Fra Vejles bakker til Umbriens bjerge Af Lene Brøndum

18 Novembre 2022
Comments off
125 Views

Fra Vejles bakker til Umbriens bjerge 
Af Lene Brøndum

Da familien Brøndum i sommeren 2017 solgte huset og flyttede til Italien, var det egentlig meningen, at de kun skulle bo i regionen et års tid. Men som bekendt har man jo kun et standpunkt, til man tager et nyt. Og i dag har familien boet 5 år i Umbrien, også kaldes Italiens grønne hjerte

Et italiensk ordsprog siger at: ”chi lascia la strada vecchia per la nuova sa quel che lascia, ma non sa quel che trova” Oversat betyder det, at den, der forlader den gamle vej for en ny, ved hvad han forlader, men ikke hvad han vil finde.

Sådan var det naturligvis også for os, da vi i forsommeren 2017 flyttede til Umbrien, Italien for at tilbringe et lille års tid på en anden måde som familie. For at være mere sammen. For at prøve noget nyt. For at leve på en anden måde.
At vi så i løbet af dette år blev så glade for landet og Umbrien, at vi besluttede os for at blive boende, var en overraskelse for os alle. Men ikke desto mindre var det sådan, det gik. Nok fordi Italien i virkeligheden er det letteste land i verden at forelske sig i.

At flytte til et fremmed land har – naturligvis, fristes man til at sige – sine udfordringer. Ikke mindst når sproget er fremmed og fjernt fra det, man kender.

Men for os føltes det ganske enkelt rigtigt at blive boende. Vi har fra dag 1 følt os velkomne i Montone, den lille bjergby i knap 500 meters højde, som vi nu kalder hjem, og som vi deler med knap 700 andre indbyggere.

Hver dag kniber vi os i armen for at sikre, at det ikke blot er en drøm, men at vi virkelig er her. At vi lever i et land, hvor det er helt almindeligt, at der pludselig er en harmonikaspiller, der synger og spiller, når man er ude at spise. Hvor man bliver inviteret til slagtefest med madlavning i kaminen og spontan levende musik, sang og glæde. Hvor god vin, ost og charcuteri købes direkte hos den lokale producent, og hvor der ikke er mørke vintermorgener.

Alt sammen i fantastiske omgivelser med en storslået natur – i en by, hvor man kærer sig om hinanden, taler sammen og oprigtigt bekymrer sig om hinandens laden og gøren og velbefindende.

Valgte Italien til, ikke Danmark fra
Beslutningen om at blive boende i Italien handlede for vores vedkommende ikke om at vælge Danmark fra – men om at vælge Italien til. Og selvom der selvfølgelig er flere ting, vi savner fra Danmark, har vi aldrig fortrudt beslutningen om at blive.
Vi savner, at ting ind i mellem er mere effektivt drevet. At man kan bestille tid hos familielægen, i stedet for at skulle sidde i kø i et fyldt venteværelse. At man ikke skal udfylde 23 sider og lave lige så mange underskrifter for at få vand og gas i sit hus. Eller at der stort set ikke er to benzinstationer, hvor man betaler og tanker på samme måde.
Og selvom børnene selvfølgelig nævner flæskesvær, tarteletter og farin (så vi kan bage brunsviger), er det rigtige svar nok alligevel, at der er så mange andre gode ting ved at bo i Italien, at de andre elementer ikke for alvor betyder noget. Det er faktisk kun venner og familie, vi ind i mellem for alvor savner.

Da vi rev teltpælene op og rejste til Italien, havde vi boet 19 år i Vejle i et almindeligt parcelhus i et villakvarter med ligusterhæk, vejfester og postkasser i skel.
Vi var som de fleste andre danske familier: arbejde og skole fyldte en god del af hverdagen, og det samme gjorde de fritidsinteresserne, vi hver især havde.
Vi havde en gennemsnitlig indkomst: vi manglede ikke noget, men kunne heller ikke gå ud og købe alt, hvad hjertet måtte begære. Det eneste, det måske skortede lidt på fra tid til anden, var mere tid sammen.

