Jeg er CAMILLERI Af Emanuela Medoro

4 Ottobre 2019
Comments off
74 Views

Jeg er CAMILLERI
Af Emanuela Medoro

Jeg vil på klassisk vis beskrive Andrea Camilleri’s værk, som – med udgangspunkt i Siciliens historie med dens tusind facader i ligevægt mellem fortid og nutid – fortæller om Italien af i dag, dets udvikling over tid, fra nord til syd.

For to år siden spillede Camilleri på det græske teater i Syracuse rollen som spåmanden Tiresia. Næsten blind, og ledsaget til sin plads med besvær, men med enestående livlighed i sine tanker og ord, fortalte han om personen Tiresias liv, som overleveret fra det klassiske Grækenland, han undersøgte derefter karakteren i litteraturen og rekonstruerede til sidst i sig selv dualismen mellem person og karakter. I sin blindhed sansede han verden tydeligere. Finalen var rørende, han takkede publikum for bifaldet, og han ønskede, at alle mødtes igen på dette sted, om hundrede år.

En anden klassisk helt er blevet brugt af ham. I et interview blev han spurgt, om ikke Montalbano lignede Ulysses. Han bekræftede dette og journalisten konkluderede, at hvis karakteren er vores dages Ulysses, så er forfatteren vores Homer.
A. Camilleris samlede værker består af hundrede bøger, historiske romaner og kriminalromaner. Den primære kilde er to bind, der beskriver en undersøgelse af Siciliens tilstand efter Foreningen af Italien. Borgmestre, byrådsmedlemmer, politichefer osv., fortæller om virkelige hændelser, der satte fantasien i gang hos Camilleri. Efter sine erfaringer som teaterdirektør ved RAI, begynder han at skrive og i 1978 udkom den første roman “Tingenes Forløb”.

Den mest berømte karakter i hans skønlitterære værker er Salvo Montalbano. Elsket i Italien og i verden fordi han søger sandheden med konsekvent ærlighed. Han arbejder seriøst, skarpsindigt, ser udover det åbenlyse, han finder ind til ansigtet bag masken, derfor er han beroligende og en sikkerhed for, at det gode altid vinder. Hans medhjælpere følger ham tillidsfuldt, han elsker god mad, han er trofast forelsket i Livia, han bor et dejligt sted – i det lille hus med terrasse i Marinella, som mange drømmer om.
I udformningen af sproget i Vigata, har Camilleri tilføjet dialektale vendinger, til at begynde med kun få, men sidenhen flere og flere og til sidst næsten udelukkende dialekt som eksempelvis i “Una Lama Di Luce” fra 2012. Camilleri forklarer dette valg: ”Jeg er en italiensk forfatter fra Sicilien, som bruger en italiensk dialekt, der har beriget vores fælles sprog. “Hvis træet er sproget, så er dialekterne den lymfe, der gennem tiderne har givet næring til træet”.

Hans bøger er oversat i hele verden og de tv-serier, der er formet over dem, har succes overalt, og på trods af, at de finurlige og livlige dialekter er forsvundet i oversættelserne, så forbliver handlingerne holdbare og fyldt med etisk og social betydning. Titlen på dette korte minde om A.Camilleri (1925 – 2019) stammer fra magasinet MicroMega’s udgave fra maj 2018, som slutter med at gengive titlen på en artikel af Simonetta Agnelli Hornby: “Nobelprisen er ikke værdig til Camilleri”.

Comments are closed.