Jakob, ægte dansker, italiener af kald
Af Luca Morelli
For dem, der er trætte af interviews med kendte mennesker, der fortæller, hvordan de klarede det, eller hvor svært det er at komme dertil (hvor?), er her den nye klumme, der interviewer “normale” mennesker, som os, der udfører normale jobs og har drømme som ikke vil gøre dem berømte eller evige. Sikkert unikt.
Jakob er en dansker, der bor i København, samme by hvor han er født. Han er lærer og taler italiensk, ligesom hans børn.
Han byder mig velkommen i sin lejlighed ikke langt fra Amagerbro metrostation, i et kvarter, der oplever en proces med stærk omstilling. Han tilbyder mig en espresso.
Tusinde tak! Du har et rigtig dejligt hus. Hvordan er Amager?
«Der var engang ikke noget på Amager, det var en ø for sig selv, næsten som om det ikke var en del af hovedstaden. Min mekaniker fortalte mig forleden, at det var bedre, hvis alle troede, vi var mordere. Så ville de sparke ham ud for at bygge flere bygninger, de ville ikke lade ham være i fred. Vi forsøger at gøre det til et fashionabelt område og at bringe så mange mennesker som muligt ind udefra, og det har foregået i omkring tyve år».
Jakob har boet i England, Italien, Argentina, Spanien, men i Danmark forlod han aldrig denne by og dette kvarter.
«Jeg boede i Firenze (meget), i Palermo (et par måneder), og jeg kunne sagtens bo, jeg ved det ikke, i Vicenza. Men her kun i København og kun på Amager; Jeg finder ikke resten af landet interessant. I stedet ville jeg ikke have noget imod at bo i det “italienske Aarhus”. Caféen, baren, folkene kender dig… Men du skal vide, hvordan du kommer ind i en anden social og kulturel kontekst».
Under interviewet gentager Jakob ofte dette koncept:
”Du ved, jeg har set, hvordan danskere, hollændere osv. de bor i Italien: de bor hos hinanden, internationale skoler, et socialt netværk, der kun er udstationeret… Men det er vigtigt at være blandt de lokale, hvad er ellers meningen? At leve i halvdelen, måske endda mindre. At lære sproget er det vigtigste. Og send deres børn i folkeskole: for når du deltager i offentlig uddannelse i et bestemt land, så bliver du en del af det».
Jeg tager det som et råd, du vil give til mine landsmænd i Danmark…
«Ja, med de nødvendige forskelle. Mit skandinaviske land er lille, så vi er tvunget til at se andet ud over det. Da jeg ankom til Italien var jeg chokeret over, at der for eksempel ikke var nyt om udenlandsk fodbold, mens det her er praksis. Jeg forstod, at på steder som Firenze er der ingen grund til at lede efter noget: du har din ”perle”, du behøver ikke at gøre nogen indsats for at glæde de turister, der alligevel kommer dertil, for at indbringe penge. Du behøver ikke engang at tale engelsk eller være sød».
Derfor kunne en italiener, der kommer her, lettere finde sig til rette, fordi de alle taler engelsk; men ikke så meget i dybden, af nøjagtig samme grund. Mens en dansker i Italien er mere tilbøjelig til at lære italiensk, hvis han vil bosætte sig, fordi procentdelen af engelsktalende der er meget lavere. Er det korrekt?
«Luca, hvis jeg en dag skulle blive premierminister i Italien, ville det første, jeg ville gøre, være at afskaffe tale-synkroniseringen. Film, serier og tegnefilm skal ses på deres originalsprog. Jeg er overbevist om, at det er hovedårsagen til italienernes vanskeligheder med at tale engelsk. Jeg lærte også italiensk takket være “Bim bum bam”, som jeg så hver eftermiddag, mens jeg var i Toscana. Sidste ting, så vil jeg lukke denne diskussion: om aftenen ser jeg stadig Bruno Vespa på Rai Uno. Så jeg bliver ved med at være en del af landet. Også selvom jeg ikke har et pas endnu»!
Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle møde en dansker, der ser Porta a Porta. Hvordan kom du til i Italien?
«I ’94 var jeg en del af et kor, mest fordi der var mange smukke piger, og vi tog til den toskanske hovedstad for at synge. Et par år senere, i London, mødte jeg en dansk pige, som studerede netop i Firenze, så jeg tog tilbage dertil. Jeg fandt min første bolig hjemme hos den kvinde, jeg stadig kalder min italienske mor, Isabella Moroni, fra Cagliari, gift med en toscaner, som lejede værelser ud til studerende. Det tog mig et stykke tid at få venner, florentinerne er søde, men på deres egen måde. Det ville være meget svært for en klassisk dansker at komme i kontakt med dem. Så rejste jeg meget rundt og tog tilbage til Danmark for at studere, men der var altid noget, der bragte mig tilbage til Italien, hvor jeg har lyst til at blive en bedre udgave af mig selv«.
«Jeg forsørgede mig selv ved at arbejde i mange barer, jeg var lærer, men målet var altid at lære sproget og kulturen. Inden jeg vendte tilbage til København, forsøgte jeg – som en sidste chance for at blive i Italien – at komme ind i Big Brother (hvilket jeg aldrig ville have gjort i mit hjemland). Jeg vendte tilbage hertil og i 2012 blev det første af mine 3 børn født. Her kommer de”…
Kaya, Leo og Vito afbryder vores samtale. ”Nå, hvordan er det gået i skolen i dag?” spørger faderen på italiensk. Vito, som har den italienske landsholds-trøje på, svarer lakonisk: ”godt, hvem er han?” Han hedder Luca og laver et interview med vores far”. Den eneste, som giver sig tid til at svare på italiensk, er Kaya, det største barn, der er hurtig og vågen, som da hun fortsætte, giver mig nogle råd om hvor jeg kan gå hen og spise deres gode mad.
Dine børn er født i Danmark, Anne din partner er dansk – hvordan kan det være, at I næsten kun taler italiensk sammen?
«Af ren egoisme, for at have nogen at tale italiensk med! Jeg laver ikke sjov, det er en del af sandheden, ligesom det faktum, at vi er et lille land, og jeg gør dem en tjeneste ved at lære dem et andet sprog.”
Det forekommer mig, at her gives et stort ansvar til de små, de lever ikke i en boble, de er klar, de yngre, til de voksnes verden.
“Det, du siger, er sandt, i hvert fald for mig og min familie. Som lærer siger jeg, at det i Italien er absurd for den studerende at kalde læreren ved efternavn. Til mine elever, der er på mine børns alder (mellem 6 og 10, red.anm.) siger jeg: Jeg er Jakob, de skal give mig tillid, og jeg beskytter dem, forstår dem, giver omsorg. Men jeg siger også: Jeg har en sindstilstand og i dag er jeg vred/glad; de skal forstå, at voksne ikke er så forskellige fra dem, de er også “hele” mennesker. Som lærer kan jeg ikke gemme mig bag mit efternavn og gøre det til en barriere. Det samme gælder på arbejdspladsen: chefen i Italien er… meget chef! Her er strukturen fladere, og du får mere ansvar, selvom du er ung. Det er ikke sådan, at du er i praktik i to år, hvor du bliver udnyttet og frataget din personlighed. Du er accepteret og respekteret her.”
Selv voksne har frygt og drømme. Og du, hvad ville du lave/blive, da du var barn?
“Jeg ville være landmand. Nu tænker jeg ikke så meget over det, for jeg har nogle ting at løse her, men i fremtiden vil jeg gerne åbne et sted med bondegårdsferie. Måske i Abruzzo eller Emilia«.
