Da øl blev til vin … (næsten) Af Martin Christiansen

Da øl blev til vin … (næsten)
Af Martin Christiansen

En præsentation af Baladin-øl er også historien om dens grundlægger, Teo Musso. Denne innovative og entreprenante ølbrygger har i den grad revolutioneret opfattelsen af øllet i det vinglade Italien.

Historien om det italienske luksus-ølmærke, Baladin, er fortællingen om et øl, der aldrig skulle have eksisteret, hvis grundlæggeren Teo Musso i stedet for sine egne instinkter havde fulgt bedrevidende markedsføringskonsulenter med hang til fokusgrupper. Alene idéen om at etablere et helt nyt mikrobryggeri i Piozzo, en landsby midt i et af de mest prestigefyldte vindistrikter, Barolo-distriktet i Piemonte-regionen – i Italien, hvor man nærmest udelukkende drikker vin fra eget distrikt … og ja, vand(!), vidner om en person, der i den grad tror på sine egne idéer og evner.

Bryggeriet i Baladin, i Piozzo

Men nu er Teo Musso heller ikke en mikrobrygger, der går tolv af på dusinet. Når man møder ham, forbinder man ham mere med en rockmusiker med mange år på bagen. Med et vildt pjusket hår i grålige farver, slidte cowboybukser og ditto T-shirt – og med adskillige armbånd om håndleddene og voluminøse ringe på fingrene. Imaget som rockmusiker passer ham angiveligt vel, da han ser de første mikrobryggere som en forlængelse af datidens rockmusikere, der brød med de etablerede opfattelser af, hvordan vellydende musik skulle udføres. Selv samme mission – at bryde med etablerede opfattelser – har han inden for øl.

Da han begyndte at brygge øl i 90’erne (i 1996), så italienerne øllet som noget, man drak, mens man med fedtdryppende fingre satte en pizza-slice til livs. Og øl-mærkerne begrænsede sig til de læskende pilsner-typer, Peroni og Moretti. The Guardian skrev en gang i en artikel om italiensk øl, at hvis man (før Baladin), skulle finde en god øl, der skulle matche en bedre menu, endte man op med et glas vin!

Overordnet set var det denne forestilling, som Teo Musso ville gøre op med. Grundlæggende ville han hæve øllets status, så det kunne måle sig med vin. Derfor begyndte han at ændre på en række parametre, lige fra flasken, etiketten og ølglasset til selve indholdet, øllet. Baladin-øllene skulle egne sig til mad, på lige fod med vin.

Selv på Zanzibar sælger man Baladin-øl
I dag ses resultatet tydeligt. Hvis man fik bind for øjnene – og udelukkende fik lov til at føle sig frem på flasken og glasset, vil man blive efterladt med flere spørgsmål end svar. I hvert fald ville man ikke forbinde indtrykkene med øl. Først når man smager Baladin-produkterne, fornemmer man, at der er øl i glasset, særligt de parfumerede og blomstrende smagsnoter, som Baladin-øllene efterlader i ganen. Musso’s foretrukne inspirationskilde er de klassiske, belgiske øl, oftest med høje alkoholprocenter.

Siden de første mærker blev introduceret, som Issac (opkaldt efter hans første søn) og Nazionale, er udvalget af forskellige øl samt diverse former for (stærkere) alkoholiske drikke steget enormt. I dag har han introduceret over 20 forskellige øl. Og kunderne har taget hans innovative produkter til sig. Ud over at man kan købe hans produkter i specialforretninger (særligt i Eataly-forretningerne) i store dele af den vestlige verden, er der alene i Italien 15 barer, hvor man udelukkende sælger Baladin-øl. Plus et par stykker i andre vestlige landes hovedstæder.

Og hvis man ikke kan få nok af Baladin, er der også mulighed for at bo på Hotel Baladin på Zanzibar, hvor en Baladin-øl er inden for rækkevidde, når frokosten eller en bedre middag indtages.

Målet er 100% italienske råvarer
Selv om Baladin i dag er blevet en etableret aktør på den globale mikrobryggeri-scene, læner han sig ikke tilbage. Et af hans store mål, som han håber, bliver virkeliggjort en dag, er, at alle ingredienserne i hans øl baserer sig udelukkende på italienske råvarer. Han er nået langt, men der er stadigvæk, dog ganske få, afgrøder, hvor han ikke er 100 procent selvforsynende.

Bryggeriet i Baladin, i Piozzo

Baggrunden er, at han ønsker at bryde med den tendens blandt de globale ølbryggere, at man, groft sagt, tager de bedste afgrøder fra de forskellige egne i verden. På den måde adskiller øllene sig ikke tilstrækkeligt fra hinanden; smagsoplevelserne bliver for ensartede, da mikrobryggerne anvender, mere eller mindre, de samme råvarer. Ved at være tro overfor de italienske råvarer, og ved at udvikle dem, forsøger han (sammen med sit team) at kreere nye typer øl, der i smag og oplevelse er anderledes, end hvad man traditionelt opfatter som øl.

For eksempel har han lavet en beermouth – en mellemting mellem øl og vermouth, der kan drikkes som en aperitif. Den er brygget på en skønsom blanding af klassiske øl-ingredienser, kombineret med en lang række urter (vel at mærke italienske urter), der normalt anvendes i en klassisk piemontesisk vermouth.

Opråb til verdens bryggere
På sigt håber han, at tanken om at bruge sit lands egne råvarer vil brede sig til de øvrige mikrobryggere, såvel i Italien som i resten af verden. På den måde vil forbrugerne af mikrobryggede øl opleve en endnu større variation af smag, end tilfældet er i dag.

Teo Musso gør i hvert fald sit til, at vi som forbrugere bliver udfordret i vores forestillinger om, hvordan øl kan smage, og til at øl finder vej til de middagsborde, hvor kun vine tidligere har haft en plads.