Det er nu du skal se Venedig
Af Kasper Støvring
SOM VAKT af en sær impuls besluttede jeg mig for at tage til Venedig med henblik på at færdiggøre min næste bog. Midt under en epidemi.
Det, syntes jeg, var perspektivrigt. Og desuden er der ikke mange turister i byen i år. Hvornår får man mulighed for at opleve det igen? Jeg ankommer sent. Et voldsomt uvejr har tvunget mit fly til at kredse længere tid i luften, og da jeg endelig lander, er det til skybrud og torden. Det er nok et dårligt varsel. Men smukt er det, for byens brosten driver af væde, og det står godt til kanalerne og det vand, der er over alt i denne by og truer med helt at opsluge den.
Det mest besynderlige er dog fraværet af mennesker. Og så endda i Venedig! Jeg ser kun enkelte skikkelser, heriblandt en velklædt, ældre mand med en meget elegant stok, der smiler til mig med kloge øjne. De tomme gader bidrager til en natlig stemning af den ildevarslende slags, for byen er en veritabel labyrint, et tæt og snørklet virvar, jeg øjeblikkelig farer vild i, slæbende på min kuffert. Som den russisk- amerikanske forfatter Joseph Brodsky – der også har skrevet mindeværdigt om byen – savner jeg min Ariadne. Det er over midnat, og alt er lukket ned, så det er en smule nervepirrende.
Svedig og fortumlet finder jeg dog til sidst tråden og ankommer endelig til mit hotel.
AT JEG ER I Venedig under en epidemi, får jeg ikke mulighed for at glemme, for alle skal gå med masker.
Frygten for sygdommen pirrer mine nerver ekstra meget, og mit sind er i forvejen modtageligt for indtryk. Men imens jeg næste formiddag slentrer i byen og beundrer butikkerne på de mondæne gader, er der en due, der skider mig lige midt på min skaldede pande. Det tager jeg dog som et godt varsel, der kan afbøde det onde fra aftenen før.
Byen i vand! Om Venedig er det blevet sagt, at det eneste, der kunne overgå denne by af vand, ville være en by, der var bygget i luften. Så ekstraordinær er denne by.
Venedig består af 100 lavtliggende øer, der har overlevet på lave sandbanker i en sumpet lagune. Det er en fuldstændig overdådig by. Synet af marmorpaladser, duften af tang midt i byen, lyden af de mange kirkeklokker, cikaderne og mågernes skrig, den svalende brise fra havet, smagen af den lokale mad, sarde in saor, sardiner i sursøde løg. Jeg sørger for at indrette mig, så jeg får alle sanseindtryk på én gang.
Billedskøn er en kliche, der passer her: Dogepaladset, Markuspladsen, Basilikaen, statelige paladser og palæer, luksushoteller, maleriske villaer, fornemme kirker, alt sammen ødselt udsmykket, en rigdom af stilarter, fra byzantinske kirker samt paladser med buegange og åbne balkoner til de gotiske med buer og ribber, der giver et kniplingsagtigt indtryk, renæssance og barok.
DET ER IKKE coronavirussen, der giver mig åndenød her, men al den skønhed, jeg står og går midt i – læg dertil de hundredvis af kønne stenbroer, de skyggefulde middelalderpladser med den karakteristiske brønd i midten, de stille kanaler, verdens ældste ghetto og den storslåede udsigt over lagunen fra sydspidsen Salute, hvor hovedåren Canal Grande – ’verdens smukkeste gade’ – krummer så flot.
Byen er i sig selv malerisk, men er også rig på Europas bedste museer, selv kirkerne rummer storslåede kunstsamlinger.
Selv foretrækker jeg den imposante Frari-kirke med Bellinis og Tizians værker, malerier med bløde skygger, der er kendetegnene, ikke bare for byen, men også for den venetianske billedkunst.
