”Syditalienerne er velsignet med et ekstra gear i livet”
Af Filippo Filippeschi
Den hellige fordøjelse, den livsnødvendige spadseretur, og den geniale veninde, Madonnaen. Den 3. december udkommer bogen ‘Mezzogiorno – Mennesker og mirakler under Syditaliens Sol’, hvor Cecilie Marie Meyer hylder landsdelens mange ukendte ressourcer. Il Ponte har spurgt Cecilie, hvorfor Syditalien fortjener mere opmærksomhed.
Hvad fortæller du om i din bog?
Bogen består af små historier i essayistisk stil, hvor den røde tråd dels er mit liv i Syditalien med kæreste og svigerfamilie, og dels mine senere erfaringer i landsdelen som forfatter og skribent. Gennem dem folder jeg Syditaliens mennesker og mirakler ud: om italienernes livsnødvendige spadseretur, la passeggiata, som hver dag foregår i selv den mindste flække. Om dengang jeg mødte
Marco Gambardella, som var femminiello – I Napoli har man i årtusinder haft et såkaldt ‘tredje køn’: mænd, der uproblematisk skifter mellem deres feminine og maskuline side, og som lokalt bringer held og anses som en velsignelse at have i kvarteret. Om dengang jeg opdagede min svigerfamilies besættelse af fordøjelsen og alle de uskrevne regler, der ligger bag et måltid – alt sammen for at forhindre mavekneb og træge organer. For eksempel skulle jeg spise ost og salame og drikke rødvin til i en særlig rækkefølge, for ikke at få ondt i maven. I Syditalien siger man: ‘Om morgenen er appelsiner guld, til frokost sølv og om aftenen bly!’ Og jeg oplevede, at man var rædselsslagne for agurkens kerner og skræl: to ting, man som bevidstløst spiser som dansker, mens
italienere er fuldt ud klare over, at grøntsagen i ‘hel’ tilstand kan være svær at fordøje for dem, der har problemer med tyktarmen. Og så er der hensyn til helbredet, som jeg aldrig havde hørt om: som dengang jeg skabte skandale i familien, fordi jeg gik udenfor med vådt hår uden først at have føntørret det. Min svigermor var frisør og korsede sig, fordi det ville give gigt i ryggen. Ligesom de lumske trækvinde, der giver den frygtede ‘cervicale’ – en helt særlig nakkelidelse, som kun italienerne synes at kende til. Jeg fortæller også om syditalienernes geniale veninde: La Madonna. Hun repræsenterer en hverdagsspiritualitet, som er fremmed for danskerne, men som ikke desto mindre udgør et ekstra gear i italienernes måde at omgås svære emner som død, sorg og stress. Min bog fremlægger disse og mange andre mirakler, som vi andre kan lære af, og som ikke tidligere rigtig er blevet beskrevet.
Hvorfor vil du skabe opmærksomhed om Syditalien?
I bogen ‘Ritorno al sud’ siger den pugliesiske forfatter Marcello Veneziani, at hvis Norden driver verden fremad, er det Syden, som holder den oppe. Det, synes jeg, er en utrolig præcis og poetisk måde at italesætte Syditaliens kraft. Området syd for Rom er i krise – den historie kender vi allerede, og den bliver ofte reproduceret i medierne og overskygger de syditalienske regioners potentiale. I syd er det sociale liv for eksempel ophøjet til en kunstart, og der et særligt blik for sammenhængskraften mellem menneske, lokalområde og natur. Det kan godt være, at økonomien i Norditalien holder hele landet på fode, men hvad skal vi bruge det til, hvis vi mennesker glemmer at være der for hinanden?
