Irpinia: Et fyrtårn i det Syditaliensk vinpanorama
Af Eliana Napoli
I baglandet til den smukkeste kyststrækning, altså Amalfikysten, finder man Irpinia området. I Irpinia kan du stadig finde vinproducenternes autentiske lidenskab for deres arbejde og her holdes fortidens traditioner stadig i hævd. Området har bogstaveligt talt genrejst sig efter et voldsomt jordskælv og er blevet et fyrtårn i det Syditalienske vinpanorama.
For de ”stamgæster”, der besøger stedet igen og igen, og for de førstegangsbesøgende, som forbliver fuldstændigt fortryllede, er Amalfikysten blandt de smukkeste perler i hele verden.
Erklæret “verdensarv” af UNESCO i 1997 er Amalfikysten, også kaldet “Guddommelig”, en enorm terrasse ved havet, en fascinerende kyststrækning mellem Napolibugten og Salerno.
En smagfuld cocktail bestående af duften af citroner og havsalt, synet af vinmarker på stejle skråninger, gule farver fra gyvel og de lyserøde farver fra bougainvillea, der sammen skaber en hvirvel af sensoriske oplevelser og en smuk scenografi.
Men sjældent hører man om området Irpinia.
Irpinia ligger 1 times kørsel fra Amalfikystens bagland. Vejen dertil snor sig i hundreder af sving gennem bjerglandskaber. Hvis du bliver væk, så vil den lokale befolkning smide alt hvad de har i hænderne, hoppe op på Vespaen og med glæde føre dig til den endelige destination.
Irpinia er et landområde med en gammel, enkel charme, hvor du stadig kan finde vinproducenternes autentiske lidenskab for deres arbejde, og hvor fortidens traditioner holdes hævd og er rodfæstet hos de mennesker, der bor der.
Om Irpinia…
Siden oldtiden har Irpinia været et transitpunkt mellem to vigtige have: det Tyrrhenske hav og Adriaterhavet. Men endnu vigtigere er, at Irpinia lå på den største romerske vej nemlig via Appia. Via Appia forbandt Rom med Brindisi, og Brindisi var den vigtigste havn for Romerriget, hvilket betyder, at vine fra Irpinia var berømte i det gamle Rom.
Vinområdet Irpinia omfatter hele Avellino provinsen, som ligger i op til 900 m højde. Landskabet og klimaet er atypisk for regionen. Der er meget kolde vintre og solrige somre med stærke temperaturudsving mellem dag og nat!
Dens beliggenhed, i Campania-baglandet, har en vekslen af skovklædte områder og frugtbare bakkerbe plantet med vinrækker. Dale, højderygge, bjerge, skove og vandveje, i smuk forening. Befolkningstætheden er blandt de laveste i Syditalien, og kun to af de 119 kommuner overstiger 20.000 indbyggere.
Med omkring 24.200 hektar i alt er vinudbyttet for det mest meget lille, og de hundredvis af private vinavlere har normalt solgt druerne til vinproducenterne, hvoraf langt de fleste samler produktionen på mindre end 50.000 flasker om året.
I skygge af Vesuv…
Området er nærmest velsignet til vindyrkning. Jordbunden er af vulkansk oprindelse. Irpinia er blevet påvirket af vigtige vulkanske udbrud, herunder udbruddet fra vulkanen Vesuv for omkring 3.800 år siden, omkring 1800 år før Pompei udbruddet.
Vulkanske materialer som tuf, pimpsten, vulkanske lapilli og aske har dermed akkumuleret sig i dette område og har dannet et 60 cm tykt lag. Det kan vinrødder godt li’!
Jorden er også rig på ler og kalium – to af de vigtiste elementer til vindyrkning. Leret afgiver gradvist vand til planterne, så druerne i løbet af sommeren modner mindre hurtigt og med mere balance, og kalium er ligeledes næringsstof for vinstokkene.
Disse forudsætninger har gjort, at der i området findes gamle vinstokke, altså mere end 100 år gamle, der overlevede phylloxera, vinlusen der decimerede europæisk vinavl i slutningen af det 19. århundrede. Undtaget er nogle få steder som f.eks. Irpinia, og Etna. Den sandede og vulkanske jord forhindrer vinlusens i at sprede sig.
De fleste af disse vinstokke er koncentreret i landsbyen Taurasi, hvor løs jord bestående af lag af vulkansk aske gav en naturlig hindring for skadedyret. Som følge heraf podes disse hundredårige vinstokke ikke på amerikanske grundstammer, som stadig i dag er det eneste kendte middel mod phylloxera.
Taurasi, Fiano di Avellino og Greco di Tufo
Man kan opdele Irpinia i to store områder: den første strækker sig gennem bakkerne ved krydset af Calore-floden, hvor den indfødte røde drue aglianico her har sin vugge, og den kender vi under appelationen Taurasi DOCG. Det andet er det kuperede område ved Sabato-floden, hvor de grønne druer fiano di Avellino og greco di tufo dyrkes. Dem kender vi under appellationerne Fiano di Avellino DOCG og Greco di tufo DOCG.
Irpinia er det første område i hele Syditalien, der modtog DOCG i 1993 med TAURASI, i 2003 med FIANO DI AVELLINO og GRECO DI TUFO. Området er stadig i dag er det første vinområde, der kan prale af tre DOCG’er!
