Et møde med Bruno Berni: en bro mellem Italien og Danmark

12 Dicembre 2016
2.678 Views

Jeg har to verdener i mig, og jeg lader dem tale.” Sådan siger oversætteren og forskeren i nordiske sprog, Bruno Berni, om personlighedsspaltningen – eller om man vil, personlighedssammensmeltningen – i en dialog om to forskellige kulturer.

København, 12. oktober 2016. Det Kongelige Bibliotek. Den matte og blege efterårssol trænger ind gennem den store glasrude. To store kaffe og en behagelig samtale. Bekendtskabet med Bruno Berni er ikke opstået på dansk jord, men på gangene på fakultetet for fremmedsprog og udenlandsk litteratur i Pisa, hvor han havde et dansk sproglaboratorium. Det er på den måde, at jeg er kommet i kontakt med den kultur og det sprog, som jeg nu ville kalde ”tiltrækkende” og ”frastødende” på samme tid. Siden fik jeg lejlighed til at følge ham på Pisa Book Festival (7.-9. november 2014), der var en inspirerende oplevelse. Her havde man inviteret fremtrædende personligheder fra den moderne skandinaviske kultur, fra Björn Larsson over Morten Brask til Morten Søndergaard, som Berni har kunnet præsentere de italienske læsere for. Ved den lejlighed blev jeg virkelig slået af hans ironi og provokerende definition af ”oversætter”: ”Oversætteren er en doven forfatter.” To år senere tænker jeg stadig på de ord, og derfor har jeg besluttet at begynde min sludder med Berni netop der.
På Pisa Book Festival definerede du oversætteren som ”en doven forfatter”. Mener du stadig det? Ja, ja, sådan sagde jeg i Pisa, eller det var i hvert fald det, der blev tweetet til stor ærgrelse for ganske mange kolleger. Argumentationen i sin helhed gik ud på, at oversætteren er en doven forfatter, fordi han mestrer sproget, men ikke ligesom forfatteren bruger det til at skabe sit eget, men begrænser sig til at genskabe andres værker. I øvrigt er der mange forfattere, der ikke har den sprogbeherskelse, som en god oversætter har. Til gengæld har jeg som oversætter en rolle som formidler mellem to kulturer, fordi jeg har de sproglige og kulturelle kompetencer. Som oversætter af en ”mindre udbredt” litteratur som den danske har jeg måske først og fremmest et større ansvar, fordi jeg arbejder med en litteratur, der ikke er særlig kendt i Italien. Jeg må konstruere en manglende kanon uden at have nogen at diskutere mine valg med, fordi der ikke er nogen forlagsredaktører, der forstår dansk og kan tage stilling til mine valg, så det er jeg tit selv nødt til at gøre.
Hvordan har det, at du er begyndt at oversætte, bragt dig nærmere den danske kultur? Hvilke afstande har du oplevet? Jeg ved ikke, om oversættelsen har bragt mig nærmere den danske kultur. Det har helt sikkert været kontakten til dansk kultur, der har fået mig til at oversætte, for når man formidler en tillært kultur til sin egen oprindelige kultur, prøver man også med sit eget sprog at kommunikere noget til sit eget miljø, som lidt efter lidt er blevet en vigtig del af en selv, men som omverdenen ikke kender. For modtagerkulturen er det en berigelse. Det er ideer, måder at leve og anskue livet på, og lidt efter lidt også udtryk og steder, der kommer ind i den kollektive bevidsthed. Det er en tilnærmelse mellem to kulturer, der på en eller anden måde begynder at lære hinanden at kende. Den danske kultur var engang så godt som ukendt i Italien, så der har været en ubalance, fordi den italienske kultur altid har været kendt i Danmark. Hvis man så skulle have tilføjet noget … og det har jeg nok, for det at oversætte er i mine øjne også at studere, søge, læse og have et bredt kendskab til både den tidligere og den nuværende kultur i mit ”adopterede fædreland”. Afstande, nej. Afstandene har jeg overvundet. Optakter, måske, for jeg har
to verdener inde i mig, og jeg lader dem tale.
Hvad beskæftiger du dig med i øjeblikket? For tiden forsker jeg mere, end jeg oversætter; det er min primære aktivitet. Men selv når jeg forsker, beskæftiger jeg mig med oversættelse og formidling af nordisk litteratur i Italien. Man kan sige, at efter så mange år med oversættelser reflekterer jeg også over faget, og så graver jeg i historien for at finde ud af, hvad der er blevet oversat, og hvad der ikke er blevet oversat, og af hvem, hvorfor og hvordan, for at finde ud af i hvor høj eller ringe grad den danske kultur kan have påvirket den italienske kanon. Jeg beskæftiger mig meget med H.C. Andersen, som altid er blevet meget oversat, men sjældent forstået til bunds. Jeg beskæftiger mig med de første formidlere, der begyndte at oversætte og især skrive om nordisk litteratur i Italien. Med hensyn til H.C. Andersen, så havde jeg i 2001 den fornøjelse at gå i gang med at oversætte hans samlede eventyr, som så udkom i 2014 med nye illustrationer af Fabian Negrin, der fjerner fortællingens barnlige anstrøg og afslører dybderne.
For at vende tilbage til H.C. Andersen, mener du så, at man kan anse ham for at være et symbol på den nutidige danske kultur? H.C. Andersen har selvfølgelig stadig en meget stærk symbolværdi i det moderne Danmark, men om han skulle være symbol på den nutidige danske kultur, det er jeg ikke så sikker på. Han er utvivlsomt en forfatter, der har haft stor indflydelse på senere forfattere, og selv i dag finder man spor af hans værker i meget moderne litteratur, og det gælder sikkert også i andre lande. Nogle af hans ting er kendte i alle kulturer, men alt for få, og det er især de eventyr, der mest er beregnet på børn. Det har betydet, at han har fået en enorm udbredelse, men det har også bremset kendskabet til de historier, der ikke er for børn. Når vi taler om H.C. Andersen og eventyr, kommer jeg til at tænke på julestemning.
Hvis du skulle beskrive en dansk jul, hvilke ord ville du så bruge? Måske ville jeg bruge hygge/hyggelig. Men det er udtryk, der er svære at oversætte uden at benytte sig af omskrivninger. Men det er mest et generelt problem, når man skal prøve at beskrive begrebet, for i virkeligheden har jeg aldrig haft problemer med at finde løsninger, når jeg er stødt på de udtryk i en oversættelse. Hvis man bare beskriver begrebet i generelle vendinger for en italiener, der måske har en helt anden opfattelse af, hvilken stemning der gør ham godt tilpas, kan det være svært. Jeg forestiller mig, at jeg sidder hjemme ved mit skrivebord med ild i kaminen. Solen har skinnet hele dagen, men efterårsluften har været kølig. Jeg har et godt glas vin stående, jeg er omgivet af mine bøger, og der er en behagelig stilhed. Det er nok min særlige form for hygge, en stemning, som sikkert vil tiltale en dansker og en italiener lige meget. Dybest set er vi slet ikke så forskellige.

Leave A Comment