I en corona-tid og en epoke med masseturisme, hvor mange mennesker ønsker at komme væk fra de proppede kulturbyer, og leder efter nye måder at rejse og opleve verden på, er de 8 syditalienske regioner helt oplagte at vende sig mod i stedet: der er billigere, der mere plads og mere natur – Syditalien dækker faktisk omkring halvdelen af Italiens areal, men bliver sjældent besøgt af danskere og andre turister. Med mine historier om den syditalienske hverdag ønsker jeg at gøre Syditalien mere tilgængelig. Er man historie-interesseret, vil man desuden lære om alle de vigtige middelhavskulturer ved at besøge Syditalien Fønikerne, de gamle grækere, araberne og normannerne bosatte sig i landsdelen, som dermed udviklede sig helt anderledes end resten af landet og Europa.
Hvad finder du i Syditalien, som du synes, mangler i Danmark, og hvor kunne Italien omvendt lære noget af DK?
Kontakten mellem mennesker, et øget kendskab til sin egen krop og den spirituelle dimension i livet er 3 ting, som vi kunne lære meget af, når det kommer til Syditalien. De menneskelige relationer er den lim, der både fysisk og mentalt får det syditalienske samfund til at hænge sammen: man dyrker familien ud i de fjerneste led, man kender hele nabolaget og man holder kontakten på tværs af generationerne. Det er ikke fordi, vi ikke kender disse dynamikker i Danmark. Men i Syditalien har man historisk set været tvunget hertil for at prioritere og udvikle det sociale netværk, fordi store dele af staten var ikke-eksisterende, og fordi en hård, feudal hverdag med skiftende herrefolk gjorde det bydende nødvendigt, at man kendte de rette mennesker, for at kunne få hverdagen til at fungere. Man var afhængige af hinanden, og er det stadig.
Vi danskere kunne godt blive meget bedre til at føle efter. I forhold til syditalienere virker vi ret adskilte fra vores egen krop. Selv den mindste, syditalienske skoleelev kan udpege sine fordøjelsesorganer og kan mærke, om han eller hun har ondt i leveren, milten eller tyktarmen. I Danmark er der meget lidt fysisk forståelse for, hvad mad og drikke gør ved vores krop, når den er passeret ned gennem halsen. I Syditalien er fødens indvirkning på kroppen af højeste prioritet, og fordøjelsens tilstand diskuteres flittigt i alle sociale lag, på gaden og til familiefester. Det er totalt fascinerende.
Og så er der spiritualiteten – både når det kommer til tro og overtro. Her mangler vi danskere et gear og hele det sirlige netværk af ritualer, som åndeligheden giver syditalieneren i svære tider. Jeg oplevede for eksempel min kærestes tante tung af sorg over tabet af sin mand, indtil hun pludselig mærkede duften af roser. Det var Madonnaen, som hun mente havde besøgt hende i soveværelset, mens hun sov. Straks fik hun det bedre. Jeg ville ønske, jeg kunne tro på noget, der var større end mig selv.
Omvendt ville Syditalien være et meget lettere sted at være, hvis der var en højere grad af tillid i samfundet. Det lyder paradoksalt og modsætningsfyldt, men jeg har det ikke fra fremmede. Jeg har mødt mange syditalienere, der selv efterspørger, at man lokalt blev bedre til at samarbejde, både politisk og i hverdagen, med sine naboer og kollegaer. Som dansker kan jeg godt mærke, at jeg har en høj grad af tillid til omverdenen. Jeg tager for givet, at tingene hænger sammen, og fungerer. Både i Danmark og Syditalien er disse forskelle historisk og kulturelt betingede, og meget svære at ændre på.
Om forfatteren:
Cecilie Marie Meyer (f.1978) er cand.mag. i italiensk og arbejder som journalist, forfatter og foredragsholder med Syditalien som speciale. Hun har boet i Syditalien ad flere omgange og skriver løbende om landsdelen for aviser og magasiner. Cecilie underviser desuden i syditaliensk kultur på Folkeuniversitetet og skriver rejsebøgerne Turen Går Til Napoli og Syditalien, Turen Går Til Sicilien og Turen Går Til Sardinien for Politikens Forlag.
