ACCADEMIA DI DANIMARCA:
Det Danske Institut i hjertet af den evige stad
Af Giulia Longo
Det Danske Institut i Rom er en autentisk dansk oase i hjertet af den evige stad. På italiensk lyder sit navn som et meget akademisk sted: Accademia di Danimarca. Man tror, at det kan ligne nogle lidt pedantiske og lærde institutter, hvor man ikke kan få adgang, medmindre man har en Ph.d-grad. Det Danske Institut er dog anderledes på en god måde: forskere indenfor alle grene af videnskaben, kunstnere indenfor alle kunstarter, arkitekter, musikere og forfattere kan søge studieophold, hvis de har et relevant projekt, som har noget med Rom eller Italien at gøre. Takket være Dronning Ingrids Romerske Fond, stiftet i 1957, kan Instituttet også stille nogle stipendier, som man kan søge to gange om året. Vi møder den nuværende direktør for Instituttet, Charlotte Bundgaard, for at gå med hende “bag kulisserne” på denne danske institution i Rom.
Kunsthistorie og arkitektur er de to fag, som præger din uddannelse og karriere. På en måde omfavner de også de to geografiske virkeligheder, som du bevæger dig imellem. Må du fortælle om dit forhold til Danmark og Italien?
Jeg er født i Vejle og opvokset i Billund. Jeg er kommet i Italien siden jeg var helt lille. I starten af 1960’erne byggede mine forældre og bedsteforældre et lille sommerhus i Valpolicella mellem Verona og Gardasøen. Her tilbragte vi alle min barndoms sommerferier. Det var derfor naturligt for mig at rejse til Italien lige efter min studentereksamen. Jeg var afsted i et år – først 6 måneder som aupair hos en familie i Venedig og dernæst 6 måneder i Verona, hvor jeg gav privatundervisning i engelsk. I løbet af det år lærte jeg at tale det italienske sprog. Da jeg kom hjem til Danmark igen efter et år, flyttede jeg til Aarhus og tog propædeutisk kursus i italiensk på Aarhus Universitet. Jeg lærte det dagligdags talesprog, mens jeg boede dernede, og fik indsigt i sprogets struktur og grammatik igennem propædeutikken.
Mens jeg som aupair boede hos familien i Venedig, fulgte jeg forelæsninger i kunsthistorie på universitet i Venedig. Hver formiddag tog jeg båden fra Lidoen til Venedig og gik hen på Ca’ Foscari for at følge kunsthistorieforelæsninger. Det vakte en stor interesse hos mig og var anstødsstenen til at påbegynde kunsthistoriestudiet på Aarhus Universitet, da jeg kom hjem til Aarhus igen.
Jeg tog bifag i kunsthistorie, og efter det valgte jeg at skifte til arkitektuddannelsen. Arkitektur har altid haft min interesse, og jeg var præpareret hjemmefra, da min far også var arkitekt.
Arkitektstudiet bragte mig tilbage til Italien. Mit tredje studieår tilbragte jeg i Italien – først et semester på Università Iuav di Venezia, dernæst et semester i praktik på en arkitekttegnestue i Verona.
Her fik jeg cementeret mit forhold til Italien – nu også professionelt i forhold til mit fag arkitektur.
Igennem alle årene, siden jeg var i Italien som ung, har jeg rejst derned adskillige gange om året. Vi har stadigvæk vores familiesommerhus i Veneto, og vi har mange gode venner dernede. Min forbindelse til Italien er dermed vedligeholdt med uformindsket kraft lige siden.
Du tiltrådte som Direktør for Det Danske Institut i Rom i 2019. Hvad slags udfordringer giver din stilling dig?
Det Danske Instituts formål er at bevare og videreudvikle de kulturelle bånd mellem Danmark og Italien. Instituttet opfylder dette formål ved at være rammen om forskning, studier og kulturelle aktiviteter inden for videnskab og kunst. Vi huser forskere og kunstnere indenfor en række især humanistiske fag samt kunstneriske discipliner.
