Mens virussen raser, nyfortolker den italienske kultur sig
Af Benedetta Rutigliano
Interview med Diego Sileo, konservator ved PAC (Museum for moderne kunst) i Milano, for at anskueliggøre scenariet for den kunstneriske sektor efter Covid-19. Selv om den italienske kultur hele tiden er til stede digitalt under lockdown, vil den – hårdt ramt – være nødt til at tage den nye udfordring op i ønsket om at åbne for nye dialoger, nye temaer, gendanne trivsel og inkludere nye målgrupper.
Selvom det er stærkt, er det italienske hjerte dybt såret: fra et turistmæssigt synspunkt var der fra marts til maj 31 millioner færre besøgende (italienske og udenlandske), med et tab på cirka 7 milliarder euro (kilder: Confturismo og Confcommercio). Et sammenbrud, der dominerer den kulturelle sfære: For ISTAT (Det nationale italienske statistik-bureau) – vurderes virkningerne af Coronavirus til et samlet tab på 10,8 milliarder euro på museer, biografer og teatre.
Med den globale sundhedssituation er der i øjeblikket talrige diskussioner og problemer omkring åbningen af museer. Men måske er dette netop tiden for kultur, til ikke at opgive men til at revurdere sin funktion ved at acceptere nye udfordringer: at hjertet, selv om det er i vanskeligheder, skal fortsætte med at nedbryde grænser og stereotyper og forbinde fjerne verdener med dets netværk af billeder, symboler og historier. Ikke kun ved at tilbyde at bevare hukommelsen, men ved at omdanne dem til en reference for samfundet, til aktive emner, der er i stand til at gendanne trivsel, inspirere til dialoger og værdier, i en slags positiv cyklus.
Vi har forestillet os scenarierne relateret til det kunstneriske panorama sammen med Diego Sileo, konservator ved PAC (Museum for moderne kunst) i Milano, designet af Ignazio Gardella i 1950’erne til moderne kunst.
Hvad synes du om de besøgendes oplevelse på udstillinger med opdelte indgange, iført masker og med påbudte afstande mellem de besøgende? Vil det måske være en mere eksklusiv måde at nyde kunst på?
Jeg ved ikke, om eksklusiv er det rigtige ord. Det kan man kun gisne om; det er et usædvanligt og surrealistisk scenarie, der skal prøves, før det defineres. Jeg spekulerer på, om den besøgendes tilrettelæggelse af besøget vil ændre sig: overfor et kunstværk er dét, der betyder noget, den følelse, vi bringer i spil, og jeg frygter, at med maske på og angsten ved at distancere sig, kan der være en psykologisk blokade såvel som en fysisk. Man skal finde en anden type dialog med kunstværket.
Tror du, at de digitale besøg, som et værktøj til modstandsdygtighed og spredning af kultursteder under nedlukningen, i fremtiden kan blive en anden gyldig kanal til at berige oplevelsen af at besøge udstillinger, og en yderligere indkomst for museer?
Helt sikkert. Det, der betyder noget både for kunst og for levende musik, er dog ikke at blive et alternativ, men at det bringer ekstra indhold, yderligere information. Vi har fået et digitalt fordøjelsesbesvær, mange italienske virksomheder, der ikke gjorde brug af det før, har taget det i brug: det var positivt og nyttigt i lyset af situationen, men det kræver tilpasning, ellers risikerer vi en invasion af oplevelsesudstillinger.
Er der blandt de mange reaktioner fra kunstverdenen i løbet af nedlukningen, især een, du ser som betydelig?
GAMeC i Bergamo, en by, der er hårdt ramt af virussen, har oprettet Radio GAMeC, der inviterer gæster fra forskellige områder til at dele refleksioner og dialoger om andre emner end lukningen af museet. Denne webradio er under denne globale tragedie en mulighed for at åbne museet for forskellige facetter af virkeligheden, som i et slags forum.
Tror du derfor, at denne krise kan være en mulighed for at genoverveje systemet med kunst og kultur, og deres funktion? Hvilke tanker har du omkring genåbningen?
Det er klart en mulighed for at revurdere museums-politikken og udvide dens grænser. Jeg tænker på en artikel af Paolo Giordano i Corriere della Sera, “Hvad jeg ikke vil glemme”: der er mange ting, vi gerne vil glemme fra denne periode, men den gav os dog anledning til at tænke på vores erhverv og institutioners funktioner. Vi snakker kun om kunst og kultur med dem, der forstår det: vi har nu en chance for at introducere nye dialoger, nye temaer og nye samtalepartnere og for at opgive sektorens elitære holdning.
I fremtiden er der et vanskeligt økonomisk og socialt scenarie, men der er et stort ønske om at vende tilbage til de ting, der får os til at føle os godt
Hvad vil der ske med PAC i de kommende måneder?
Vi kunne ikke oprette en udstilling, som om intet var sket, så vi udsatte Luisa Lambri’s udstilling til 2021. Vi ønsker at give et positivt signal ved at genåbne om sommeren med den årlige Performing PAC-konference. Det vil være en speciel sommerudgave om dialogen mellem nutidig kunst og musik med videoer, installationer, en hyldest til Laurie Andersons PAC-udstilling i 2003. Aftalerne vil være synlige på PAC’s YouTube-kanal, og i mellemtiden vil vi være i stand til at observere, hvad der sker, og forstå, hvordan vi skal fortsætte. Det bliver en atypisk sommer, men i det mindste vender vi tilbage til at tale om kunst og musik.
