De mange trapper, der fortæller om Napoli Af Silvia Padula

18 Ottobre 2019
Comments off
169 Views

De mange trapper, der fortæller om Napoli
Af Silvia Padula

Napoli har udviklet i højden og har mere end 200 trapper og gamle gågader, som forbinder bakkerne med centrum og kysten, og som i dag anses for virkelige mesterværker. Blandt disse forener la Pedamentina, det ældste monument, med betagende panoramaudsigt, Vomero-bakken med Corso Vittorio Emanuele, i hjertet af byen.

Jeg står øverst på de 414 trappetrin. Napoli ligger lige for mine fødder. Det er en by som har noget helt magisk over sig. Den er i stand til at få dig til at føle dig som en konge, men kan også overvælde dig med ubehag ved sine selvmodsigelser.
Heroppefra indånder man dog livet.

Hver by har sin egen duft. Duften af Napoli er umiskendelig: havsalt, kaffe og ragù blander sig i luften. I baggrunden ses Vesuv som kongen: yndefuld og imponerende på samme tid, en ægte, venlig kæmpe.
Altid venlig, forhåbentlig.
Fra Vesuv stammer også det håb, der altid har brændt sig fast i hjertet og i sindet af det napolitanske folk, et håb som, midt i de komplekse sociokulturelle kontekster, skaber en fælles bevægelse, et ideal der er i stand til at forene lægen med gadedrengen. På stadion ses håbet også, der hvor en simpel sejr kan repræsentere pragt og forløsning, en fejring af kærligheden til denne by.

Denne rejse begynder ved trapperne, trappetrin der symboliserer op-og nedgang. Disse trapper “skærer” byen igennem på langs og ledsager den besøgende gennem historiens forløb, idet de tillader ham at fortabe sig i smalle og foruroligende gyder, der skifter med en betagende udsigt. På disse trappetrin er man svævende mellem hav og land, man befinder sig i et limbo i hjertet af byen, rum, der er fælles for alle skrå byer som Napoli, og som her hælder blødt fra bakkerne ned mod havet.

Solens og havets land
Min rejse begynder en eftermiddag tidligt på sommeren. Solen er så varm, at du med en hvert sjældent vindpust af lun vind føler, at du får et gys gennem kroppen, efterfulgt af en umærkelig lettelse.

Komfortable sko, i munden stadig smagen af kaffe, strengt bitter. Sammenknebne øjne, fæstnet på de glitrende reflekser fra solen i havets bølger i det fjerne, som næsten blænder dig.

De eksklusive og de folkelige boligkvarterer i Napoli er meget forskellige fra hinanden: adskilt af de brogede facetter fra denne bys historie, som er knyttet til de mange udenlandske dominanser.
Napoli er en by for alle, det er umuligt at finde noget, som ikke falder i nogens smag.

Når man går ned ad de store trin efter trin, skifter panoramaet. De adeliges huse viger pladsen for mere beskedne huse, nogle med facaden direkte mod trapperne. Her er solen lun, nedstigning er behagelig og skyggerne skaber kølige områder. Trapperne er ikke særlig stejle, men konsistensen af de glatte sten fra Vesuv tillader ikke, at man slækker på opmærksomheden.

Det er en sten, som er vidt brugt i gaderne i det historiske centrum af Napoli og i provinsen, som vidnesbyrd om tilstedeværelsen af Vesuv. Overalt bemærker man sammensætningen af denne by: lavasten og hav.

I skyggen af Vesuv
Vesuv er en konstant tilstedeværelse i napolitanernes liv, de som ofte finder vej rundt ved at betragte bjergets ansigt foran dem. Kun en esoterisk by som Napoli, der er fuld af myter, sagn og traditioner kunne udvikle sig så roligt på skråningerne af en vulkan, at denne blev en integreret del af byens egen historie.
Jeg fortsætter med at gå nedad. Husenes eksistens bliver hyppigere, duften af kaffe og mad er stærkere og mere indbydende.

Går man længere nedad, støder man på grupper af meget tætstående huse: nogle af dem ligger ud til havet, men facaden vender den anden vej, enten på grund af en følelse af forlegenhed eller af arrogance, skønheden er der og de kan benytte den, som de vil.

Idet vi nærmer os havets overfladen, genkender vi de gamle sociale boliger, måske beboet af fiskere. Jeg holder en pause for bedre at observere de ritualer, som fortæller om det napolitanske folk. Bevægelser og vaner, der er forbundet til områdets demografiske struktur. Tøjsnore, der på grund af pladsmangel er forbundet mellem altanerne.

Det beretter om en tvungen fortrolighed, sommetider intim, etableret mellem mennesker, der således lærer hinanden bedre at kende. Lidt længere væk sænker en dame kurven ned, en antik kurv af vidje, klar til ubegrænset at blive læsset. På sin strækning gør den det muligt at overføre genstande fra top til bund og viceversa, i et ritual, der meget ligner filosofien i denne by.

Da jeg kommer helt ned, dufter jeg havet. Solen er efterhånden meget varm, og det er tid til at forfriske sig.

Der er mange mennesker på klipperne, jeg er lige ved at hoppe i havet. Mens jeg tænker over det, kan jeg ikke undgå at blive ramt af taknemmelighed over mit Napoli, som klynger sig til skråningen – fra bakkerne direkte til havet, og gennemkrydser forskellige verdener.

Comments are closed.