Bacio til Perugias chokolade-festival
Af Martin Christiansen
Italiens største chokoladefestival i Perugia tiltrækker op imod en million chokolade-elskere fra nær og fjern. Såvel børn som ældre elsker den duftende og velsmagende kakao-masse.
En lørdag formiddag er tre-fire granvoksne mænd i gang med hammer og mejsel og hakker i noget, der på afstand ligner en firskåren kampesten. Omkring den ophøjede sats står en hvinende menneskemængde, unge såvel som ældre, i håb om at få en flis af kampestenen. Den er nemlig lavet af chokolade.
Seancen indikerer åbningen af Italiens største chokoladefestival, Eurochocolate, der hvert år siden 1993 er blevet afholdt i oktober af ni dages varighed i det kuperede Perugia, kendt som Italiens chokoladehovedstad. Det skyldes ikke mindst, at en af Italiens største chokoladefabrikker, Perugina, har hovedsæde i Umbriens hovedstad. Særligt Peruginas signatur-chokolade Bacio (kys), den runde chokolade, indpakket i blåt- og sølvfarvet papir, er kendt af enhver italiener. Chokoladegigantens tilstedeværelse ved festivalen er proportional med dens størrelse.
At chokolade er elsket af alle – og at i særdeleshed børnene har en forkærlighed for den søde og velduftende kakao-masse, kan både ses og høres imellem de mange boder, med meterhøje stabler af runde chokolade-plader, opstillet langs Perugias middelalderhistoriske strøg, Corso Vannucci, og dets sidegader. Og undervejs passerer man blandt andet forbi en af byens kendteste vartegn, den smukke fontæne Maggiore fra det 13. århundrede.
Det forventes, at knap en million besøgende vil kikke forbi boderne, og chokoladeproducenternes kamp om deres opmærksomhed er stor. Særligt de store i branchen som Perugina, Cafferel og Lindt præger – med deres store markedsføringsbudgetter – gadebilledet, med deres store, farvestrålende boder og smukke, lokale servitricer, der med jævne mellemrum deler gratis smagsprøver ud. Sidstnævnte initiativ skaber kødannelser ligeså hurtigt, som et stykke mælkechokolade smelter i en barnehånd på en varm sommerdag. Et populært initiativ.
Blandt børnene er det store hit lykkehjulet, hvor de har mulighed for at vinde en af de kendte chokolader, hvis lykkegudinden, Fortuna, er med dem. Og sjovt nok er ”heldet” med de fleste børn. Chokoladegiganterne ved sikkert godt, at det er en dårlig ide at skuffe de mindste – de er jo, som det siges, fremtidens forbrugere. Grundlæggende er det smagsprøver iklædt et beskedent konkurrenceelement. Men det virker. Børnene kommer storsmilende tilbage til deres tilfredse forældre – hvis gevinst er fred i ti minutter- fra deres elskede poder!
De mindre og mere ukendte chokoladefirmaer er samlet i telte, hvor de nærmest står skulder ved skulder i bestræbelse på at tiltrække de forbipasserendes opmærksomhed. Deres fornemste salgsargument er, at deres produkter er lavet af ægte råvarer, ingen lette genveje for at sænke produktionsomkostningerne. Rigtig kakao, rigtige nødder og pistacie etc.
Og når kvalitetsargumentet ledsages af en smagsprøve, overbevises mange om, at de bliver nødt til at købe en plade. Trods en høj pris.
For de særlige chokolade-aficionados er der muligt at komme på chokoladeskole – og hvis man gerne vil omgive sig med chokolade 24/7, så er det også muligt. Der er nemlig et ‘chokhotel’ i byen, hvor chokolade indgår i alle mulige, umulige variationer – lige fra chokolade i samtlige dagens måltider til at bo på Sal fondente og at få en chokolademassage.
Chokolade-knappens bagside: Kvalitetschokolade er dyrt at lave
Hvert år har festivalen et nyt symbol. I år er det en knap, der pryder årets festivalplakat. Selv om der er mange glade ansigter med til festivalen, har chokoladeknappen dog også en mørk bagside, særligt for de mindre virksomheder.
En af de mellemstore chokoladeproducenter (med ti ansatte), der har skaleret ned i forhold til tidligere tiders aktiviteter på festivalen, er Vannucis Cioccolato, tæt ved Perugia. De er kendt for at lave chokolade af høj kvalitet, og blandt andet deres indpakkede, likørfyldte chokolader bliver solgt verden over (dog ikke i Danmark). Initiativtageren argumenterer med den særdeles hårde konkurrence, der er på salg af chokolade, og som forårsager store kvaler for de mindre producenter på markedet.
”Vi har for eksempel valgt udelukkende at anvende ægte råvarer i vores produktion, og det er en dyr løsning. Derfor er det nærmest umuligt at sælge chokolader til de store supermarkeder, da deres priser er op til tre gange lavere, end dem vi forlanger. Her kan vi ikke være med”, forklarer Antonio Zamporlini og oplyser, at de fortrinsvis sælger deres chokolade til specialbutikker.
Antonio Zamporlini havde tidligere en ledende stilling i Perugina-koncernen, men valgte i 90’erne at forlade stillingen, for at etablere Vannucci Cioccolato i begyndelsen af 00’erne sammen med et par andre. Siden etableringen har han været med til at udvikle over 100 af virksomhedens mange chokolader. Han fortsætter:
”Markedsføringen er også en udgift, der stiger voldsomt i disse år. Der er en fordel for de største i branchen, og det er en udvikling, der er eskaleret de seneste år. Derfor er vi presset til hele tiden at finde nye veje, for at få markedsført vores kvalitetsprodukter”.
