Bellinis belcanto
Af Maria Johannsen
Han var høj, ung, smuk og skrev himmelske melodier. Hans operaer blev verdensberømte og han døde meget tidligt, kun 34 år gammel – Vincenzo Bellini var et romantisk kunstnergeni og bliver stadig kaldt for Catanias svane – il cigno – en budbringer fra den anden verden.
Og så havde han lyse krøller og blå øjne – absolut sjældent på Sicilien.
Romantikken længtes efter det uopnåelige, det åndelige og det oversanselige. Musikerne, digterne og malerne søgte at nå højere og længere end tidligere. Den romantiske bevægelse var et titanisk forsøg på at storme himlen.
Vincenzo Bellini blev født i Catania den 3. november 1801. Hans bedstefar var komponist og blev hans lærer. Bellini lærte hurtigt. Da han blev 18, fik han et stipendie og blev optaget på konservatoriet i Napoli. Der hørte han det nyeste inden for musikken, bl.a. Rossinis operaer. I det hele taget havde operaen stor fremgang. Stjernerne blandt operasangerne dominerede operaverdenen, de var teatrets vigtigste attraktion, og man så op til dem som (teatrets) guder.
Komponisten Rossini sagde en gang, at han kunne komponere en hvilken som helst tekst, selv listen over vasketøjet! Det ville Bellini ikke have fundet på, han valgte kun gode dramatiske tekster med stærke følelsesmæssige kontraster og harmoniske, dybtfølte vers. Han studerede de forskellige figurer og indlevede sig i hver eneste af dem, deklamerede så deres replikker og iagttog samtidigt sin stemmeføring, dens hast eller tilbageholdenhed osv. og “oversatte” dette til musik. Derefter prøvede han den ved klaveret.
Kolossal succes
Bellinis karriere var helt utrolig: han skrev en opera på konservatoriet i Napoli, som hans medstuderende opførte. Den var en sådan succes, at den måtte gentages hver søndag i et helt år!
Den næste opera skulle han komponere til Teatro San Carlo i Napoli, som også blev en stor succes.
Hvorefter La Scala i Milano tilbød ham en kontrakt. Stort set alle hans operaer blev tiljublet overalt.
Stor interesse for ekstreme sindstilstande
Bellini komponerede operaen La sonnambula – Søvngængersken i en pragtvilla ved Comoøsøen.
I nærheden boede hans elskede Giuditta Turina. Oprindeligt skulle operaen skrives over Hugos Hernani, men den østrigske censur ønskede et mere uskyldigt og pastoralt-idyllisk plot. Det blev La sonnambula, som også tilgodeser tidens store interesse i ubevidste tilstande: at gå i søvne, forskellige grader af vanvid mm.
Handlingen foregår i en schweizisk landsby: Amina skal giftes med Elvin, men han aflyser brylluppet, fordi han tror, at Amina er ham utro. Hun er blevet set i anden mands værelse om natten. Men forklaringen er, at hun går i søvne! Amina er fortvivlet. Blomsten, hun fik af Elvin er visnet ligesom deres kærlighed.
Den nat går hun i søvne, balancerende over en planke, der forbinder to huses 1.sal – der var der ikke noget arbejdstilsyn dengang – og synger en himmelsk arie om blomsten og kærligheden, som begge visnede så hurtigt “Ah, non credea mirarti”.
Da forstår Elvin og tager Amina i sine arme, hun vågner, og operaen ender lykkeligt.
________________________________________
Man kan høre både Bellinis skønne arier og foredraget ved “De sicilianske dage København” med Maria Johannsen, sopran og fortælling og Emma Arent Roesgaard, klaver den 24. august 2023 kl.19 i Metronomen i København
www.mariajohannsen.com
Se mere på www.hoejskolensicilien.dk/sicilianske-dage-i-københavn
