Dario Fo 1926-2016

8 Dicembre 2016
2.148 Views

I marts i år var vi i Milano for at fejre Dario Fos 90års fødselsdag. Vi havde medbragt en gave, som han temmelig sikkert ville glæde sig over: et par lækre danske, fodformede sko – en type fodtøj, han altid fremhævede var tilpasset den menneskelige anatomi og altså ikke nogen tvangsforanstaltning. Gaven udløste spontant replikken: ”Nu begynder livet!” efterfulgt af refleksioner over, at han i sit værk – som forfatter, scenograf, billedkunstner, skuespiller – altid tog afsæt i grunden, fodfæstet, det konkret-jordnære. Om aftenen var der kæmpefest på Piccolo Teatro, hvor fødselaren i fuld vigør optrådte med monologer og jazz-improvisationer – iført sine danske sko. Der er flere pointer heri. Først og fremmest naturligvis den 90åriges ubetingede hyldest til livet! Men det handler også om en speciel relation til Danmark, hvor han oplevede, at der var en umiddelbar sans for hans komik og ironi, som i min forståelse har at gøre med grundlæggeren af dansk teater, Ludvig Holbergs dybe rødder i inspirationen fra commedia dell’artes groteske og jordbundent-respektløse univers. Her var og er der en fælles klangbund. Min personlige relation til Fo, som oversætter, tolk og ven, kom til at strække sig over 45 år. Jeg oplevede både den kreative kunstner i fuld eksplosiv udfoldelse og den mere stilfærdige private person, drevet af en evig nysgerrighed på livet og verden, der godt kunne få omgivelserne til at tabe pusten. Hans videbegær og viden var brændstof til den kreativitet, som sprang af en endeløst fabulerende fantasi. Relationen mellem os blev tættere i de senere år, bl.a. i relation til hans interesse for de demokratiserende reformer i det sene 1700tals Danmark, en historie om dialektik frem for blodig konfrontation, som han omsatte i romanform i Der er en skør konge i Danmark. I november 2015 præsenterede han bogen i København. Interessen var så stor, at der undertiden opstod lidt aggressive scener blandt folk, som absolut ville ind. Under en middag hos os i de dage kom samtalen ind på Holbergs Jeppe på Bjerget og bevægede sig efterhånden i nogle cirkler, som fik Fo til at udbryde: ”Jeg tror, jeg har en ide!” To dage efter var ideen udviklet til et skitseret komedie-plot, som foregår i Danmark i 1700tallet. Og nogle uger senere til et fuldt gennemskrevet manuskript, som altså blev hans sidste sceniske værk. Sidst i september i år blev der i København præsenteret et par bøger, hvortil Fo havde skrevet hhv. forord og efterord – min bog om ’maskens magt’ og et festskrift, hvori han beskrev den årelange arbejds- og venskabsrelation. Det blev noget af det sidste fra hans hånd. Når han ringede op, og det ikke var mig, der tog telefonen, var det altid med ordene: ”Ciao, sono Dario… Dario Fo.” Som om nogen kunne tage fejl af den stemme! Nu er den tavs.

 

 

Nel riquadro riportiamo alcune considerazioni estratte da uno scritto che Dario Fo ha dedicato a Bent Holm, suo traduttore e caro amico:

Bent Holm formalmente è il traduttore dei miei libri per la Danimarca ma in realtà è molto di più

______
…quando ho scritto il libro ambientato nella vostra nazione (C’è un Re Pazzo in Danimarca), il suo aiuto come storico e ricercatore è stato essenziale

______
…non posso dimenticare poi quanto Bent mi abbia fatto innamorare di questo vostro fantastico re, Cristiano VII, raccontandomi di come apprezzasse ed amasse il teatro…

______
…per tradurre i miei libri ho sempre preferito gli uomini di teatro, coloro che comprendono e possiedono il ritmo e l’andamento di quello che ho scritto ecco perché il mio amico Bent è tanto prezioso, perché ha il talento del palcoscenico e sa portarlo nelle pagine di un libro

______
…e infatti in tutta la Danimarca, quando si vuole parlare di un grand’uomo ma le parole non bastano, è sufficiente dire: “Quel tale è proprio un Bent!” Pensate che io stia esagerando? Che sia un’adulazione paradossale? E allora venite in Danimarca

  1. 1
  2. 2
  3. 3
  4. 4
  5. 5
  6. 6






Leave A Comment