Procida – øen hvor tiden står stille Af Luigi Primario

12 Aprile 2021
Comments off
153 Views

Procida – øen hvor tiden står stille
Fra Elsa Morantes motiv for nomineringen som Italiensk kulturhovedstad 2022
Af Luigi Primario

Med sine takkede kyster, havet med mange nuancer af blåt og grønt, de flerfarvede facader på dens huse, som kigger frem fra alt det grønne – er Procida, den mindste ø i Napoli-bugten, men ikke desto mindre rig på historie og charme, udnævnt til italiensk kulturhovedstad 2021.

Der er noget mystisk og uoverskueligt over de smalle gader, der med vanskelighed klatrer op ad højderne, i øens huse, der læner sig mod hinanden, i de buttede gelændere, der rækker ud over gaden, hvor nyfigne øjne i skyggerne ser ud til at udspionere hvert skridt man går. En mentalitet, der overleveres fra generation til generation, og som giver næring til enhver aktivitet hos befolkningen, lige fra fiskernes karakteristiske håndtering af deres net, til de landmænd, der næsten følger et “ritual” i arbejdet med jorden.

En charme, som Elsa Morante ikke kunne modstå, da hun i skyggen af citronlunden fra det daværende Eldorado fik inspiration til at fortælle om “L’isola di Arturo”. Romanen ”Premio Strega”, der udspillede sig 1940’erne, følger den moderløse dreng – Arturo – som op igennem sin ungdom lever af drømme på sin lille Procida, mens han hele tiden venter på, at hans verdensomrejsende far vender tilbage.

Forfatteren beskriver glimt fra øen set gennem Arturos øjne, hun beskriver de ensomme gader lukket inde mellem gamle mure, ud over hvilke vinmarker og frugtplantager strækker sig, taler om strande med mørkt sand og kyster dækket af småsten og skaller. Den unge Arturo vandrer rundt på denne tidløse ø, ser ud fra pladsen på Piazzetta dei Martiri og ser Marinaen (Corricella), der skinner, rolig og smuk mellem den orange-lyserøde farve på murene og vandets store gyldne spejling. Drengen observerer ofte den gigantiske dør til Terra Murata med dens enorme hvælving af sten og vagtposterne til det gamle “Casa di Pena”, der er skjult inde i slottet, som blev bygget af Innico D’Avalos, kardinal D’Aragona, i anden halvdel af det 16. århundrede.

Procida er der, ubevægelig, også i dag, som i Morantes roman. Det er øens ‘gå-venlighed’, øen der opfinder, skaber, øen der inkluderer. Procida er øen, der qua sin historie har lært at forblive et sted for inspiration og eksperimenter.

Postbudets øen
Øen, der ikke isolerer sig, men som i århundreder tilbage har været i centrum for den kultur, som altid har været så vigtig i det sydlige Italien – lidt for ofte glemt. En lille stribe land, der er stolt af sin historie, sin kultur, sine traditioner, sin natur og sin sammenfletning med litteratur (romanen “Graziella” af Alphonse de Lamartine er også berømt) og med film (her blev handlingen henlagt for “Il postino” den sidste film med Massimo Troisi). En ø, der i de senere år har lagt stor energi i at udvikle sig og – takket være borgmester Dio Ambrosios kamp herfor – at blive udnævnt til italiensk kulturhovedstad 2022.

Sloganet “Kultur afsondrer ikke” vil være ledetråden i programmet, der udspringer fra en række sessioner, som aktivt involverer befolkningen, og som blandt andet inkluderer 44 kulturprojekter, 330 dages programmer, 240 kunstnere, 40 originale værker og 8 fornyede kulturelle rum. En ide udtænkt før pandemien – som forklaret af den kandiderende direktør, Agostino Riitano – og som i dag er mere relevant end nogensinde: Procida tror stærkt på, at kultur kan påtage sig helingen af de sociale ar, som vi har rapporteret i disse måneder med store vanskeligheder. Og den vej førte også til oprettelsen og leveringen af det kandidatur-dossier, der var en væsentlig oplevelse af social innovation for at ramme plet med begrebet kulturelt medborgerskab, som model for et aktivt og ​ kulturorienteret byliv. Et unikt resultat opnået med den dedikation, energi og entusiasme, der altid har ligget i indbyggerne i Procidas natur, godt fortalt på siderne i Elsa Morantes “L’isola di Arturo”.

Comments are closed.