunstnere og homoseksuelle fred på Capri. Her kunne de arbejde, filosofere og elske hinanden langt væk fra kontinentets fordomme, og på det dengang fattige og simple Capri, hvor bønderne og fiskerne levede et hårdt liv, fandt de mange af deres inspirationer. I dag er Capri et must for mange rejsende i Napoli-bugten, og selv charterturismen har fundet vej hertil, skønt priserne flere steder sætter grænser for de mest sparsommelige turister.
Spumante på terrassen
Alt dette på trods er skønheden ofte iblandet en dråbe melankoli. Man kan mærke den strejfe éns humør på det mest usandsynlige sted af alle, nemlig på La Piazzetta – den henrivende lille plads i centrum af Capri by, hvortil man ankommer med kabelbanen fra marinaen og hvorfra man har en storslået panoramaudsigt udover skrænternes hvidkalkede huse, palmer og blomster. Fjern dig gerne lidt fra mængden, gå et trin opad en trappe, og træd ind i Capris undseelige, naturhistoriske museum Ignazio Cerio. Her vil du for få euros kunne spadsere mellem velpudsede montrer fulde af fossiler fra øen, og ende besøget på en lille terrasse, der åbner op ud mod La Piazzetta, hvor pladsens klokketårn er så tæt på, at du næsten kan strejfe det fra balkonen. En kustode vil tilbyde dig et glas spumante, og herfra terrassen vil du, når solen er ved at falde i havet, opleve øens huse blive oplyst af et lyserødt skær, og alt vil synes sært flygtigt og forgængeligt.
Getting the blues
Ikke kun solnedgangen drypper af melankoli. En af Capris mest berømte beboere, Kejser Tiberius, beboede Villa Iovis, der ligger på et højdedrag allersydligst på øen, og førte ifølge historien et utugtigt levned: Huset er på enorme 7000 km2 og rummer både lange loggia’er, hvor kejseren kunne spadsere i tørvejr, en klippe, hvorfra han henrettede imperiets fjender ved at skubbe dem ud i det tomme rum, og store kæmpe badekomplekser, hvor han holdt vilde orgier. Tiberius var dog langtfra en lykkelig mand. Han levede først i skyggen af sin stedfar kejser Augustus som var en dygtig soldat, der udrettede store sejre mod germanerne, som terroriserede Romerrigets grænser i nord. Og helt usædvanligt for sin tid blev han i år 19 før vor tid gift med sin store kærlighed, Vipsania, men presset til at skille sig fra hende og istedet ægte Augustus’ egen datter Julia, for at komme tættere på kejsertitlen og sikre sin egen families dynastiske ambitioner. Det siges at Tiberius græd i senatet, da han efter Augustus’ død i år 14 fik pålagt titlen som Romerrigets nye kejser. Han fik fremstammet, at ansvaret var for stort at bære for bare én mand, og bad om hjælp med opgaven. Senatet fik dog overtalt Tiberius til at påtage sig hvervet ene mand, men den efterfølgende tid i Rom var så fuld af politiske intriger og vold, at Tiberius i år 26 foretrak at rykke hele sit hof til Capri, hvor han isolerede sig og boede de næste 11 år.
På Capri får man the blues, og netop den blå farve er et ledemotiv overalt på øen – måske mest berømt i Den Blå Grotte på øens nordvestkyst. Herinde kan man takket være den hvide havbund, havets genskind på grottens kalkloft og et undersøisk hul i klipperne, som får dagslyset til at skinne igennem saltvandet nedefra, opleve at svæve vægtløst i en mørkeblå sfære, hvor grænserne mellem klippe, luft og vand udviskes og får hele grotten til at ligne et neonfarvet drømmesyn. Capri er fuld af blå blomster, blåt hav og blå firben. The blues er aldrig langt væk, men det giver netop øen sin menneskelighed, og forhindrer den i at blive en turistfælde, blottet for livets nuancer. Gå på jagt efter The Blues, når du er på Capri, og få mere ud af din tid end blot ferie.