Som om alt dette ikke var nok, kan man tage på bådfart til øerne i lagunen, Murano, Torcello eller kirkegårdsøen San Michele med mørke cypresser gemt bag høje terrakottamure. Og således blive
mindet om sin – og byens – altid nærværende forgængelighed.
Der er altså ikke et øjeblik at spilde!
Jeg står derfor allerede op mellem 5 og 6 om morgenen, dog mest på grund af varmen – mit værelse i en fredet bygning er uden klimaanlæg – men det gør ikke noget, for så kan jeg komme til verden alene på den lokale cafe ved det store torv. En søndag morgen havde jeg den smukke plads helt for mig selv og kunne følge byen vågne. Solens stråler, der langsomt glider over tagene og oplyser marmorfacaderne under en fuldkommen ren himmel.
Jeg holder dog mest af at flanere gennem byen ved aftenstid, hvor gadelampernes glød giver et meget smukt gulligt, nærmest orange skær.
Da der som regel ikke er andre mennesker i de mange snævre gyder, lægger jeg ekstra meget mærke til lyden af mine skridt og til min skygge, der følger mig helt tæt op ad murene. I det hele taget er stilheden bemærkelsesværdig, da jeg jo er i en storby. Der er ingen biler, og bådene kan man nogle gange høre, men kun i det fjerne ude på Canal Grande.
Byens vartegn, de sortlakerede gondoler – der har en påfaldende lighed med vuggende ligkister – er også dystert lydløse.
En aften, jeg står ved en kanal, glider en gondol tavst gennem det mørke vand, dukker pludselig op under lampernes svage skær, månen og stjernehimlen og forsvinder så igen i natten…
Til stilheden og forladthedsfølelsen bidrager også de mange tomme huse. Mange italienere har ikke råd til at bo i byen, så lejlighederne er udlejet eller opkøbt af rigmænd – der jo så ikke er her i år på grund af epidemien. Der er mørke bag ruderne.
DER ER NOGET enigmatisk over byen i denne undtagelsestilstand, et indtryk, der forstærkes en aften, jeg befinder mig i den dunkle bydel Arsenale, i en butik med hundredvis af groteske masker.
Den slags butikker er der mange af i byen.
Karnevallet i Venedig, der går 700 år tilbage, hører til et af de mest storslåede karneval i verden.
Denne aften slår det mig som et tema ved denne by: Det virkelige er skjult bag en forklædning.
Selve byen har karakter af illusion.
I butikken stirrer jeg på Pest-doktoren, den kendte maske med det lange næb, som læger brugte, når de skulle tilse de døende under pesten. Dagen efter læser jeg, at smittetallet er tredoblet på en uge her i Venedig.
Venedig er en forholdsvis lille by, men man oplever den som stor og uoverskuelig på grund af den labyrintiske tæthed.
Man tvinges til at fastholde enkelte pejlemærker.
Det træner øjet, og så øver det irregulære gadenet en stærk fascinationskraft.
Det gælder især lyden af usete fremmede i skumringstimen, deres skridt og deres stemmer, der kommer et eller andet sted fra og giver et dæmpet ekko i de snævre passager ved kanalerne. Murene sender lydene videre. Jeg orienterer mig efter lydene for at finde vej, men når jeg når om det næste hjørne, er der ingen. De synes forsvundet. Måske var de der slet ikke.
Jeg kender ingen anden by med en så stærk og særpræget atmosfære. Dubrovnik kommer vel nærmest, men kun i den gamle bykerne. Hele Venedig er derimod gennemtrængt af denne ejendommelige atmosfære. Man kan gå rundt i den i timevis.
Det er eventyrligt. Hvad venter der ved det næste hjørne om 20 meter? En piazza, en lille park, en kirke, endnu et marmorpalads, en ukendt fremmed?
Eventyrligt, ja, men jeg kan ikke sige mig fri for en snigende følelse af beklemthed.
Det skyldes naturligvis epidemien, men også noget andet.