Livsbekræftende venskaber
Vores liv er i dag markant anderledes end det liv, vi havde i Danmark. Vi lever af at arrangere rejser i samarbejde med danske rejsebureauer. De fleste af rejserne går selvsagt til Umbrien, men fra næste år er også Sicilien med på listen, ligesom der er planer om at tilføje flere regioner i de kommende år. Rejserne er både rene kulturrejser, der er varianter som mere aktive vandre- eller cykelrejser og så er der blandingsrejser. Mange af vores ture kredser desuden om noget af det, som italienerne mestrer bedre end de fleste, nemlig madlavning. Det vil sige, at vi bl.a. tager folk med ud til vore lokale producenter, lærer dem at lave pasta, tager dem med på trøffeljagter og ikke mindst lære dem at værdsætte de mange gode italienske olivenolier.
Herudover skriver Lene artikler til de store danske aviser og magasiner, primært om Umbrien, men også om emner, der hører ind under kultur, mad og historie. Ligesom hun også er begyndt at arrangere bryllupper for danske par, der drømmer om at blive gift i Italien.

Når vi ikke har travlt med grupperejser, hjælper vi danske turister med at finde skønne små agriturismo’er, hvor de kan holder ferie, ligesom vi også gerne arrangerer diverse udflugter og oplevelser for dem.
Heldigvis er der også tid til at henkoge og sylte hjemmedyrkede grøntsager, tørre krydderurter, gå på svampe- og aspargesjagt i sæsonen og selvfølgelig være sammen med de italienske venner, vi har fået i årenes løb, og som giver så stor glæde i livet. Det har selvfølgelig taget tid at få venner, i starten også fordi sproget er en barriere, men når de først er der, så er de så stærke og livsbekræftende, at man til tider helt kan tabe pusten. De italienske venner, vi har, er der altid, når man har brug for dem. De hjælper, de støtter, og de er med til at give hverdagen kulør, uanset om vi mødes i festligt lag eller blot til en hurtig espresso.

Umbrien er stadig en velbevaret hemmelighed
For bare 10 år siden var der ikke mange danskere, der kendte til Umbrien, der altid har ligget i skyggen af sin naboregion Toscana. Men det er nu ved at ændre sig, selvom Umbrien stadig er en hemmelighed for mange danskere.

Men denne vidunderlige bjergregion, der også kaldes Italiens Grønne Hjerte, er lige så stille ved at blive et yndet rejsemål for dem, der vil undgå andre regioners overrendte turistattraktioner og til tider lidt høje priser.
Beliggende midt på den italienske halvø, halvvejs mellem Rom og Firenze ligger Umbrien. Det er en region, der er gennemsyret af historie, kunst og kultur, og som har flere bakketopbyer og gamle slotte, end man kan tælle. Umbriens køkken med sine trøfler, salamier, prosciutto, olivenolier og vine uden problemer konkurrerer med sine naboer, Toscana og Lazio.

Et frilandsmuseum
Umbriens største attraktioner er i virkeligheden de ting, der mangler. Ingen umbrisk by er med i top 25 over Italiens største byer. Faktisk bor der færre end en million mennesker i regionen. Enkelte turister har selvfølgelig for længst fundet ned til regionen, men området er ikke nær så overrendt og (vil nogle mene) over-turistet som andre italienske regioner.
Umbrien er et friluftsmuseum med middelalderlig arkitektur og beundringsværdige renæssance fresker, der er kendt over hele verden. Den er en af Italiens mest stemningsfulde og fascinerende regioner, kendt for sin rige historiske, kulturelle og kunstneriske arv, og for sine smukke grønne og bakkede landskaber, hvor oliventræer og vinstokke i små pletter bryder den vilde natur.

Og Umbriens natur er da også ligeså uforglemmelig og smuk som byerne. Fra de spøgelsesagtige vidder i Piano Grande og bjergenes pragt i Monti Sibillini nationalparken, til det blidere landskab i Valnerina og Trasimenosøens strandbredder. Monti Sibillini i det østlige Umbrien har regionens mest uberørte og smukke landskab. Bjergene er en 40 kilometer lang kæde og er en del af Appenninerne, som løber hele vejen ned af den italienske halvø.

Yndet mål for vandrere
Regionens uovertrufne natur med grønne farver i utallige farver, bakker, dale, bjerge, floder og skønhed har givet området titlen “Italiens grønne hjerte”. Overalt i regionen finder man vandrestier, der fører den vandrende gennem olivenlunde, over både små og store bjerge, gennem frodige skove og forbi blomstrende marker.

Comments are closed.