Det tværdisciplinære er et stærkt og vigtigt træk ved Instituttet. Jeg trives godt i dette tværdisciplinære og aktive miljø. Mødet mellem de forskellige faglige discipliner er stimulerende, det at skabe grundlag for dialoger, udvekslinger og samarbejder mellem mennesker, der ellers aldrig ville have haft mulighed for at møde hinanden. Se hvordan inspirationen vokser. Det interesserer mig at knytte forbindelser og etablere samarbejder med danske, italienske og internationale institutioner og personer. Stillingen som direktør er i høj grad udadvendt, og jeg møder mange passionerede personer med en dyb faglighed, hvilket jeg finder stimulerende. Jeg kan lide jobbets mange dimensioner. Ud over at huse forskere og kunstnere laver vi på Instituttet også udadvendte, faglige arrangementer: foredrag, koncerter, bogpræsentationer, forskningskonferencer, bl.a. også en hel måned, ‘Nordisk November’, hvor vi sammen med de øvrige nordiske institutter og ambassader (svenske, norske og finske) samt Skandinavisk Forening lavede en nordisk kulturmåned med over 20 kulturelle arrangementer i Rom.
Hvis du skulle vælge et materiale, der samler Italien og Danmark, måske ville det være Thorvaldsens yndlingselement: hvad betyder marmor for dig?
For mig er marmor et pragtfuldt materiale. Det rummer så mange dimensioner og muligheder. Det fascinerer mig, at marmor både er et hverdagsligt materiale, der bruges til belægninger, bænke, sokler, mm. – og et ædelt materiale, der anvendes til de ypperste kunstværker og dekorative bygningselementer.
Jeg fik interesse for marmor, da jeg var med til at bygge et hus i Norditalien. Vi brugte marmor til beklædning af huset og til belægninger inde og ude. Da vi skulle vælge marmortype og -forarbejdning besøgte vi et lokalt marmorbrud og så bjergsidens 72 forskellige lag, der hver især har særlige egenskaber, farve, porøsitet, mm. Her gik det op for mig, hvor righoldigt materiale, det er, samt hvad håndværket og kendskabet til stenens egenskaber betyder for at få det optimale ud af materialet.
I min forskning om marmor tager jeg udgangspunkt i den antagelse, at man i anvendelsen af marmor i arkitekturen i dag langt fra udnytter materialets potentialer. Mit forskningsprojekt ved navn Marble Cultures baserer sig på den formodning, at anvendelsen af marmor i nutidig arkitektur ikke afspejler den historie og viden, der er indlejret i kulturarven, hverken materialemæssigt eller kulturelt. Marmorets rigdom kommer ikke til sin ret, ligesom materialets evne til at forankre arkitekturen kulturelt og fysisk ikke udnyttes. Det er projektets påstand, at marmor med sine dybe rødder og lokale forankring som del af det fysiske landskab rummer væsentlige potentialer i forhold til en gentænkning af kulturarven.
Hvad kan du bedst lide i Rom med øje for kunsthistorie, arkitektur og daglig liv?
For mig er Rom en fantastisk by. Når man interesserer sig for kunst og arkitektur, historie og kulturarv, er byen en uudtømmelig kilde. Byen er en levende organisme, hvor perioder overlejres i synlige sammenstillinger. Byen lever et aktivt liv, og hverdagen udspiller sig midt i de historiske omgivelser, med monumenter og kirker, pladser og gaderum, facader og ornamenter.
Rom har fantastiske museer, og jeg prøver at se et museum eller en udstilling hver weekend. De store museer har eminente samlinger, men også mindre kendte museer byder på spændende stof. Hertil kommer paladser og kirker med enestående kunstsamlinger.
I de 3 ½ år, jeg nu har boet i Rom, har jeg lært byen godt at kende – og jeg holder stadigt mere af den. Jeg cykler ofte rundt i Rom og har på den måde lært mange lokale kvarterer at kende. Særligt i weekenderne er det skønt at cykle i byen, hvor trafikken er knap så intens. Jeg holder meget af at færdes i de lokale kvarterer og opleve stemningen og områdernes særlige karakter. Der er mange skønne steder i Rom, også udenfor det historiske centrum. Min mand og jeg tager også ofte på ture ud af byen i weekenderne. Vi kender efterhånden Lazio ret godt og prøver i det hele taget at se så meget af Italien syd for Appenninerne, mens vi bor i Rom.
