Hvem er hun?
af Anna Maria Indrio, anmeldelse af Gert Sørensen Seniorforsker, dr. phil., Institut for Engelsk, Germansk og Romansk, Københavns Universitet
Foto Forfatterens Arkiv
Lad det være sagt med det samme. Det er en hudløst ærlig bog, som Anna Maria Indrio har skrevet om sit lange liv i Danmark som italiener, som indvandrer, som kvinde og som arkitekt. Selvbiografien er da også en genre, der uvilkårligt gør forfatteren selv til hovedperson i egen fortælling. Men det betyder ikke nødvendigvis, at det så også er et heltindeportræt, der gives. Tværtimod spænder bogen over både successer og nederlag og er heller ikke fri for at komme med ‘afsløringer’ – også om hovedpersonen selv. Det er faktisk også genrens iboende mening, hvorfor det at skrive en selvbiografi også kræver mod og en vis portion risikovillighed. Det er en kvalitet ved bogen, at den også rækker ud efter læseren, der inviteres inden for i et fremmed univers og kyndigt bliver vist rundt.
Anna Maria Indrio lægger ikke skjul på, at det er ambitionen om en både personlig og faglig frigørelse, der driver værket. Mødet med dansk kultur anerkendes derfor ikke som en uoverstigelig hindring men som en mulighed og måske også en større mulighed, end hvad den italienske baggrund ville have givet. Det betyder dog ikke, at der ikke har været trakasserier i arkitektmiljøet som i ethvert andet miljø, hvori talent og forventning mødes med ‘realiteterne’. Bogen er på mange måder en dannelsesfortælling, der følger den klassiske livsbane fra barndomsårene i Rom over ungdomsårenes Sturm und Drang i København og frem til de modne års etablerede position på såvel det nationale som det internationale plan. Et stort kapitel er helliget et af karrierens mest markante værker, nemlig the Cocoon i Londons Naturhistoriske Museum, der danner rammen om en genopstilling af Charles Darwins samlinger. Det giver læseren et indgående indblik i arbejdsprocesserne fra de første tegninger og frem til den endelige færdiggørelse.
Nu er det heller ikke en bog, der kun handler om en arkitekt, der gennemgår sine værker og så at sige krydser sine egne spor. Der er mere på spil end, hvad der måtte være af interesse for en snæver kreds af arkitekter og udviklere. I den henseende tager den afsæt i en bestemt politisk-kulturel konjunktur, der kan spores bogen igennem som en underliggende palimpsest. Det er næppe overraskende, at ‘1968’ and all that motiverer store dele af Anna Maria Indrios generation til at træffe nogle afgørende valg, der nødvendigvis markerer opbrud fra efterkrigstidens trange sociale strukturer og kønsmønstre.
Læseren føres ind i et familieliv i Rom og videre ind i uddannelsesårenes italienske arkitektmiljø for at ende i det fjerne Danmark. Bogen griber godt fat i ungdomsoprøret nye pejlemærker med den italienske politiske filosof Antonio Gramsci på en hædersplads. Den sporer læseren ind på 1970ernes krav om både samfundshensyn og selvrealisering med de dilemmaer, som det indebærer. Det hørte til tidsånden dengang at gøre det levede liv til et personligt projekt, der ikke bare fokuserede på, hvad man som individ kunne gøre for sig selv, men som også tematiserede et mere altruistisk engagement på andres vegne. Der blev talt om mere demokrati, indflydelse og færre autoriteter.
Bogen giver et mesterligt godt signalement af arbejdet i de såkaldte Bryggergrupper, der efter års kamp med Københavns Kommune fik ændret de oprindelige planer med det resultat, at byen i dag har fået de store åbne fritidsarealer ud mod havnefronten. Men det står også klart, at Anna Maria Indrio senere gør faglig karriere i en arkitektbranche, der ikke altid har kunnet honorere vægtningen af hensynet til miljø og byrum og hensynet til forretningen og de andre logikker, der hersker her.
Bogen er i sit udgangspunkt ikke skrevet for at bevise noget. Anna Maria Indrio har allerede slået sit navn fast og er bredt anerkendt inden for sit felt. Formålet er snarere at belyse tankegangene bag de mange arkitektkonkurrencer og udkastede, hvoraf det langtfra er alle, der så også bliver til noget. Mange projekter, får man at vide, har også undervejs fra tegnebrættet til den konkrete bygning heller ikke kunnet undgå kompromisser med bygherrer, der ikke har samstemmende dagsordener. Det er næppe tilfældigt, at et gennemgående ord i bogen er ‘transformation’ med henvisning til de omformninger, som et menneske altid gennemløber i et levet liv, men som også arkitekten står midt i med sine tegninger og materialer. Bogen signalerer så også, at disse bestandige metamorfoser, som ingen kan unddrage sig, kræver en lige så vedholdende tilstedeværelse og et lige så vedkommende mentalt nærvær midt i ‘tingene’.
Der er også et andet ord, der går igen i teksten. Som dansk læser bemærker man den hyppige anvendelse af ordet ‘jantelov’, der i bogen gerne optræder som en fællesbetegnelse for de kræfter, der vil noget andet end bogens hovedperson, eller som måske nok vil det samme men ikke i samme tempo. Ordet blev i sin tid lanceret af Aksel Sandemose i En flygtning krydser sine spor og henviste til fødebyen Nykøbing Mors, altså et bondesamfund, hvor udsynet ikke rakte meget længere end til gadekærets kant. Men gælder det virkelig også det moderne danske samfund? Man kan hævde, at alle samfund og organisationer har forskellige former for social kontrol, der kan virke hæmmende, men som så også er til for at blive brudt. Valget af ‘janteloven’ som parameter i bogen for succes og fiasko har det da også med at trække nogle konfrontationer op i privatlivet såvel som i arbejdslivet, som, når det kommer til stykket, måske er alt for snævre i forhold til mange nuanceringer, bogen lægger frem. ‘Janteloven’, der her gøres til den egentlige grundlov i det danske samfund, bliver da også dementeret af Anna Maria Indrios egen fortælling med dens mange hoved- og sidehistorier. Og det er godt!
Bogen rammer ned dér, hvor hovedpersonen stilles over for den aldrig bilagte konflikt mellem en karriere og et familieliv, der har det med aldrig at ville lægge sig bekvemt og harmonisk til rette.
Der er altid de nagende spørgsmål, som en god selvbiografi må rejse: Er det det rigtige, der er blevet gjort? Kunne det have været gjort på en anden måde? Er der noget der er overset?
Disse spørgsmål svæver i luften og gør bogen vedkommende som et dokument ikke bare over et levet liv i sidste halvdel af det 20. århundrede og ind i det næste, men også over de mange synlige spor af bygningsværker, der er efterladt i landskabet.