MAN HAR JO mange ting med sig, når man besøger Venedig. For mig er Venedig uadskillelig fra Thomas Manns berømte novelle om den koleraramte by, ’Døden i Venedig’, og Nicolas Roegs uhyggelige film ’Rødt chok’ efter Daphne du Mauriers novelle ’Skyggen i Venedig’.
I mit første midnatsmøde med byen var jeg midt i den film og syntes næsten, jeg så en sær skikkelse i en rød regnfrakke midt mellem pilende rotter langs de skumle kanaler.
En morder? En druknet piges genfærd?
Byen indbyder til gys.
Labyrinten er særegen for byen, men ikke mindst vandet udgør et sælsomt trylleri.
Jeg elsker vand i alle former, især dem, der kommer til udtryk i lydefterlignende ord: silende, dryppende, klukkende, skvulpende, plaskende. Lydene udgør et akustisk akkompagnement til synet, til Venedigs overdådige visuelle skønhed.
Vand er et ledemotiv her i byen, som det sjovt nok også er i den bog, jeg skriver på hernede med arbejdstitlen ’I malstrømmen’.
Venedig er primært synets by, og vand ikke blot lyder flot, det ser også utrolig flot ud. Især den urolige genspejling på broer og mure i de smalle smøger og kanalerne hen imod aften, hvor vandet i et bestemt lys får et grønligt, smaragdlignende udtryk, om natten et udtryk af tyk, sort olie. Genskin af gadelys og måne.
Og så er der jo også det åbne hav og den berømte Lido, hvor forfatteren Gustav on Aschenbach i Manns novelle dør af den smitsomme sygdom til synet af den skønne yngling, der i solnedgangen peger ud over det blinkende uendelighedshav.
Lidoen er en enorm strand, engang verdens mest eftertragtede, med det fineste sand, nydelige badehuse og i år næsten ingen mennesker. Heller ikke her.
Imens jeg driver omkring, føler jeg igen en let svimmelhed og mathed i benene.
Pudsigt nok vel fordi jeg ikke får tilstrækkeligt vand. Kan dog ikke lade være med at tænke på feber…
Som turist må man godt iscenesætte sig selv, så på vej i båden tilbage til Venedig hører jeg i mine høretelefoner Adagiettoen fra Mahlers Femte symfoni. Man forstår, hvorfor Visconti brugte netop det stykke i sin filmatisering af ’Døden i Venedig’.
Ud af intet vokser violiners og harpens bløde toner, langsomt, ’sehr langsam’, til at begynde med næsten uhørligt, på samme måde som lagunestaden vokser frem af Adriaterhavet, ud af varmedisen. I hvert fald i et drømmende syn: Et længselsbillede uden for tiden.
Ikke så underligt, at Mann mente, at bådfart over vandet er den eneste rigtige måde at ankomme til Venedig.
Venedig er spejlenes by, og også det har at gøre med vandet.
DE MANGE spejlbilleder – byens spejling i kanalernes vand – er Venedigs måske mest fuldendte æstetiske træk. Også det ser man særligt i tusmørket. Marmorpaladser og patinerede murstensbygninger mørkner på en smuk og melankolsk måde i det dirrende vandspejl, som i en stille og sløret selvbetragtning under gadelampernes diset-gyldne lys. Jeg bilder mig ind, at denne type spejling indfanger selve byens aura.
Det er også derfor, Venedig er en romantisk by, i oprindelig betydning: Den tilbyder dunkelt-slørede spejle i modsætning til oplysningens klart oplyste spejle.
Spejleffekten er samtidig rig på associationer.
For det første understreger den byens illusoriske, drømmende karakter, i tillæg til det karnevaleske præg. Man foretrækker billedet frem for realiteten.
På den måde spejles byen så at sige også i sjælen, hele indtrykket vendes indad, bliver stemning, atmosfære, på en måde uendeligt reflekterende. Men vand er jo også ursymbolet på sjælen, det underbevidste.
