Dario Fo – forfatter, billedkunstner, instruktør m.m – led af kronisk kreativitet!
Af Bent Holm Dr.phil.
Sidste gang jeg var sammen med Dario Fo, var dagen efter hans 90-års fødselsdag i marts 2016. Aftenen før fandt en storslået fejring sted på Piccolo Teatro i Milano, hvor fødselaren optrådte med monologer og blues-improvisationer. Jeg havde takket for festen og taget afsked og regnede med, at det var det besøg. Men nej. Jeg forventedes at møde op på privaten næste formiddag. Her sad så den nu 90-årige ved sit arbejdsbord med fuld fokus på den roman om dronning Kristina af Sverige og Molière, han havde talt om flere gange. Kristina var en person, som var højt hævet over konventionelle køns- og klasseforskelle. Hun gav afkald på den svenske trone, blev katolik og slog sig ned i Rom, hvor hun arbejdede målrettet på at udvikle byens teaterliv. Kort sagt en sand heltinde efter Fos hoved. Efter nogle timer rykkede vi fra arbejdsbordet ud til frokostbordet i køkkenet, hvorpå Fo trak sig tilbage.
Nogle uger efter kom der melding om, at bogen var i store træk skrevet. Jeg fik en rå version til gennemlæsning. Herefter ringede og skrev vi sammen frem til hans død i oktober samme år.
Ved sin død efterlod Fo sig en håndfuld manuskripter. Bogen om Kristina var den første, som udkom posthumt i Italien. Han nåede ikke at illustrere den. Til den danske udgave (Multivers, 2019) valgte jeg derfor et antal billeder fra hans enorme produktion. De visualiserer vigtige temaer i romanen – maskekomedie, kvindeliv m.fl.
Fos produktivitet var nærmest patologisk. ”Mi riposo scrivendo”, sagde han – jeg slapper af ved at skrive. På en eller anden måde arbejdede han altid. Men alligevel oplevede jeg ham aldrig stresset.
Heller ikke i decideret pressede sammenhænge. En gang – en søndag i 1994 – besøgte vi Rame og Fo i huset ved Cesenatico på Adriaterhavskysten, hvor de tilbragte sommeren. Først samledes vi på landet omkring en guddommelig frokost. Så tog vi tilbage til huset og var bare sammen i al stilfærdighed. På et tidspunkt parkerede Fo sig foran fjernsynet og hengav sig til en yndlingsbeskæftigelse: at se motorløb fra Le Mans! Datoen er vigtig. Det var den 10. juli. Vi havde godt hørt, at han var i gang med noget opera i Pesaro. Men det er først nu, hvor jeg dykker ned i Fo-Rame arkivet, at det går op for mig, at det var dagen før prøvestart på et gigantisk projekt: Fos opsætning som instruktør og scenograf af Rossinis Italienerinden i Algier. Sin vane tro var han gået til originalmaterialet og havde fundet ud af, at der oprindelig medvirkede dansere og (muligvis) mimere i operaen, som altså var langt tættere på commedia dell’arte end normalt antaget. Det inspirerede ham til en sprudlende, nærmest surreel iscenesættelse med snesevis af dansere, artister og akrobater.
Det var et veritabelt scenisk cirkus, han her jonglerede med. Men som han sad dér, nærmest lidt apatisk, foran fjernsynet, var der ikke antydning af stor-kunstner-under-enormt-pres stemning omkring ham.
Tværtimod. På paradoksal vis hvilede han fuldstændig i sin kroniske kreavitet.
Bent Holm er en dansk teaterforsker, dramaturg og oversætter.
Holms forskning er tværvidenskabelig, praksis-baseret dramaturgisk og med vægt på kontekstualisering, bl.a. fokuseret på teatrets groteske former, f.eks. Commedia dell’arte, Holberg og Dario Fo Nyere titler af Bent Holm: Djævelens billede. Maskens magt-fra karneval til Dario Fo. Forord af Dario Fo. Multivers 2016; Quasi per caso un anarchico. Dario Fo fra Arlecchino e avanguardia; Il Castello di Elsinore, 2019 Un teatro d’avanguardia – per tutti. Dario Fo il modernista, Biblioteca teatrale, 2019