Jordskælvet rammer selv de helligste…
41 år er gået siden det største jordskælv i Italien efter Anden Verdenskrig. Det ramte et landdistrikt med dårligt forbundne befolkningscentre, hvoraf nogle var næsten helt jævnet med jorden.
I Den Guddommelige Komedie af Dante siges, at et jordskælv er ”signalet” til at straffen i Skærsilden er ved at være overstået. Bagefter er man klar til at tage i Paradis!
Jordskælvet og Paradiset kan man fornemme i dag ved at besøge producenten Antonio Caggiano, som jeg havde fornøjelsen af at besøge.
Men hvor lang tid tager det at genopbygge, efter at alt er brudt sammen?
Det spurgte jeg producenten Antonio Caggiano om, der sammen med sin søn, Pino, selv har bygget deres helt egen unikke vineri, med mursten fra de ødelagte bygninger.
Byggeprojektet blev år efter år langsomt til virkelighed, og efter 10 år var vinkælderen officielt født.
Antonio Caggiano: ”Den mest alvorlige skade fra jordskælvet i 1980 var tabet af identitet. Folket smed med glæde de gamle portaler væk og rev de gamle stenhuse i tuf ned for at bygge nye i mursten og armeret beton. Alt dette affaldsmateriale endte på lossepladser. Jeg har blot hentet, hvad de andre havde smidt væk.”
I dag er det er en af de smukkeste og mest spektakulære vinerier i hele regionen!
Antonio Caggiano var i årevis en lidenskabelig og entusiastisk globetrotter, fotograf og ingeniør, fra det kolde Arktis til den afrikanske ørken, fra USA til Sydamerika, indtil opførelsen af hans vinkælder begyndte i 1990.
Det særlige er de mange fascinerende tunneler. Dette er ikke blot et sted med tønder, flasker og kar, men et levende museum for vinkultur.
I hvert hjørne, på hver væg og i de mange fordybninger, der er opnået fra stenvæggene, er det muligt at se værktøjer og redskaber, der er typiske for vinavlerpraksis. Redskaberne og hundredvis af tønder er flankeret af en række kunstværker i træ, glas og sten, nogle lavet af Antonio selv, andre skænket af venner og kunstnere, hvilket gør atmosfæren endnu mere magisk.
Aglianico, altså Taurasi D.O.C.G.
Aglianico: En vin til dem, der ved, det er værd at vente…
I Taurasi er der cirka 1000 hektar beplantet med aglianico og den årlige produktion er omkring 1.500.000 flasker.
For at udtrykke sine kvaliteter skal aglianico druen lagres mellem 3 til 5 år, hvor den sidste er for riserva.
Men hvordan smager aglianico, når den kommer i vores glas?
Det er en rødvin med struktur, så fyldig og tanninrig som den er elegant. Det er aldrig en let vin, men med tiden blødgøres tanninerne.
Aromaen og smagen er intens og frugtrig, (kirsebær, røde frugter), lidt krydret (peber), mens farven er rubinrød. Ud over intensiteten har aglianico bestemt lagringsværdi, hvilket er mere end en gyldig grund til at undgå at drikke den ung, men give den det rigtige tidspunkt.
Greco di tufo D.O.C.G.
Siden sin ankomst er Greco druen blevet dyrket på vulkanen Vesuv, fordi den foretrækker vulkansk jord, og derfra har den spredt sig ind i landet, i Avellino og Benevento provinsen, samtidig med at grækerne flyttede ind i landet.
Navnet Tufo refererer ikke kun til en af de landsbyer, hvor vinen er dyrket, men også den type sten, som findes i jorden, og som landsbyen blev bygget på. Tuf er lavet af aske, skubbet ud af vulkanen under et udbrud og derefter trykket sammen.
Vinen har duft og smag er af fersken og abrikos, samt noter af salvie. En hvidvin med friskhed og mineralitet, med stort potentiale for lagring! Modning sker ret sent, i den anden uge af oktober. Det er en vindrue, der er vanskelig at vinificere, hvilket kræver en vis erfaring for at undgå tendensen til tidlig oxidation.
Greco di Tufo er den ideelle ledsager til fiskeretter som torsk, guldbars og sværdfisk. Hvis vi overvejer to vigtige aspekter af denne hvidvin nemlig friskhed og smag, kan vi også kombinere det med jomfruhummere og rejer, både rå og grillede.
Fiano di Avellino D.O.C.G.
Dette er en tør hvidvin, der har båret DOCG status siden 2003. Dens enorme renhed af frugt og, elegance placerer den i den øverste række af italienske hvidvine.
Fiano di Avellino er kendetegnet ved frodige noter af kvæde, appelsinblomst, krydderier og hasselnødder. Den har tendens til at vise mineralitet og livlig syre. Fiano druesorten kan dateres mere end 2000 år tilbage. Dens navn kommer fra Vitis Apiana, hvilket betyder vin elsket af bier. Druerne var tilsyneladende så søde, at bier havde svært ved at modstå dem.
De ristede og røgede aromaer, der er typiske for de bedste Fiano di Avellino, bliver tydelige med årene. Den er en god ledsager til fisk, skaldyr og ost. Især den lokale og smagfulde Mozzarella di bufala!
Så smid hvad du har i hænderne, hop op på Vespa’en og skynd dig til Irpinia og smag på aglianico og fiano og greco. Og nyd synet imens. Skål!
