Kvindernes styrke
Overvindelse af kønsskævheden og forholdet til teknisk-videnskabelige discipliner.
Unge kvinder i STEM
Af Cristina Siciliano
Opbygning af innovation ved at frigive innovative talenter. Gælder selvfølgelig for alle, selv også de kvindelige talenter. Men i Italien har der længe været tale om en underrepræsentation af kvinder på virksomhedernes direktionsgange (15% af ansatte mod 53% af funktionærerne). Kvinder, der tjener mindre end mænd (Italien ligger nummer 126 iflg. World Economic Forum mht. ligeløn). Kvinder, der er nødt til at afbryde deres karriere, kvinder, der altid er i et dilemma mellem familie og erhverv. En anden indlysende forskel – som ikke kun er italiensk, er at mindre end 4 ud af 10 kandidater i STEM er kvinder.
Ifølge 2020-rapporten om kønsskævheden i Italien er antallet af kvinder, der er indskrevet på STEM-fakulteter (videnskab, teknologi, ingeniørvidenskab og matematik), uændret (18,3 %). Det mest paradoksale aspekt af forskningen: Hos kvinder vækkes interessen for STEM omkring alderen 11 år og aftager i 17 år alderen, lige når de forbereder sig på at vælge universitet. Spørgsmålet er: Hvorfor vælger så få kvinder at komme ind i videnskabens og teknologiens verden? Vi talte om det med Silvia Tolu, lektor ved Institut for Elektroteknik ved Danmarks Tekniske Universitet og forsker i neurorobotik, og som har en Ph.D. i forskning i datalogi ved universitetet i Granada, Spanien.
«Der kan være forskellige årsager til dette, én er for eksempel den køns-stereotype; ofte ses STEM som maskulint, og både lærere og forældre undervurderer de unge kvinders matematiske evner. I mit tilfælde var jeg heldig, da en mellemskolelærer foreslog mine forældre at opfordre mig til at vælge tekniske eller videnskabelige studier, idet de roste mine færdigheder. Dette tjente til at styrke mit selvværd, så meget, at efter at have endt mine studier i regnskabsvæsen, blev jeg indskrevet i Elektroingeniørstudie. Under mit studie vaklede jeg mange gange, men jeg huskede hver gang min lærers ord… Så, afslutningsvis, bør vi spørge os selv: Mangler mentorfiguren?”
Vi taler om teknik, teknologi, hårde videnskaber og matematik: de såkaldte STEM discipliner, og deres karrieremuligheder, der stadig betragtes, særligt rettet mod mænd.
“Desværre er der stadig fordomme, der skal afvikles, positive modeller, der skal værdsættes, og positive alliancer, der skal skabes. Men kodeordet er: at opmuntre. Tilskynde unge kvinder til at vælge studieretninger med et videnskabeligt kald; tilskynde kandidater til at forske; tilskynde begavede kvinder til at finde innovative nystartede virksomheder. Hvordan? Forsøg på at ændre den måde, hvorpå de tekniske og videnskabelige erhverv præsenteres, og frem for alt, at sprede kulturen i STEM”.
I dag er Italien i forskningssektoren også foran resten af Europa med hensyn til indtjening. Lønforskellen er halvt så stor som det europæiske gennemsnit (over 15 %), men igen lavere end i Danmark. Men hvordan skal unge kvinder bringes tættere på videnskabelig forskning på STEM?
“Ved at give dem eksempler på succesrige kvinder, afholdelse af workshops for unge kvinder, at invitere dem til seminarer/samtaler afholdt af kvinder, der er involveret i STEM inddragelse i praktiske aktiviteter (f.eks. til bæredygtig udvikling) mentorordninger for dem. Det er nogle af de forslag, vi i øjeblikket følger i Danmark, og som jeg er involveret i.” Det fortæller Silvia os.
Hvis i 2003 procentdelen af kvindelige forskere i EU inden for videnskab, teknologi, matematik og ingeniørvidenskab, der startede deres karriere, i gennemsnit var lidt over 20 %, er denne procentdel i dag næsten fordoblet til 40 %. “Jeg har selv arbejdet både i Italien, Spanien og Danmark, men erfaringerne har været meget forskellige og ikke sammenlignelige. I Danmark er interessen for dette emne vokset betydeligt i løbet af de seneste to år. Både universiteter og nonprofitorganisationer organiserer forskellige arrangementer for at kunne tiltrække flere piger til STEM. Jeg er rollemodel for High5girl for unge kvinder i alderen 13 til 19, og jeg er ansvarlig for min gruppe i at organisere lejre for dem i alderen 17 til 19 “. Silvia fortsætter. “Da jeg lavede min Ph.D.-grad i Spanien, Granada, fra 2009 til 2012, var der meget få piger. Personligt havde jeg ikke en god oplevelse, tværtimod … Jeg følte mig marginaliseret af mine egne Ph.D.-kolleger. Jeg havde heller ikke kvindelige rollemodeller idet 9 ud af 10 professorer var mænd. Jeg havde mere held i Italien – i Genova, hvor jeg arbejdede som forsker ved CNR fra 2014 til 2015. Fordeling af de mandlige og kvindelige repræsentanter var balanceret, dialogen blev stimuleret af daglige møder med repræsentanter for forskellige discipliner, og der blev taget hensyn til kvindelige meninger. Men i øjeblikket, mens mænd og kvinder i Danmark begge spiller de samme roller og har de samme rettigheder, er vi i Italien stadig langt fra alt dette”.
Vi vil gerne vide noget om din nuværende forskning, dit bidrag inden for muskulo-skeletale og menneskelignende robotter.
“Min forskning handler om modellering af bio-inspirerede kredsløb til motorisk styring af robotter. Undersøgelsen har til formål at kopiere neurale kredsløb af hjerneområder og teste neuro-videnskabelige hypoteser om deres funktionalitet under specifikke aktiviteter på robotter. Det vil f.eks. gøre det muligt for os at finde årsagerne til sygdomme og udvikle nye metoder til diagnosticering og eventuelt rehabilitering. Inden for robotteknologi – hvis vi kan forstå, hvordan hjernens kontrolsystem tilpasser sig hverdagens komplekse og uforudsigelige situationer, kan vi få robotter til at fungere på samme måde som levende væsener og dermed åbne op for nye robot-paradigmer. Robotter kan være autonome samarbejdspartnere eller endda erstatte mennesker i farlige eller ubehagelige situationer”.
Vi ved, at du for nylig var den eneste kvinde, der blev inviteret til at deltage i en rundbordsdiskussion om hjernestrukturer og avanceret forskning. Dit bidrag til at imødegå Matilda-effekten (den mindre “vægt”, der tilskrives kvinder i forhold til mænd inden for videnskab, teknologi og matematik) er derfor væsentlig. Her, i denne situation, har du nogensinde følt dig speciel? Kan vi desuden håbe, at tingene ændrer sig?
“Nej, jeg har aldrig følt mig som noget særligt, men jeg er stolt over at være blevet inviteret til at repræsentere neuro-robotteknologi, som jeg er én af de meget få forskere af i Danmark. Jeg blev inviteret til debatten, fordi jeg arbejdede i det europæiske projekt Human Brain Project, som denne film var baseret på, ikke fordi jeg er kvinde, eller det håber jeg i det mindste ikke. Men det, at jeg var kvinde, en tilfældighed i denne sammenhæng igangsatte noget andet. Er der noget, der er ved at ændre sig? Det håber jeg, det er i det mindste min hensigt”.