For det andet sker refleksionen i det formløse element, i vandets på én gang skabende og nedbrydende element. De strømmende væsker, der overalt flyder gennem byen, er det højeste tegn på selve den levende kraft, der skaber og omskaber alting. Heri ligger en hel metafysik om den dynamiske kraft versus den statiske form: Venedig er i stadig bevægelse, i totalforandring, for så vidt som byen eroderes under slid fra tidevandet, men altså vel at mærke samtidig med at man hele tiden går rundt mellem form-fuldendte bygninger, broer og pladser, der har stået her i hundredvis af år. Men til sidst sejrer kraften, jo, som altid. Venedig vil synke.
Atlantis-myten taler sandt.
Hvordan mon Venedig ser ud på havets bund?, spørger jeg mig selv en aften, inden jeg skal sove. Og så skal jeg jo også til det: Undergangstemaet. Jeg behøver slet ikke søge efter mit tema, i denne by kommer det til mig helt af sig selv.
Men hvordan kommer man selv til i dette overbesøgte tema, hvordan rydder man sin egen plads?
Det ved jeg ikke, men jeg kan mærke, at coronaepidemien helt naturligt leverer metaforer til min beskrivelse af Venedig:
Kanalernes grumsede årer, der transporterer ilt fra byens svækkede lunger, byen i varmedisen som et febersyn, dekadencens virus, der har angrebet byen, og så videre.
Venedig er et skæbnebillede. Den store, gamle kulturby, der synker. Venedig har ikke ændret sig i århundreder, fortiden er på godt og ondt nærværende overalt, og de ældste paladser går helt tilbage til 1200-tallet. I sin storhedstid regerede Adriaterhavets dronning, den engang så stolte handels- og flådemagt, over det meste af Middelhavet. Men siden 1700- tallet har byen været i forfald.
Ikke blot synker og nedbrydes byen af vandet, den er også udsat for oversvømmelser, på bygningerne er freskerne for længst forvitrede, udsmykningen er mange steder nedslidt, pladserne falmede, ganske vist på en uhyre elegant måde, selvfølgelig, og klokketårne hælder på den sammensunkne jordbund.
Jeg føler da også, at der er noget lumsk over den grund, jeg går på her i byen. Er det ikke også hybris at bygge en by på havet?
Et skæbnebillede, for vi spejler os i byen.
Som Venedig, verdens smukkeste by, har også Europa haft sin storhedstid, men som Venedig kan Europa nok også holde sig flydende, så at sige, i flere hundrede år, efter fornyelsen er gået tabt. Måske som et stort museum, der kan overleve af turister blandt den nye verdensordens velhavere, kineserne.
Skønhed og undergang, det er byens – og vores – gamle tema. Der er vel ikke andre steder på jorden, hvor alle undergangsprofetiernes kernetanke passer bedre: At store civilisationer klinger smukkest i undergangen, når solen går ned, og skyggerne bliver lange.
I MIN MAILBOKS får jeg en dag en reklame fra min bilforhandler. I emnefeltet står: »Du får det ikke bedre end nu«.
Jeg behøver ikke at læse videre. Der er øjeblikke i denne by, hvor jeg intuitivt ved, at det passer, hvor hverken epidemien, savn eller længsel trykker mig, hvor jeg kan være mig selv, uden turister, og dog samtidig glemme mig selv.
Hvad den tyske forfatter Ernst Jünger sagde om Amalfikysten, kunne jeg sige om Venedig: Her er kun ét af alle tidens onder tilbage: At den går.
Så megen skønhed og så lidt tid, tænker jeg igen, få dage inden jeg skal rejse tilbage.
Det er aften, da jeg endelig flyver hjem til Danmark. Gennem flyrudens ramme ser jeg som i et maleri solen gå ned over Venedig. Jeg kommer nok tilbage igen.
Men det bliver aldrig det samme.
